Som barn slugte jeg flere af Thor Heyerdahls bøger med stor begejstring og fulgte med store øjne med, når der blev vist film fra hans ekspeditioner på TV.
I 2001 havde jeg så selv den ære at have en korrespondance med ham, hvor vi delte vores tanker om Odin, runerne og det nordiske folks oprindelse. Faktisk sendte jeg den stakkels mand en hel afhandling om mine tanker og teser, og jeg håber sandt for dyden, at det ikke var den, der tog livet af ham.
For Thors vedkommende endte det med bogen ’Jakten på Odin’ der udkom i 2001, mens mine tanker i sidste ende blev en del af bogen ’Odins labyrint’, der udkom i 2012.
Årsagen til, at jeg i første omgang skrev til Thor, var, at jeg allerede i hans bog ’Ingen grenser’ fra 1999 havde set tegn på, at vi bevægede os i samme retning. En retning, der på mange områder gik stik mod fagvidenskaben, men samtidigt – set med vores øjne – var den eneste rigtige.
Dengang i 2001 håbede jeg naturligvis på, at vi kunne arbejde sammen på projektet, men desværre døde Thor i 2002 … heldigvis efter et langt og rigt liv.
Selv lagde jeg efterfølgende tankerne bag mig, da Thor havde fået sagt det meste i sin bog, men jeg kunne dog ikke helt holde teserne i ro, og derfor satte jeg mig til tasterne igen i 2010 og skrev den roman, der skulle blive mit bidrag til debatten.
Præcis som Thor er jeg efterfølgende blevet udskældt af en del af den faglige stand, og der er ingen tvivl om, at den kamp, som Thor begyndte med ’Ingen grenser’ og ’Jakten på Odin’, udviklingsmæssigt har ligget stille siden hans død.
Jeg vil ikke her gå i dybden med emnerne, da det er ret omfattende, men jeg kan henvise til Thors bøger, min egen bog ’Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’ samt det fagvidenskabelige appendiks, der findes bag i ’Odins labyrint’. Dette Appendiks kan også læses HER – dog uden selve romanen, det er endt som en del af. Det skal imidlertid tilføjes, at det ikke er slut med dette faglige essay. I min fortsættelse af ’Odins labyrint’, der gerne skulle udkomme i 2014, går jeg et skridt videre, mens jeg i den planlagte 3er vil forsøge at følge det hele til dørs.
’Odins labyrint’, der i sig selv er en skønlitterær spændingsroman, arbejder kort sagt (sideløbende med romanens primære handlingsforløb) med runernes og det nordiske folks oprindelse, og hvor Heyerdahl får kritik for ikke også at bruge sprogvidenskab og lingvistik, så inddrager jeg netop dette. Jeg vil ikke sige, at jeg med min roman, har fået afsluttet projektet med jagten på Odin og hans folk, men jeg er kommet et skridt nærmere, og det ærgrer mig naturligvis, at Thor ikke er en del af dette, om end han, hvis han havde levet, sikkert for længst havde fået alt til at falde på plads, da han var en noget mere kompromisløs eventyrer, end jeg har modet til at være det.
Men det skal nok komme, og selvom jeg som Thor har mødt modstand, så har bogen solgt rigtig godt, og læserne har taget varmt mod teserne i den.
Og hvorfor mon egentligt det? Hvorfor sælger bøger, som kritikerne og fagvidenskaben stiller sig skeptiske overfor? Eller sagt på en anden måde. Hvorfor har Thor Heyerdahls bøger og projekter været så stor en succes, når de har været i konstant faglig modvind? Og hvorfor har min bog (dog i mindre målestok, da jeg endnu er langt efter Thor) været en succes til trods for faglig kritik og såmænd også kritiske litterære anmeldelser? Mit bud er, at mennesker godt vil underholdes; de vil godt læse om eventyr og de elsker fantasters fortællinger, om ikke andet så fordi der et eller andet sted er mening med galskaben … vi mener jo, hvad vi skriver … og så er ubeskrevet land nu engang det mest dragende for de fleste, ikke sandt?
Hvordan det hele ender, ved jeg endnu ikke. Måske burde jeg rejse til Kaukasusbjergene og gennemføre Odinfolkets vandring hjem til Norden; eller bygge et langskib og genopdage Nordamerika via vikingebopladser i de vestgrønlandske bygder, men lad os nu se. Den slags koster mange penge, så måske nøjes jeg bare med at skrive.
Om ikke andet, så er dette indlæg en lille hilsen og en tak til en af vor tids største eventyrere, Thor Heyerdahl, som jeg for en kort tid havde fornøjelsen af at dele tanker med.