Veronika var født med så stor en skønhed, at jeg tror, der aldrig har levet et menneske så smukt som hende – og det var jeg ikke alene om at tænke. Allerede som stor pige kunne hun få voksne mænd til at forsvinde, når hun gik tæt forbi dem, og år for år steg denne magt i takt med, at der voksede former frem af hendes hud. Jo ældre hun blev, jo mere lagde hun selv i de små sekunder, hvor hun ændrede mænds tanker, og efterhånden blev det nærmest en besættelse for hende at forstå, hvorfor det skete. Nej, det er ikke sandt. Dét, der besatte hende, var nærmere tanken om, hvorfor alle disse mænd kiggede væk igen. For hvis de i det ene sekund var lammet af hendes væsen, hvorfor så ikke i det næste? Henfalder kærlighed så hurtigt? spurgte hun engang med en tone, der lød præcis som hendes fars, når han fortvivledes over de af fysikkens love, der ikke gik op.
Jeg forestillede mig dengang, at andre menneskers reaktion på Veronika intet havde med kærlighed at gøre, men derimod mere med ren betagelse, misundelse eller måske slet og ret en upassende lyst, men det sagde jeg aldrig til hende. Det var ikke min opgave – ikke min verden. Desuden var jeg ikke i stand til at skelne, da jeg selv følte både kærlighed, betagelse, lyst og misundelse, hver eneste gang jeg så hende. Selv da jeg blot var seks år gammel.
År for år havde jeg nærmet mig. Stirret på hende. Luret ind gennem de spredte huller i hækkens løvdække om sommeren og stjålet korte glimt gennem de nøgne grene om vinteren. Jeg vidste allerede dengang, at jeg ville vente for evigt, så længe jeg bare så et glimt af hende i sidste ende. Det var alt, jeg ønskede. Jeg skulle bare se hende, høre hendes stemme og en sjælden gang i mellem mærke hendes duft.
Da jeg var 12 år og Veronika 13, gik hun en dag hen til hækken, hvor jeg stod. Jeg havde været så låst af hendes øjne, at jeg ikke magtede at flygte, og med ét stod hun lige på anden side.
”Jeg har tabt min halskæde herinde på græsset,” sagde hun i en kommanderende tone. ”Kom ind og hjælp mig med at finde den.”
Det sortnede for mine øjne. Blodet bankede heftigt mod mine tindinger, og jeg var nødt til at tælle revnerne i fortovets nærmeste fliser for ikke at falde besvimet om.
”Kommer du eller hvad?” fortsatte hun.
Jeg gik ind. Spyttet havde samlet sig i min mund, og halsen var så tæt snøret sammen, at jeg ikke kunne synke. Det var den første gang, hun talte til mig alene. Den første gang, jeg kom ind i hendes have. Men det blev ikke den sidste. Resten af sommeren løb jeg flere gange om dagen hen til hækken for at se efter hende. Hvis hun var der – og jeg kom ind – løb jeg febrilsk rundt og gjorde alt, hvad hun bød mig. Der fandtes ingen grænser for, hvad jeg ville gøre for hendes nærvær. Der fandtes ingen ord, der kunne beskrive det. På mit sprog. Det samme skete sommeren efter. Og den næste med, men den sommer spredte sig til hele året. Jeg var nu 14, hun 15, og en dag sagde hun som det mest naturlige af verden: ”Hvis du elsker mig, skal du blive væk i morgen, men du skal tænke på mig. Tænke på, at jeg stod lige her og bad dig om at blive væk, hvis du elskede mig.”
Det var der, i dét øjeblik, at jeg blev en brik i et langt større spil, end noget menneske kan holde til. Men det forstod jeg ikke dengang. Jeg forstod ikke, hvad hun mente, og jeg blev ikke væk den næste dag. Jeg dukkede op i haven med et smykke, jeg havde købt for mine sparepenge. Hun tog imod det uden et ord og hængte det med det samme om sin hals. Det var en rund kugle med hendes stjernetegn indgraveret. Ikke indgraveret som ord, men som små pletter, der hver symboliserede en af stjernerne i hendes tegn, jomfruen.
Jeg betragtede smykket, der lå så roligt på huden under hendes hals, som havde det i tusinder af år længtes efter at hvile netop der. Hendes sorte hår var bundet sammen i en knold i nakken. En enkelt tot havde vristet sig fri og vippede med vinden ind foran hendes bundløse øjne. Bag hende nåede grenene fra en gammel, tung taks næsten ned til jorden. Hendes kjole var hvid og tynd. Huden brun.
”Du skulle ikke være kommet,” sagde hun, trådte et skridt frem og kyssede mig så længe, at jeg stadigvæk mange år efter var sikker på, at netop det kys var det mest inderlige kys, der nogensinde mødte mine læber. Da jeg blev gammel nok til at forstå, hvordan det hele hang sammen, var det for sent – det var en dødsdømts sidste kys.