Nedenstående tekst svarer til appendikset fra spændingsromanen ‘Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’. Det er en opsummering og afrunding af en række teser som hovedpersonen i romanen kommer frem til. Herunder svaret på, hvor det nordiske folk, runetegnene og kulturen bag de nordiske asaguder kommer fra. Bogen handler naturligvis også om en masse andet, da det er en uhyggelig spændingsroman og ikke en fagbog. Der kan læses uddrag af anmeldelser HER>>

I den fortsættelse, der udkommer den 4. april 2014, vil hovedpersonen, Mathias Hviid, igen finde frem til en række nye teser og tolkninger af vores nordiske arv. Blandt andet en helt ny tolkning af den tidlige runefuthark i sig selv samt skjulte budskaber i samme plus et skjult budskab i indskriften på den lille Jellingsten. Derudover vil der komme et par afsløringer om futharkens sammenhæng med tre stjernetegn samt svastikategnets ophav og betydning. Men alt det er altså først i den næste roman. I den første må I ‘nøjes’ med en række omvæltende afsløringer om runerne og Odin. Den nye bog får titlen Thuleselskabet, og som navnet antyder, skal vi en tur forbi 20ernes, 30ernes og 40ernes Tyskland og grave i hemmelige, okkulte ordener.

‘Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’ kan i øvrigt købes HER som både hardback, paperback, lydbog og e-bog. God fornøjelse … Mads Peder Nordbo.

 

DE MAGISKE RUNER fra ODINS LABYRINT – ET GLASBARNS FORTÆLLINGER 

I N D L E D N I N G

Runeforskningen befinder sig i disse år både i en rivende udvikling og i et vadested. Dette skal forstås på den måde, at vi inden for de seneste årtier har fået udvidet vores viden via arkæologi, historie og fundmasse, så vi nu med større sikkerhed kan udtale os om kendte indskrifter, end man kunne på f.eks. Wimmers[1] eller Moltkes[2] tid. Men samtidig er dette også runeforskningens problem, da en stor del af vores nye viden på mange måder kan (og vil) ændre på den traditionelle opfattelse af, hvad runer er, hvor de kom fra, og hvem der brugte dem.

Som Michael Lerche Nielsen skrev i 1997 i artiklen Runologien mellem sprogvidenskaben og arkæologien, kan runologien kritiseres dels af lingvister for at være uvidenskabelig og metodisk inkonsistent, dels af arkæologer og historikere for at være utidssvarende inden for disse områder. Problemet i den forbindelse er måske, at runologien slet ikke bør ses som en selvstændig videnskab, men derimod som et studium på tværs af andre videnskaber – et studium, hvor både lingvistik, arkæologi, historie og antropologi spiller vigtige roller. Den tværfaglige vinkel er naturligvis afhængig af, om der f.eks. er fokus på en grundig analyse af bestemte grammatiske forhold eller som her, i denne tekst, på runernes oprindelse.

Dermed allerede være sagt, at denne tekst er bygget på en metode, der har den videnskabelige tværfaglighed som udgangspunkt. Ideen med dette er at skabe en mere kontekstbaseret indsigt i runerne end den rent lingvistiske. Umiddelbart kan hele problematikken omkring runologien samles i den pointe, at der kæmpes mod semantisk ubestemthed (dvs. tvivlen om ordenes betydning) og social ubestemthed (dvs. tvivlen om den sociale sammenhæng, hvori runefundene indgår (og indgik)). Dette kan få betydelige pragmatiske konsekvenser, da vores forståelse af en problemstilling altid er topisk funderet. Dermed er der den risiko, at runologerne ekstrapolerer deres samtids forestillinger til fortiden, således at denne forklares ud fra, hvad der gælder i dag.

Jeg har valgt at lade min undersøgelse omfatte de kontekstuelle forhold, der sandsynligvis har været en del af runernes oprindelse, da jeg finder det overordentlig vigtigt, at vi får inddraget disse aspekter som et supplement til den stående runetradition.

Problemstillingen omkring runernes kontekst strækker sig imidlertid over 1.500 år og tre afgrænsede runeperioder, hvorfor jeg har været nødt til at begrænse mit emne en del. Da jeg især finder den tidlige runeperiode og selve runernes ophav interessant, har det været naturligt for mig at have som mål at arbejde med runernes oprindelse og dermed perioden 0-700 e.Kr. Ud over dette arbejder jeg med kulturelle ligheder mellem de skandinaviske jernalderkulturer og samtidige kulturer ved Sortehavet og i Kaukasusregionen.

Der er naturligvis visse begrænsninger, der gør sig gældende, når vi arbejder med emner, der strækker sig så langt tilbage i tiden. Vi må f.eks. ofte finde os i, at det hovedsagelig er teser, vi arbejder med. Nogle gange er vi dog så heldige, at arkæologien forsyner historien og sprogforskningen med bevismateriale, som det f.eks. er tilfældet med fundet af Meldorf-spændet, der rykkede dateringen for vores ældste runefund tilbage til omkring år 50 e.Kr.

Et andet ganske væsentligt aspekt ved den tværfaglige runeforskning er, at vi i lyset af nye fund og ny historisk viden så småt begynder at ane en tegning af alt det, der lå bag runerne. Spørgsmålet er derfor ikke længere blot, hvor runerne kom fra, men også hvem der bragte dem med sig, hvorfra disse folk kom, og hvilken kultur de var en del af. Det er de spørgsmål, jeg har hæftet mig ved, og det er de spørgsmål, der har ført mig til en række teser om runernes magiske funktion, om folkene eriler og aser samt i sidste ende om Odins eksistens som levende menneske.

Forskningstradition kontra realitet

Indledningsvis virker det naturligt at se på, hvilken tradition der gøres op med. Ifølge den nordiske forskningstradition (Moltke) blev runerne opfundet i Danmark omkring år 0 og betragtes som en selvstændig alfabetdannelse på latinsk grundlag, dannet af en runeskaber med de latinske majuskler som långivere.

En af de forskere, der i nyere tid har gjort op med tanken om runernes latinske oprindelse er Jørgen Chr. Bang[3], der i sit skrift Runernes herkomst og medbyrd skriver: ”Runerne var både, som de klassiske skrifter[4], fonematisk skrift og, som de førklassiske, konstitutivt forbundet med betydende navne og analogi-forestillinger. Desuden ligner runerne grafisk mere de førklassiske skrifter både for øjet og den skrivende bevægelse. Lighederne mellem runerne og de klassiske skrifter tilskriver jeg derfor ikke direkte kontakt, men tolker som symptomer på, at de har fælles bedste- eller oldeforældre. Herved forstås rune-futharken som en ligeså selvstændig alfabetdannelse som det græske alfabet og ligesom dette med direkte historisk baggrund i de førklassiske, nærorientalske skrifter og skriftmiljøer”.

Bang har sandsynligvis fat i den lange ende. Det virker underligt, at den komplette futhark inklusive vokaler, ikonværdi og navne skulle være opstået brat i kulturen i de prædanske områder, der efter den traditionelle opfattelse skulle have været en skriftløs kultur indtil da. Normalt tager det flere hundrede år for et færdigformet skriftsystem at finde sin endelige form. Det virker ligeledes usandsynligt, at hele denne store kultur i de næste tusind år skulle bruge runerne så homogent, uden at der i kulturen lå nogle traditionsmæssige forudsætninger for det. Desuden er der meget der peger på, at det folk, der boede i området før år 0 ikke længere var det samme, når vi kommer frem til år 200 e.Kr. Som jeg vil komme inde på i senere, virker det sandsynligt, at et indvandrende kulturfolk i løbet af de første 200 år e.Kr. indtog det sydskandinaviske område og prægede dette område så massivt, at det urnordiske sprog og runerne, som de havde med sig, blev det gældende i området. Spørgsmålet drejer sig kort sagt ikke blot om runerne, men også om det nordiske sprog og folks herkomst i Norden.

Runernes semitiske arv

Hvis runerne var en kopi af f.eks. de latinske bogstaver, hvorfor gav runeskaberne så runetegnene navne med iboende betydninger, som slet ikke findes på latin, men derimod i ældre skriftsystemer? Hvorfor blev de brugt i magisk sammenhæng? Og hvorfor opfandt man ukendte tegn og satte dem på andre pladser end dem, som lignende lyde eller figurer har i det latinske alfabet? Det havde været nemmere bare at overtage det latinske alfabet, frem for at lave en

mere indviklet og ulogisk udgave af det. Hvorfor har man f.eks. brugt det latinske M som tegnet for ordlyden ’E’ i futharken (runealfabetet), mens et mere kompliceret runetegn  (se billede af runetavle) er brugt som ’M’? På samme måde kan vi spørge, hvorfor bruge runetegnet P for lyden ’W’ og derimod skrive ’P’ med et helt andet tegn? Og hvorfor startet runerækken med F, U, TH, hvor alfabetet starter med A, B, C? Svaret er naturligvis, at runerne ikke har det store med latinske bogstaver at gøre. Runernes rødder findes helt andre steder.

I G.R. Drivers bog Semitic Writing: From Pictograph to Alphabet finder vi mange argumenter for, at runernes forfædre nærmere skal findes i de gamle semitiske skrifter (se bilag 1 og 2). Ved at studere en række af de gamle semitiske-arabiske skrifttegn fra bronzealderen og frem ser vi hurtigt, at der er mange ligheder mellem den ældre futharks runer og tegnene i disse forskellige tegnsystemer. Derudover er der også en del ligheder i navnene på de enkelte tegn, når man betragter disse navne som kilde og grundlag for både tegnets fonetiske og semantiske betydning. Selvom det ikke er til at se, hvilken helt speciel skrifttype runerne skulle være udsprunget af, kan der ikke herske megen tvivl om, at der må være en forbindelse, og det peger på, at runerne sandsynligvis er opstået et sted i dette miljø, hvor runernes egenskaber og form i stor udstrækning fandtes.

Det er der for så vidt intet spektakulært i. De latinske bogstaver er i familie med de græske, de græske med de fønikiske, de fønikiske med de semitiske osv. Det er klart, at runerne også må høre hjemme et eller andet sted i den kontekst. Det er bare ikke efter de latinske bogstaver, men før, da runerne som Bang er inde på, går i en bue uden om de klassiske skrifter græsk og latin og i stedet har flere lighedstræk med de førklassiske skrifter, der også var ophav til græsk og latin.

Det er kort sagt påfaldende så mange runelignende tegn, vi kan finde i f.eks. de nord- og sydsemitiske, etruskiske og arabiske skrifter fra mellem år 1200 f.Kr. og 200 f.Kr. Og, hvad der er mindst lige så interessant, vi oplever, at disse skriftsystemers tegn ligger tættere på deres oprindelige betydning som tegn end f.eks. det græske alfabets. Dvs. at f.eks. de semitiske tegn var tættere på deres ikonografiske værdi og præcis som runetegnene havde en betydning ud over blot at være skrifttegn.

Jeg mener, at vi leder de forkerte steder og ud fra nogle forkerte præmisser, når vi absolut vil se runerne som en latinsk skrift, og jeg tror, at vi skal søge længere tilbage i tiden. Min påstand er, at runerne er blevet til på baggrund af et dialektisk samspil mellem egne og udefrakommende tegn og symboler som en del af en levende trafik mellem Norden, Kaukasusregionen og Mellemøsten.

Fund og afgrænsning

Vi betragter traditionelt den ældste runeperiode som tidsrummet fra ca. år 150 e.Kr. til 700 e.Kr., om end år 0 til 700 e.Kr. nok ville være mere korrekt. Dette afgrænses sandsynligvist ret beset af trosskiftet i Danmark omkring år 600-630 e.Kr. samt Adamnan-loven fra 696/97 e.Kr., hvorved bl.a. kvinder forbydes adgang til slagmarken, hvilket henviser skjoldmøer og kvindelige ryttere til sagaerne.

Hvis vi ser på runefundene i Sydskandinavien inklusive de ni nordøst- og østeuropæiske har vi i den tidlige runeperiode en total fundmasse på 150 runebærende fund, hvoraf 88 er runebrakteater (prydmønter lavet til smykkebrug). Langt størstedelen af de runebærende fund stammer fra det sydlige Skandinavien. Dette peger på, at runerne, som vi kender dem, havde deres udspring i området omkring Sjælland, Fyn, Sønderjylland, Slesvig og Skåne. Dette betyder på ingen måde, at runerne er opstået der, men antyder, at et runebærende folk måske er kommet til denne geografiske del af Norden på dette tidspunkt. Det er meget sigende, at det er sket samtidig med en tydelig krigskontekst, der dokumenteres via fund både med og uden runer. Dette peger netop på de bevægelser blandt stammer, der har ført til runebærernes indtog. Samtidig er det også interessant at se på grupperingen af runebærende fund. Før år 400 e.Kr. (og stort set også før år 500 e.Kr.) ligger alle runefund nord for Elben, mens der i årene mellem 500 e.Kr. og 600 e.Kr. er en kraftig opblomstring af runer på især smykkegenstande i Tyskland – med paralleller i det sydlige Norge og mellemste Sverige. Herefter er der en form for udfasningsperiode, hvorefter runerne forsvinder i det sydgermanske, mens de kommer igen i vikingetidens Skandinavien.

Tabte træpinde

Problemerne med de tidlige runer er muligvis, at vi leder efter noget, vi ikke kan finde. Hvis Tacitus[5] har ret i, at germanerne i forbindelse med spådom lavede små pinde, som de mærkede med forskellige tegn, som skulle tolkes af en præst (eril) eller af familiefaderen (sikkert stammefader/høvding), så er vores chancer for at finde en sådan indskrift eller bare et enkelt tegn næsten ikkeeksisterende, da en tynd pind kun i helt ekstremt heldige tilfælde vil ’overleve’ i 2.000 år. Jeg har en ide om, at Frøslev-træpinden (300-500 e.Kr.) godt kunne høre hjemme i denne kontekst, således forstået, at den er en sen udgave af disse offerpinde. Det eneste, vi kan gøre, er at analysere på det materiale, vi har, og vel at mærke tolke det ud fra de kontekstuelle muligheder, vi har.

 

 

DEL 1: RUNERNE OG MAGIEN

 

Runernes religiøse betydning

Der er ingen tvivl om, at runerne har haft religiøs betydning. Dels er det den opfattelse, der er overleveret via sagaerne samt fra antikke forfattere som Tacitus, Jordanes, Snorre og Saxo. Dels finder vi den samme funktion ved andre tidlige skrifttyper. Tegnene havde, ved siden af deres anvendelse til skrift, en anden vigtig funktion, nemlig som magiske trylletegn. Ved skrevne hellige ord og formularer har man søgt at sikre sig mod en lunefuld tilværelses omskiftelighed. I nogle tilfælde, som f.eks. på Gørlev-stenen (800-850 e.Kr.) kan det dog være svært at sige, om indskriften tjener til øvelse eller har haft en magisk funktion. Det samme fænomen finder vi ved en del andre runeindskrifter, som f.eks. på Kylver-stenen (ca. 425 e.Kr.), der var sidevæg i en gravkiste. På Kylver-stenen (se foto) er den eneste inskription hele den ældre futhark, noteret som en abc-remse.

Hvad den religiøse medbetydning egentlig har været, ved vi endnu ikke, men det er sandsynligt, at bogstaver og runer på gravsteder enten har beskyttet den døde og holdt onde ånder væk eller har spærret onde ånder inde og måske endda forhindret de døde i at gå igen. Et eksempel på dette ser vi på den norske Reistad-sten (600-650 e.Kr.), der læses: iuþingaR ek wakraR unnam wraita. Dette oversættes normalt til ”Juthing | Jeg Wakr forstår mig på runeristning”. Indskriften tolkes på den måde, at ’Juthing’ er den døde, og ’Wakr’ er runemesteren, der har ristet gravens runer, som enten beskytter den døde, holder den døde i graven eller begge dele.

En anden af runernes funktioner har været at holde gravrøvere væk. Dette ser vi bl.a. på Glavendrup-stenen fra Østfyn (900-950 e.Kr.), hvor vi i de to sidste sætninger både kan læse om det guddommelige og om faren: þur uiki þasi runaR : at rita sa uarþi is stain þansi ailti iþa aft anan traki. De to sætninger oversættes i dag til: ”Thor vie disse runer” og ”til en rati bliver han, som ailti stenen eller slæber den efter sig til en anden”. Der er ikke klarhed over, hvad de to ord, der ikke er oversat, skal betyde, men ailti er sikkert ’vælter’ og rati med stor sandsynlighed noget skidt. Kort sagt er graven viet til Thor, og den, der skænder den, vil være forbandet.

På Noleby-stenen fra Västergötland (ca. 600 e.Kr.) ser vi i modsætning til på Kylver-stenen, at det ikke nødvendigvis kun er runerne, der har hellig status, men i høj grad også runemesteren. Af Noleby-stenens tre runelinjer kan foreløbig de tre første ord siges at være læselige, nemlig runo fahi raginakudo, der tolkes som ”Runer maler jeg, de fra guderne komne”. Runerne er altså skænket af guderne, hvilket den germanske forfatter Tacitus, der levede i det første århundrede e.Kr., også omtaler, når han i afsnit 10,1 af sin bog Germania om de nordgermanske stammer skriver: På varsler og lodorakler agter germanerne mere end andre. Fremgangsmåden ved lodtagning er enkel. De skærer en tynd gren af et frugtbærende træ, hugger den ud i småpinde, som de mærker med forskellige tegn, hvorpå de spreder pindene ganske tilfældigt ud over et hvidt klæde. Dernæst anråber stammens præst guderne, hvis der spørges om råd på hele stammens vegne, men hvis det er privat, udfører familiefaderen selv denne handling. Med blikket rettet imod himmelen tager han tre pinde op og fortolker dem ud fra de i forvejen indridsede tegn. Sammenholdt med vores viden om brugen af runerne fra de i dag kendte indskrifter er der ikke tvivl om, at datidens opfattelse var, at runerne kom fra guderne, og at de personer, der kunne bruge og tolke runerne, i sig selv derfor var tæt forbundne med guderne og det magiske i den tidlige runeperiode[6]. Senere bliver det at bruge runer mere alment, og undervejs går det magiske tabt, og runerne bliver til tegn på linje med de latinske uden iboende værdi.

Som vi så det på Noleby-stenen, var det som en følge af runeristerens guddommelige bånd ofte rigelig beskyttelse, at den runekyndige eller trolddomskyndige satte sit navn på emnet. Dette ser vi også på Einang-stenen fra Slidrefjorden i Norge (350-400 e.Kr.). Stenen bærer indskriften ek gudagastiR runo faihido, der læses som ”Jeg gudgæst ristede indskriften”, og på Guldhornene fra omkring år 400-450 e.Kr. stod ek hlewagastiR holtijaR horna tawido, der tolkes som ”Jeg Lægæst, holtes søn, lod gøre hornet”. Her skal vi notere os, at ’holtes søn’ tolkes som ’skovens søn’ og dermed er et tilnavn til Lægæst og ikke stednavn.

Runernes magi

Fra den lidt senere runetid, hvor de ældre runer så småt begyndte at forandres til de yngre, er der også tydelige tegn på, at runerne og runemestrene var magiske. Ved Björketorp i Blekinge står der f.eks. tre store bautasten, der er rejst omkring år 600-700 e.Kr. Den ene af de tre sten bærer en indskrift, hvoraf kun begyndelsen er læselig: hAidR runoronu fAlAhAk hAiderA g|inArunAR, der læses: ”Jeg, runerækkens mester, skjulte her magtruner”. På samme måde som ved Einang-stenen hersker der tvivl om et ord, her hAidR. Var hAidR en mester, en magiker eller måske en præst? Sandsynligvis alle tre i én.

Samlet set er der tale om en kraftig forbandelse over den, der vover at forstyrre eller ødelægge mindet og runerne. På bagsiden af stenen kan to ord læses: uþArAbA sbA. De to ord betyder kort sagt ”Ufærd spår jeg”, hvilket ikke var en spådom, som mange ville have hængende over sig i samtiden. Et andet aspekt, der viser, at runerne havde en i den enkelte rune iboende kraft, kan vi finde i en række runeindskrifter, der er fokuseret på netop en enkelt runes magt, som f.eks. på Gummarp-stenen (600-650 e.Kr.), der bærer indskriften: hAþuwolAfA[R] sate stabAþria fff, ”Hådulv satte stave tre fff”. Det er muligt, at de tre f-stave var symbol på rigdom i form af F-runen[7], der havde den iboende ikonbetydning ’kvæg’, og netop kvæg ses ofte som symbol på rigdom. Det kunne være interessant at vide, om Hådulv rent faktisk ofrede tre okser i forbindelse med denne runesten, eller om tegnene i sig selv var nok.

En lignende, men meget mere omfattende indskrift, finder vi på Lindholm-amuletten fra Skåne (350-550 e.Kr.): ekerilaRsawilagaRhateka aaaaaaaaRRRnnn *bmuttt : alu. ”Jeg, erilen kaldet sawilagaR aaaaaaaaRRRnnn*bmuttt alu”. Endnu er der ingen, der har haft succes med at tolke hele denne sætning, men set i lyset af, at vi med stor sandsynlighed kan sige, at ordet alu er en form for magisk formel[8], må det være nærliggende at regne sætningen for magisk. Dette underbygges også af a-runens (a) tegnværdi som asarunen – gudefolkets tegn. Set i lyset af årstal, erilnavnet og brugen af ordet alu vil indskriften derfor kunne læses som en form for offer bestående af otte asategn (guderne), tre rejsetegn (ridt), tre tegn for nød, et tegn for birk, mand og okse samt tre tegn for krigsguden Tyr.

Det faktum, at hver rune havde sit eget navn og sin egen iboende betydning, peger i retning af, at det måske ikke altid var det af runerne sammensatte ord, der var det primære ved indskriften, men derimod selve runernes eller ordenes magiske kraft – den kraft, de fik med fra runeristeren. Runerne har som udgangspunkt haft iboende kræfter, der både kunne skade og give beskyttelse, ligesom de også kunne binde og frigøre guder og naturkræfter. Umiddelbart ville det derfor være forkert ikke at tolke indskrifterne ud fra denne magiske kontekst.

En anden tilgang er at se på afsenderen af beskeden. Her møder vi på Lindholm-amuletten en person, der hedder SawilagaR og er eril. Men hvad er en eril?

Shaman og eril

I mange tidlige runeindskrifter er det ikke den runebærende genstands navn, der nævnes, men derimod hvem der udførte indskriften – og evt. også genstanden. Dette kunne udtrykkes med et navn, som f.eks. Lamo[9], men det kunne også udtrykkes som f.eks. ekerilaR runoR waritu[10], der læses ”Jeg erilen ristede runerne”.

Set i lyset af hvor hyppigt vi ser erilnavne på den samlede fundmasse, kan der ikke være tvivl om, at en eril var en runekyndig person. Erilen kan have været en slags præst eller shaman. Vi kan gennem erilnavne og andre lignende træk i tidlige runeindskrifter komme til en indsigt i forholdene omkring de tidlige runer samt de mennesker, der ristede dem, og deres verdensopfattelse.

En anden interessant indskrift i den forbindelse er [ek] wiwaR woduride staina [sat|ido] ÞrijoR dohtriR da<i>lidun | arbija si<bi>josteR arbijanofra Tune-stenen (400-500 e.Kr.). Indskriften oversættes ”Jeg viv rejste stenen til wodurids minde”. Her er det nærliggende at pege på et par medbetydninger, der kan knyttes til navnet ’woduride’. For det første symboliserer det vilde ridt i sig selv Odin, der rider hen over slagmarken på den ottebenede hest Sleipner. For det andet er navnet wodu meget tæt på woden, der er en af de mest markante

stavemåder af navnet Odin i indskriftens samtid. Der er ikke de store problemer forbundet med, at et subjektiv skifter endelse. Til sammenligning kan ordet ’rune’ skrives som runu, runa, ronor, runar, runo, runor, der er nogle af de former, vi møder i tidlige indskrifter. Vi kan derfor læse navnet som wodu ridt, altså Odins ridt, hvilket i mine øjne godt kan være et erilnavn, fordi det klart henviser til en eller anden form for tilknytning til guderne.

Som vi har set det i andre naturreligioner, herunder også i vores egen bronzealder, overskrider en shaman grænser mellem forskellige lag af virkelighed og fantasi under ekstatiske rejser. Et andet af de gennemgående træk ved shamanisme er hamskiftet, eller vekslingen mellem stadier, som indebærer, at personen i ekstase transformeres til et dyrestadie eller en dæmonisk væren, og dette kan have relevans for tolkningerne af erilnavnene på de tidlige runeindskrifter. Forestillingen om verden som tredelt i Midgård og Asgård adskilt fra Udgård eksisterede måske allerede i Skandinavien under romersk jernalder (år 1 til 400 e.Kr.).

Forestillingen om verden kan have været relativt flydende. Der eksisterede en rumlig forestilling om, at disse forskellige verdener eller områder blev ordnet som en række af halvcirkler, hvori forskellige grupper havde deres hjemsted. Hver halvcirkels omkreds udgjorde en form for beskyttelsesværn – et gærde mellem udmark og indmark – og disse var antagelig var Asgård, Midgård og Jotunheim (Udgård). Jotunheim kunne nås af guderne ved f.eks. at ride gennem en mørk skov, vade over en farlig flod eller fare over havet. Forskellige grupper hørte hjemme i forskellige dele af verden, men erilernes navne som f.eks. gudagastiR (Gudegæst) antyder, at visse mennesker kunne besøge de andre verdener gennem ekstatiske rejser. Selvom gudagastiR er et eksempel på sådan et navn, viser det dog ikke i sig selv noget tegn på erilens specielle tilknytning til natur og højere magter. Det gør derimod indskriften på økseskaftet fra Nydam Mose på Als (300-350 e.Kr.), der læses wagagastiR på den ene side og alu:(w)ihgu sikijaR:aiÞalataR på den anden side. Disse kan tydes som: ”Jeg Stormgæst (Hav-/uroligt vand-gæst). Alu. [Jeg] vier/kæmper. [Jeg] fugtlandsbeboeren, edsudsigeren”. Alle tre navne på denne indskrift – fugtlandsbeboeren, havets/stormens gæst og edsudsigeren – tolkes som værende knyttet til den samme person, og denne person er en eril. Præcis som Lægæst, skovens søn, fra Guldhornet, og Muha, gudernes gidsel, på Kragehul-lanseskaftet, som jeg vil omtale nedenfor.

På økseskaftet betegner et af prædikaterne i indskriften erilens forhold til det vilde vand og et andet hans eller hendes tilknytning til et vådområde – en overgang mellem hav og land. Denne eril er ’Det rolige vands eril’ (fugtlandsbeboeren), men er samtidig i kontakt med havet eller det urolige vand. Dette peger i retning af, at erilen under rituelle ’rejser’ har oplevet fornemmelsen af storm og derfor må udsige en ed mod dette.

Erilen har således med nogen sandsynlighed haft en funktion som kontaktflade mellem natur, guder og selve folket. Måske også som kriger. Lægæst er skovens eril, Stormgæst havets, og Muha er gudefolkets eril.

Navnet Muha finder vi i indskriften ek-erilaR-asu-gisalas-muha-haite, der kommer fra et lanseskaft fra Kragehul på Fyn (200-450 e.Kr.). Indskriften tolkes ”Jeg erilen, asernes gidsel, Muha hedder jeg”. Næsten den samme ordlyd finder vi i indskrift fra Lindholm-amuletten (200-400 e.Kr.) ek-erilaR-sawilagaR-heteka, der oversættes ”Jeg erilen, Sawilagar hedder jeg”. Der er således kun ’asugisalas’ til forskel på de to. Uden dette prædikat havde man i stedet læst indskriften ”Jeg erilen, Muha hedder jeg”. Dette peger på to interessante antagelser. Først og fremmest underbygger det tanken om, at ’eril’ var noget, man var pr. titel eller hjemstavn (ud over sit eget personnavn), men samtidig åbner det for et spændende tilhørsforhold mellem erilerne og aserne. Som sagt tolkes indskriften normalt sådan, at denne eril er gudernes gidsel, men hvad nu, hvis aserne ikke som sådan er guder, men derimod folket aserne? Det er en tanke, der er værd at forfølge, men først skal vi have afrundet erilernes funktion og vej til indsigt.

Erilnavnene kan også pege på andre former for natur- og gudeslægtskaber end de viste. Som f.eks. navnet, der findes i indskriften på Himlingøje-spændet, widuhudaR (Skovhund/ulv). Et navn, der peger på en forbindelse med vilde dyr. Når jeg går ud fra, at der er tale om et menneske og ikke bare et dyrenavn, er det, fordi det traditionelt menes, at der har været et ek (Jeg) og/eller et fahide (gjorde/skrev) foran. Indskriften har kort sagt været en erilindskrift med ordlyden ”Jeg Skovhunden skrev …”. Indskrifterne lamo talgidai (den lamme skar) og woduride (den rasende/vilde rytter) skulle ligeledes kunne vise, hvad der sker med den fysiske krop under ekstase, nemlig at den ligger ubevægelig hen, ligesom Odins krop i Ynglingesaga[11] ligger som sovende eller død, når Odin bytter væren til en fugl, dyr, fisk eller orm og på et øjeblik farer til fjerne lande i sine egne eller andre mænds ærinder. Videre står der i sagaen: Men hans egne mænd for om uden brynje og var galne som hund eller ulv, bed i deres skjolde og var stærke som bjørne eller oxer; Oden skiftede ofte ham; da lå legemet som sov det eller var det dødt, men han var da fugl eller dyr, fisk eller orm, og for i øjeblikket til fjerne lande, i egne eller andre mænds ærinder.

Det samme ser vi i sagaerne om Rolf Krake, hvor der i Bjarkemål[12] står, at så længe Bjarke sov, kæmpede der en stor bjørn ved Rolfs side, som forsvandt, da Bjarke selv kom til syne.

For at nå den ekstatiske tilstand ved shamanistiske handlinger plejer visse ritualer og redskaber at forekomme, som f.eks. indtagelse af rusmidler og måske endda hallucinogene stoffer som alu.

Odin selv fik runerne efter at have udstået ni døgn uden mad eller drikke. Dette ved vi fra Hávamál[13] (strofe 138-139). De ni døgn vil ret sikkert have presset Odin ind i en trancelignende tilstand. Ligeledes ved vi fra Hávamál, at da Odin ’fik’ runerne, fik han også mjød at drikke og begyndte derfor at vokse og blev vis og stærk og kunne sammensætte ord. Måske var dette også en af erilernes ekstatiske handlinger, at de gennem ekstasen og ved hjælp af rusmidler kunne modtage kundskaber fra andre dele af verden, hvilket så efterfølgende kunne ses i runeindskrifter – på samme måde som forestillingen om, at skjaldenes digtede ord havde et guddommeligt udspring, der ligeledes var forbundet med ekstase.

 

 

DEL 2: RUNERNE OG KULTUREN BAG DEM

Geografisk oprindelse

Der findes som nævnt mange runelignende tegn i de nord-, syd- og østsemitiske skrifter fra perioden mellem år 1200 f.Kr. og år 0. De enkelte semitiske tegn ligger tæt på deres oprindelige ikonografiske værdi. Tegnet er kort sagt ikke blot en lyd, men har også en selvstændig betydning som f.eks. ’okse’, ’hus’, ’vand’, ’hest’ eller noget helt andet. Det samme ser vi med de enkelte runetegn, der også alle har en selvstændig betydning ud over deres lyd. Dette er meget væsentligt, fordi vi ikke finder denne funktion i nyere alfabeter. Når bogstaverne i det latinske alfabet ikke har en selvstændig betydning, giver det som nævnt ingen mening at forestille sig, at runer skulle være baseret på latin, hvilket ellers er den herskende opfattelse. Runerne har derimod langt mere tilfælles med ældre skrifttegn fra den sydlige Kaukasusregion mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav – samme område, som aserne ifølge Snorre skulle stamme fra, da aserne havde runerne med sig til Norden.

Litteraturhistorisk set kan runernes oprindelse og ankomst til Norden sættes i forbindelse med Odins ankomst til Norden. Dette ser vi bl.a. i Ynglingesaga, hvor der står: Da Oden var fremsynet og tryllekyndig, vidste han, at hans afkom skulde bo og bygge på jordens nordkant. Lidt længere henne i samme saga står: Derpå for han nord til havet og tog sig bosted på en ø; der hedder det nu Odensø på Fyn samt Alle disse idrætter lærte han fra sig med runer og de sange, som hedder galdrer.

Snorres sagaer rummer en langt større viden, end man de seneste 100 år har tillagt dem. I Gylfaginning[14] kan vi blandt meget andet læse, at: Odin, og ligeledes hans Hustru, besad Spaadomsevner; ved Hjælp deraf fandt han, at hans Navn vilde blive bevaret og hædret i den nordlige Verdensdel fremfor alle Kongers. Derfor fik han Lyst til at drage fra Tyrkland, og han ledsagedes af en stor Skare, baade unge og gamle, Mænd saavel som Kvinder; de havde med sig mange udmærkede Klenodier. Hvor de saa end kom, fortaltes der om dem mange berømmelige Ting, saa at de syntes mere at ligne Guder end Mennesker. I et andet citat fra Gylfaginning skriver Snorre: Aserne tog sig Hustruer der i Landet; nogle giftede deres Sønner med indenlandske Kvinder. Alle disse Slægter blev saa talrige, at rundt omkring i Saksland og over alle de nordlige Lande spredtes de, saa at deres, Asiamændenes, Tunge blev disse landes egentlige Tungemaal. Og i Ynglingesaga står der: Landet østen for Tanakvisl i Asia kaldtes Aseland eller Asehjem, men hovedborgen i landet kaldte de Asgaard. I Borgen var den høvding som hed Oden.

Kort opsummeret drager aserne ledet af deres høvding Odin fra Tyrkland eller Asaland, der lå østen for Tanakvisl. I dag ved vi, at Tanakvisl er identisk med den russiske flod Don, der netop løber nord gennem Kaukasusregionen og munder ud i Azovhavet. Asernes hav. Geografisk set kommer aserne med andre ord fra et område mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav – nord for Tyrkiet og øst for floden Don. Det giver os et ret specifikt område at søge i. Et område, der udgøres af den sydligste del af Kaukasusbjergkæden, og som sandsynligvis svarer til Aserbajdsjan, ildens land. Eller skulle vi sige asernes land? Det ligner ikke et tilfælde, at der netop i det område, hvor aserne og runerne skulle stamme fra, fandtes runelignende, semitiske skrifttegn.

Det springer i øjnene, at danerne kaldes tani og dani i nogle af de tidligste kilder, vi kender. Kunne vi forestille os, at Tanakvisl engang var danernes flod? En flod, der var en del af den rute, som danerne og også aserne tog frem og tilbage mellem Norden og Sortehavet? Fra arkæologiske fund ved vi, at netop denne rute langs de russiske floder blev brugt af folkeslag fra Norden helt frem til vikingetiden, og som Snorre skriver det, drog aserne først mod øst ind i Rusland og dernæst mod landene i Nord. Præcis som Don/Tanakvisl bugter sig[15].

Derudover er det værd at bemærke, at assyrisk i samtiden var det nordligste af mange semitiske sprog. Det blev talt af assyrerne, der boede i det nordlige Irak lige syd for det nuværende Aserbajdsjan. Alt i alt begynder det hele at ligne en kabale, der går op. Området syd for bjergene, nord for Irak og nordvest for Tyrkiet var asernes land. Især hvis disse aserfolk var overvejende lyse, hvilket C. Leonard Woolley peger på i sin bog The Sumerians fra 1965, hvor han skriver: “In the Zagros hills and across the plain to the Tigris, there lived a fair-haired people akin to the Guti (the Goths) who remained in what was afterwards Assyria.”

Regionale forskelle i årene, hvor aserne og Odin kom til Norden

I perioden 0-200 e.Kr., hvor aserne skulle være kommet til Norden, ses interne forskelle i det sydskandinaviske område, hvor våbengrave og våbenofringer mest ses i det jyske og vestfynske, mens der ikke er mange fund på Østfyn, Sjælland og i Skåne. I samme periode anlægges volde og søspærringer, og de enkelte bosættelser kommer til at indgå i større og mere komplekse helheder, sandsynligvis som følge af den øgede brug for forsvar mod fjendtlige angreb. Samtidig ser vi en partiel indvandring af et langskallet folk i løbet af det andet århundrede e.Kr., hvilket også tolkes som invasionsstyrkerne fra moseofringerne.

Spørgsmålet er, om der er yderligere fakta, der understøtter tanken om, at Skandinavien omkring år 150-250 e.Kr. var opdelt i en nordøstdel (bestående af Sjælland, Østfyn, Syd- og Vestsverige samt det sydlige Norge) og en sydvestdel (bestående af Vestfyn med øer, Als, Jylland og Nordtyskland), hvor begge disse områder indgår i hver deres fælles kulturelle og sociale kontekst afskåret af en form for kulturel grænse ned gennem Østfyn.

Hvis vi holder fokus efter år 0, ser vi en skævvridning i forbindelse med importsager, med en tydelig overvægt af fund i landets østlige del, der her er Østfyn, Sjælland, Skåne plus øer og Bornholm. Og i perioden 200-400 e.Kr. er der ligeledes store forskelle i gravskikke, hvor Sjælland og Østfyn skiller sig ud ved nogle prægtige jordfæstegrave, der i høj grad ligner hinanden, mens de slet ikke findes i vestområdet.

Til gengæld findes de rige gravfund netop i Sverige i det aktuelle område Västergötland, Östergötland, Småland, Skåne og Blekinge i perioden 150-400 e.Kr., hvilket peger på, at min tanke om de tætte bånd mellem rigerne i dette område har hold i virkeligheden. Desuden stemmer det overens med det geografiske område, hvor vi ud fra runeindskrifter ved, at erilerne befandt sig.

Disse to områder er altså forskellige i både kultur og rigdom over en periode på over 500 år, og ifølge nyere arkæologi er det samtidig en periode, hvor Østdanmark sælger eller formidler våben og andre varer til det sydlige Norge og østlige Sverige via en målrettet handel over Himlingøje og Lundeborg.

I det østdanske område er der en tydelig orientering mod den skandinaviske halvø i stedet for mod det vestlige Danmark, mens Vestdanmark på den anden side er mere rettet mod Nordtyskland og Friesland. Alt peger på, at der har været en barriere eller en grænse i den romerske jernalder. Ordet grænse kræver en form for overordnet statsmagt eller alliance, og jeg tror faktisk, at det er netop det, der er tale om. Altså en statslig alliance mellem store høvdingedømmer på begge sider af den optrukne grænse. Spørgsmålet er så, om der også var en reel konge over dem alle, eller om dette først kom med Gorm den Gamle? Han er kendt for at have samlet riget omkring år 950 e.Kr., men det betyder ikke, at det ikke kan have været samlet før. Vi ser i hvert fald en kulturel sammensmeltning omkring år 400-500 e.Kr., og da det samtidig ser ud til, at ufreden mellem Øst- og Vestdanmark stopper i de år, kunne det tyde på, at danerne i øst efter flere hundrede års forsøg har underlagt sig hele vestlandet også omkring år 400 e.Kr. Måske ledet af Kong Dan (eller Halvdan), der skulle være født omkring Roskilde og ifølge Roskildekrøniken og Beowulfkvadet var stamfader til danernes konger.

I det tidlige Beowulfkvad, der er nedskrevet mellem det 8. og 11. århundrede, men forgik langt tidligere, kan vi læse om danerne, at drotten (kongen) var omgivet af et tolvmandsråd af wođaner, altså Odin i flertal. I det hele taget er danernes stammer meget mangfoldige i Beowulfkvadet og strækker sig fra Süđ-Deni i Saxen over East-Deni på Fyn, Sjælland og Skåne til Norđ-Deni i Upland og det sydlige Norge. Hvis Gorm, hans far Hardeknud og hans søn Harald kom fra området omkring Jelling, var de alle Healf-Deni, Halvdaner, ifølge Beowulfkvadet. Sideløbende med disse danerstammer har vi goterne, erilerne og aserne, hvoraf de gotiske stammer primært fandtes på Gotland og hen over det midterste af Sverige, mens erilerne, vurderet ud fra runefund, fandtes på Fyn, Sjælland, Skåne, op langs den svenske vestkyst og ind i det sydlige Norge. Aserne kan jeg ikke placere endnu, men meget taler for, at de levede i det samme område som erilerne, da aser og eriler ofte ses omtalt i sammenhæng. De indgår på kryds og tværs i vores runefund og ser ud til at have samme guder, samme sprog og samme skrifttegn.

I lyset af arkæologiske data, runeindskrifter, sagaer og placeringen af folk, ætter eller stammer ser det ud til, at vi må ændre vores syn på, hvor runerne hørte til. I stedet for at dele fundene op i Danmark, Norge og Sverige må vi dele dem op i Sydvestskandinavien[16] og Nordøstskandinavien[17]. Runerne hører tydeligvis hjemme i øst – altså Nordøstskandinavien. Det skal understreges, at alle runer i mosefund hører hjemme i Nordøstskandinavien, selvom de er fundet i vestområdet, fordi de netop er ristet på angribernes udstyr, og disse angribere kommer fra erilaR-områderne på Fyn, Sjælland, Skåne, den svenske vestkyst og det sydlige Norge. I perioden fra år 0 til 250 e.Kr. findes 34 runefund i nordøst mod kun tre i sydvest. Det er en ret tydelig forskel, der på ingen måde kan forklares som tilfældigheder.

Alt tyder på, at våbenofringer er et sydvestskandinavisk fænomen, og at angriberne kom fra østområdet inklusive Østfyn og Sjælland. Det ser ud til, at både de angribende hære fra den skandinaviske halvø og forsvarsstyrkerne i det jyske og vestfynske har haft en størrelse, der viser, at de kom fra et større geografisk område. Dette bygges bl.a. på fund af kamme og fyrtøj i krigsbytteofringerne. Så store mængder våben og udstyr var der ikke i én by eller én stamme, og derfor må det have været en sammenslutning af stammer under én konge, én Gode, hvilket peger tilbage på ledetråden i Beowulfkvadet om, at den øverste Gode, drot, konge havde et råd af vismænd, odiner, omkring sig. Kort sagt 12 mindre goder, altså konger, samlet under én.

Der er ingen tvivl om, at den forsvarende part var lokale sydvestskandinaviske stammer fra Midt- og Nørrejylland.

Problemet i Norden er blot, at der ikke findes skriftlige kilder, der fortæller om kampe omkring år 150-250 e.Kr. Derfor må vi ty til andre metoder. Våbnene i sig selv fortæller ikke så meget, fordi de var ensartede over store dele af Nordeuropa. Det er noget andet med krigernes personlige udstyr som f.eks. fyrtøj og kamme, da de var lavet af forskellige materialer baseret på regionale råvarer eller modeluner.

Ofringen i Illerup Mose fra 200 e.Kr. omfatter i alt 129 sæt fyrtøj. Heraf består de 124 af et nåleformet stykke jern, indsat i et skaft sammen med en sten af kvartsit, mens de fem resterende sæt udgøres af barreformede stykker, anvendt sammen med et stykke flint eller svovlkis. Et nærmere kig viser, at det nåleformede ildstål i et skaft sammen med en sten af kvartsit omkring 200 e.Kr. kun forekommer i Skandinavien og omkring Østersøen, mens det barreformede ildstål sammen med flint eller svovlkis anvendes på kontinentet i denne periode. Det betyder, at udstyret fra Illerupfundets ældste ofring kun kan være nordisk. Oprindelsesområdet kan indkredses yderligere ved hjælp af kammene, da der er store regionale forskelle på kamtyperne. I det danske område blev kammene i år 250 e.Kr. udelukkende fremstillet af kronhjortetak, mens der på den skandinaviske halvø også blev anvendt tak fra elsdyr og evt. rensdyr. Elgens tak har langt større dimensioner end kronhjortens, og af de større råemner kunne man udskære kammene i ét lag, mens kamme af kronhjortetak var sammensat af en række tandstykker, der blev holdt sammen af skinner, således at kammene bestod af tre lag. Flere hundrede samtidige gravfund fra Jylland og øerne rummer kun trelagskamme, mens der i Illerup Mose blev fundet et stort antal etlagskamme. Derfor kan materialet i moserne ikke stamme fra eget område, men må komme fra angriberne fra det nordøstskandinaviske område inklusive Sjælland og Skåne, hvor både ildstål og kam af denne type er fundet i Himlingøje og Vä, men altså ikke i det sydvestlige Danmark bestående af Jylland og det meste af Fyn. Det er med andre ord sikkert at sige, at invasionsstyrkerne, hvis våben og udstyr endte i moserne i Illerup, kom fra nordøstområdet.

Som Johannes Brøndsted[18] skriver det, svækkes den romerske indflydelsen i Danmark omkring år 200 e.Kr., sådan at forstå at de kulturelle påvirkninger i området i stedet peger mod sydøst og en gotiserende smag: ”Mønstrer man disse mosefund fra yngre romertid, fra de ældre (omkring Torsbjerg-Vimose) til de yngre (omkring Nydam), kan man såvel i våbnene som i sagernes stilpræg, iagttage en udvikling bort fra Rom over til det hjemligt germanske. Påvirkningen fra det provinsial-romerske Syd afløstes efterhånden af indflydelsen fra det gotiske Sydøst … Inden for stilen dukker der en mængde impulser op, som goterne havde fået fra deres naboer i Sortehavs-bækkenet, sengræske, orientalske, skythiske m.fl.”.

Brøndsted peger yderligere på, at der sker en markant ændring i religionen i området omkring år 0. Odin, Tyr og Tor dukker op, og som Brøndsted skriver det, er det respektabelt at antage, at Odin ankom til Norden omkring år 70 f.Kr.: ”Noget ganske nyt, endeligt, bringer Tacitus’ oplysning i Germania om germanernes hovedguder: treklangen Merkur, Mars og Herkules, uden tvivl den latinske navneiklædning for Odin, Tyr og Tor. Dette meddeler Tacitus (o. år 100) med stor sikkerhed, ca. 150 år efter at Cæsar i sin bog Gallerkrigen kan sige om germanerne, at de kun dyrker naturguddomme, såsom sol, ild og måne. I tiden mellem de to forfattere synes noget at være sket i germanernes religion.”

Eriler og goter

Lige nu er spørgsmålet: Hvem var de angribende styrker fra nordøst? Jeg tror, vi kan udelukke goterne. Omkring år 98 e.Kr. skriver Tacitus i Germania, at goternes hjemegn er det nordlige Polen, Gutisk-Andja. Jordanes skriver derimod omkring år 550 e.Kr., at goterne bor tværs hen over det mellemste af Sverige – Goterne bor kort sagt ikke i Skåne, Danmark eller det sydlige Norge, men derimod tværs hen over Midtsverige, og intet tyder på, at de har haft nogen form for deltagelse i konflikterne i det danske område.

Leksikalt set omtales goterne som et østgermansk folk, der i det første århundrede e.Kr. udvandrede fra Skandinavien (sikkert Gotland) til det nordlige Germania, i dag Polen, hvorfra de drog videre til egnene omkring Donau og den vestlige side af Sortehavet omkring år 150-200 e.Kr. Der må dog være blevet en del tilbage i egnene omkring Østersøen og i Midtsverige.

Det samme gælder erilerne, der faktisk vandrede og kæmpede side om side med goterne ved Sortehavet og forskellige steder i Europa. Historisk hævdes det, at erilerne (tidligere fejltolket som herulerne) boede i området omkring Sjælland, Østfyn og Skåne, og at disse eriler blev fortrængt af danerne senest år 200 e.Kr. Vi ved også, at nogle grene af de gotiske stammer i Sverige rejste ud i Europa, men ikke fordi de blev fortrængt af krig. Nok mere fordi de var for mange eller slet og ret havde lyst, som vi gennem flere hundrede år ser det med de norske, svenske og danske vikinger. En lyst efter nyt land. Nye titler. Præcis som de danske ætter, der et par hundrede år senere rejser til England, men fortsat har tætte bånd til hjemegnen. Meget tyder på, at det er det samme med erilerne. Der rejser godt nok en stor æt af eriler ned gennem Europa, men vi kan tydeligt se via runefundene, at der også bliver en del tilbage i det gamle land. Ydermere ved vi, at erilerne ude i Europa holdt kontakt med hjemegnen og i flere tilfælde hentede en ny leder eller konge hjemmefra.

Aser, daner, udi, Odin

I Thor Heyerdahl og Per Lillieström bog Ingen grenser skriver de, at de norrøne aser og deres kultur oprindelig kom fra Aserbajdsjan (tidl. Azerbajdjan) ved Det Kaspiske Hav. Heyerdahl og Lillieström bygger bl.a. deres ide på ordlighed mellem azer og aser samt på et lille folk i Dagestan, der kalder sig udifolket, hvis tidlige kultur og religion skulle være påvirket af iransk ildtilbedelse for 2.000 år siden. Heyerdahl og Lilliestrøm mener, at dette folk kan være resterne af Odins folk[19].

Der sættes måske for let lighedstegn ud fra navne alene, men det er fristende at trække en række paralleller, fordi der er så meget, der passer samme både i forhold til sprog, geografi og arkæologi. Fridtjof Nansens sammenligning mellem ossetere og aser i hans bog Gjennom Kaukasus til Volga er netop interessant, fordi den bunder i kultur og genetik. Nansen skriver om osseterne, at ”de oprindelig har været en nordisk race, eller at der har været en stærk indvandring nordfra”.

Det er interessant, at der levede et nordiskudseende folk i det område, hvorfra aserne skulle være kommet, og at der ikke langt fra det område, hvor Snorre placerede aserne, findes et gammelt folk, der hedder udi – andre former af navnet er uti, utis, udin, jf. Odin.

Den norske missionær Bjørn Wegge, der har boet blandt udifolket i længere tid, skriver om dem, at ”they are possibly one of the world’s most ancient people”[20]. Han har en tese om, at udifolket stammer fra gutifolket, der efter at have levet i Mesopotamien og Sumerien blev drevet op i bjergene omkring år 104 f.Kr. af herskeren af Ur.

Det passer godt med vores viden fra Snorres sagaer, hvor et pres fra indtrængende folkeslag godt kan have været med til sende dele af et Odin-folk på en lang vandring mod slægtninge i Nord.

I Udi-folket har fat i et folk med rødder tilbage til før år 0. Et folk, der har levet forholdsvis isoleret og har en kulturel tro, der på flere punkter ligner vores egen fra tidlig jernalder. Oven i købet er det en kultur, der ligger i det geografiske område, som Snorre har peget på som asernes hjemegn. Ud over det skriver Wegge og Heyerdahl om udifolket, at de er høje, lyshårede og har blå øjne ”slik som var vanlige i landet før arabernes invasjon”.

Fridtjof Nansen skriver det samme om osseterne, der levede samme sted og også har rødder tilbage til før år 0. Han skriver, at ”i forhold til de andre, særlig de østlige kaukasiske folk, er Osseternes skalleform nokså lang, gjennomsnittlig indeks kanskje omkring 81. Øynene er mest blå eller grå, hår og skjegg mest blondt, lysebrunt eller rødlig”.

Omkring år 150-200 e.Kr. kan vi se, at skeletterne i det østlige Danmark skifter dramatisk hurtigt karakter på meget kort tid. Før det var skeletterne små og spinkle, men på blot 50 år blev de i stedet kraftige og med en anden hovedform (indvandringen af et langskallet folk). Vi ved, at fundene i Illerup viser, at angrebsstyrker fra det Nordøstskandinaviske område blev slået tilbage gentagne gange mellem år 200 og 400 e.Kr., hvorefter deres våben, kamme m.m. blev ofret.

Det vil sige, at dette folk (der leksikalt set er danerne), hvis indvandring i Østdanmark førte til en hurtig ændring i både genetik og kultur, fortsatte ekspansionen og underlagde sig hele Østområdet bestående af Sjælland, Skåne, Vestsverige og det sydlige Norge samt Østfyn. Ganske som Snorre skriver det. Yderligere kan vi se på mosefundene, at de også forsøgte at erobre vestområdet (Jylland samt Vest- og Midtfyn), men dette område blev ikke ’danernes’ før engang efter år 450 e.Kr., hvor vi ser de sidste krigsbytteofringer i Jylland. Hvis erilerne boede i det østlige Danmark, før danerne kom, ved vi, at de ikke alle blev fordrevet. Det kunne tværtimod se ud til, at de fik en meget høj status i danernes nye rige. Et klogt træk af danerne, der på den måde fik en stærk allieret i deres midte i stedet for en fjende, og som Snorre skriver det, giftede aserne sig med de lokale.

Denne praksis ser vi ofte ved erobringer af land. Både romerne og nazisterne praktiserede det at lade højtstående lokale besidde høje poster for at vinde deres gunst. Vi kender det også fra forholdet mellem England og Skotland, hvor englænderne gav gods og titler til den skotske adel for at have de lokale magthavere på deres side. Der kommer sjældent noget godt ud af at undertvinge et folk, men hvis man får folket til at undertvinge sig selv, har man større chance for succes.

Hvis det hele skal passe sammen, må der være en sammenhæng mellem daner og aser. Der er som sagt mange kilder, der peger på, at aserne kommer fra Kaukasus eller området nordvest for Sortehavet, hvor lokale navne som ossetere, osilier, alani, udi, os og asura alle er navne på stammefolk, der hævdes at være aser. Det er folk, der via stor legemsstørrelse, gyldent hår og lyse øjne passer perfekt ind i billedet af aserne, som vi kender det fra overleveringerne. Mit bud er, at danerne (dengang sikkert kaldet dani, deni eller tani), simpelthen var en asestamme, der rejste til Norden, hvor de bosatte sig og til dels fortrængte erilerne, goterne m.fl. Ikke forstået på den måde, at de bekrigede og bekæmpede dem, men at de som et folk med en langt stærkere kultur, viden og magt simpelthen overtog landet. Her er det værd at trække erilen Muha, asernes gidsel, frem igen. Muha var, som jeg ser det, ikke et gidsel forstået som en fange, men nærmere i asernes tjeneste. Dertil kommer, at de mest brugte former af navnet Odin i samtiden var Woden og Wotan, hvorfor vi yderligere kan trække en parallel til de ligeledes i samtiden brugte stavemåder for danerne i form af tani og den/deni. En parallel, der kan tolkes derhen, at (wo)deni eller (wo)tani kort og godt er Odins folk; en gren af Odins æt.

Har Odin eksisteret som menneske? Det skriver Snorre i Eddaen og Saxo Grammaticus i Gesta Danorum, når de omtaler en shamanistisk stamme, der vandt sig rygte som guder i oldtidens Nordeuropa. En anden kilde, der refererer til Odin i formen Woden, er Den Angelsaksiske Krønike fra 1100-tallet, hvor Woden indgår langt tilbage som en del af kongerækken. På samme måde er det interessant, at der levede en Wu-di-konge i det østlige Kina omkring år 200-100 f.Kr. Wu-di var ikke et navn, men en titel, der betød Ærværdig-kriger (Wu) og Hersker (Di). Det interessante er, at vi ved, at der var reel kontakt mellem de kinesiske Wu-di-konger og gutifolket fra de kinesiske stepper samt Kaukasusregionen, hvor aserne og Odin-folket ser ud til at komme fra, og vi ved, at der i dag stadig bor et Odin-folk (udi) i Kaukasus. Samlet set findes der mange eksempler på høvdinge, konger og ledere fra hele Nordeuropa, der hedder Odin i en eller anden form. I England peges der bl.a. i nogle udgaver af kongerækken for Wessex-slægten på, at slægten nedstammer fra Odin i form af Woden og Geat. I en anden engelsk kilde, Beowulfkvadet, står der som før nævnt (sætning 1096-98), at tolvmandsrådet omkring kongen kaldes weotena, hvilket er lig med wodaner. Altså Odin i flertal.

 

 

DEL 3: MENNESKEGUDEN OG RUNEGUDEN

De fælles guder

Lad os vende tilbage til osseterne og den religiøse del af deres kultur.

Nansen skriver, at ”Guden for lyn og torden kalles således den hellige Elias, men synes å ha likheter med vår tordengud Tor. Når noen bliver drept av lynet, er han blitt ramt av Elias, fordi han har krenket ham. Den døde bliver enten begravet på stedet, hvor han ble drept, eller på det sted som liket tilfeldig bliver trukket til, når det bliver lagt på en tohjulet kjerre forspendt med to bukker. Ved graven slaktes en svart bukk, og skinnet bliver hengt opp på en stang”.

Det minder meget om vores egen Thor, der også er lynets gud og kører rundt i en tohjulet kærre. En kærre, der er forspændt to bukke, som begge spises, hvorefter deres skind hænges op.

Derudover fortæller Nansen, at Elias befrier mennesket på jorden fra dragen Ruimon ved at fange den med en lænke i havet og trække den op til overfladen, hvor himmelske ånder hugger stykker af den, som sjælene koger og bliver forynget af. Igen kan vi genkende historien fra den nordiske mytologis Thor, der fanger Midgårdsormen i havet og trækker den op til overfladen for at hugge den i stykker.

Nansen skriver videre, at der i flere stammer er ret mange kulturelle og antropologiske ligheder mellem disse kaukasiske bjergfolk og nordgermanerne. Nansen selv mener, at dette kan skyldes indvandringer fra nord, men jeg tror, at der er mere, der peger i retning af, at f.eks. udifolket og osseterne er ældre end både snorretiden og den romerske jernalder, så måske er det nærmere i Norden, at der har været en indvandring fra Kaukasus flere gange af det samme folk. Det virker også nærliggende at kigge på, at der omkring år 1000 f.Kr. levede et lyshåret, højt og blåøjet gutifolk i det vestlige Kina, og at der i år 100 f.Kr. levede et gutifolk mage til dem i Kina og Mesopotamien, hvorfra udifolket i Kaukasus skulle stamme.

Det er i hvert fald alt sammen inden for et overskueligt geografisk område, og så passer det godt overens med Snorres kilder, der peger på, at dette Odin-folk skulle komme til Norden kort efter år 0.

Goterne havde allerede omkring år 0 og i flere århundreder frem tæt kontakt til folk i området nord for Sortehavet og dermed også Kaukasus. Vi kan ikke vide, om der også var kontakt før år 0, men vi ved fra fundmassen, at kontakten var tæt i rigtig mange år. Vi har ét eller rettere flere gotiske folk, der bor i Norden og har tætte relationer til Sortehavs- og Kaukasusregionen, og vi har flere gutifolk, der bor nord for Kaukasusregionen. Det er også værd at huske på, at goterne bl.a. omtales som gothi af Jordanes omkring år 550 e.Kr., og at ordet senere optræder i bl.a. det østlige Fyn samt i Sverige og det sydlige Norge, hvor det bruges i betydningen konge eller høvding. Det, der senere bliver til Gode som i Sølvernes Gode på Glavendrup-stenen fra Østfyn. Midt i dette transportbånd af kultur mellem den skandinaviske halvø og sortehavskulturen ligger det østdanske område, der mellem år 0 og 100 e.Kr. skulle blive arnestedet for runerne.

Historisk set regner man med, at erilerne (herulerne) blev fortrængt af danerne primært fra Sjælland omkring år 0-200 e.Kr., hvorefter de vandrede ned gennem Europa og vandt flere kongeriger. Som nævnt passer det godt sammen med asernes ankomst ifølge sagaerne, men det stemmer ikke så godt overens med, at vi oplever en markant tilstedeværelse af eriler i vores runeindskrifter fra omkring 200 til 650 e.Kr. Medmindre aserne som nævnt styrede området ved at placere højtstående eriler på en række høje poster i samfundet for at vinde deres velvilje. Det vil også forklare, hvorfor vi i Norden har opfattet eril som en adelstitel, mens man i det sydlige Europa har set erilerne som et krigerisk nomadefolk, endda sørøvere. Det er ikke svært at se en parallel til de såkaldte vikingers syn på dem selv kontra resten af Europas syn på dem.

Thor og Odin – asa og udi

Lad os kigge nærmere på Thor og Odin – eller asa- og udifolkene. Det kunne være interessant af finde en sammenhæng mellem dem og erilerne. Der er også noget spændende i lighederne mellem den nordiske asatro, asafolk i Mellemøsten samt osseterne og udifolkets tilbedelse af ildguden Thir og Elias. Præcis som når Nansen skriver, at ”Guden for lyn og torden kalles således den hellige Elias, men synes å ha likheter med vår tordengud Tor” osv. Her ser vi navnet Elias placeret som ildgud i Kaukasus og den nordlige del af Mellemøsten.

Vi ved fra Wegge, at udifolket har haft den samme kristne tro siden mindst år 0. En tro, som vi i dag ikke betragter som kristen, da den netop har offerlunde og andre guder som en del af sit grundlag. Ikke desto mindre tilhører udifolkets tro den gamle albanske kirke, der også har rødder tilbage til år 0. Udifolket er på en måde urkristne – asatroen og kristendommen er i familie. Hvis vi ser på den bibelske Elias, er en central del af hans historie den store kamp mellem Jahve og de kanaanæiske Baal-dyrkere. Her siger Elias til Akab, at Gud vil straffe dem med en stor tørke. Elias rejser selv til Kerit, der ligger øst for Jordan, hvor han drikker af en hellig bæk og bagefter får kød og brød af et par ravne, der kommer fra Gud.

Her ser vi efter min mening en ret tydelig parallel til Odins ravne, da Odin også er Thors herre, eller Gud, om man vil. Elias og Akab mødes igen, og de kæmper om, hvem af dem der kan få ild fra himlen til at antænde et offer – altså Elias eller Baal-profeterne. Det bliver Elias, der vinder. Derefter kaster folket sig for ham og hylder hans Gud som deres Gud.

Elias’ død vækker mindelser til Thor. Elias gik engang fra Gilgal over Betel og Jeriko til Jordan sammen med Elisa. Hun bad om at få to tredjedele af hans ånd, og mens de talte sammen, kom der en ildvogn med ildheste og tog Elias med sig i en tordenstorm.

Dette er meget lig Thors vogn, der skaber ild og lyn, når den kører over himlen med guden i. Vi kan også genkende Odins ridt på sin ottebenede hest Sleipner, da han også rider over himlen og samler på de dødes sjæle. Elias nævnes også flere gange i Koranen og spiller en rolle i islamisk legendedannelse. Så der er tale om en stærk guddom, der går forud for en række af verdens største religioner.

Odin som en personificeret guddom

Hvordan skal vi i det hele taget tolke ordet Gud? Det oldnordiske og oldengelske ord stammer fra det indoeuropæiske ord ghut-, som betyder ’det, der bliver påkaldt’.

Når vi ved, at der levede et gutifolk, som til forveksling lignede de østskandinaviske stammer, og at dette gutifolk rækker så langt tilbage i tiden som til år 3.000 f.Kr., hvor de indoeuropæiske sprog var tættere på deres urform, er det nærliggende at se på dette gutifolk som et folk, der havde navn efter deres gud. Et gudefolk eller gudens folk. Dette kan vi også se antydet i en klassisk kilde af den kristne historieskriver Marcus Minucius Felix, der levede før år 250 e.Kr. Han skriver i kapitel 29 i sin Octavius, at ”Det er ej heller sandt, at en mand fæstnet til et kors som følge af hans forbrydelser bliver tilbedt af kristne, for de tror ikke bare, at han var uskyldig, men med grund at han var Gud. Men, på den anden side, så giver hedninge guddommelig magt til konger ophøjet til Guder af dem selv. De beder til afbildninger og bønfalder deres geni.”

Her vil jeg kort indskyde, at ovennævnte citat af Minucius Felix er opbygget som en dialog mellem en kristen, Octavius, og en hedning, Caecilius. Marcus Minucius Felix forsvarer den tanke, at Jesus omkring år 250 e.Kr. blev dyrket som Gud. Det var normalt dengang, at høvdinger og konger blev ophøjet til netop guddomme. På den måde får vi med det samme svaret på, hvem Odin var, og hvordan han blev til en gud. Odin var en høvding af aserfolket, der enten i live eller efter sin død blev ophøjet til at have gudestatus. I den sammenhæng er det ret interessant at se på Guti, Gud og Gode, hvor ordet Gode netop stadig er betegnelsen for en høvding eller en konge, når vi tidsmæssigt når frem til f.eks. Glavendrup-stenen og Sølvernes Gode.

Set ud fra det tidligere omtalte vedrørende Guti, Wu-Di, Woetena og alle de andre eksempler på herskere ved navn – eller rettere titel – Guti, er der ingen tvivl om, at Guti, altså Odin, var en personificeret guddom. Et menneske sat i Guds sted; en Goti, Guti og senere Gode. Ligesom Nordens høvdinge, goderne, og ligesom Jesus, men før Jesus.

Da vi kan følge Odin og den kaukasiske race helt tilbage til gutifolket, kan Odin ikke have været et fornavn på én bestemt konge eller høvding. Det kommer Saxo Gramaticus også ind på, når han skriver, at der ”på den tid var en mand ved navn Odin, som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud”. Det er ikke Odin, der udgiver sig for at være en gud, men nærmere forskellige stammer og folk rundt om i Europa, der opfatter ham som sådan. Saxo skriver også, at det var forkert at opfatte Odin som en gud. Det hele peger i retning af, at Odin har været et tilnavn givet til høvdinger. Og vi kan være endnu mere præcise.

For mig at se er det tydeligt, at når vi har Odin-regenter over så lang en årrække, så har Odin mere været en titel end en gud. En titel beslægtet med Gud, præcis som vi kender det fra bl.a. de kinesiske kejsere – Guds legeme på jorden.

Der er dem, der mener, at Guti er en af Israels tabte stammer. Det uhørt smukke ved det er netop, at der blandt disse teser findes tolkninger, hvor Guti er én mand, der befrier sit folk, hvor Guti var et folk, og hvor Guti var en afledning af Judea som i Gudea, Gud, Guti, Goat og Goet. Tre teorier, jeg kun kan se spændende perspektiver i, da sammenkædningen mellem Gud, Guti og goter flere hundrede år før Jesu fødsel kun bekræfter vores tanker.

Kirken og den sande Odin

Den katolske kirke censurerede sagaer og krøniker i 1200-tallet og jagtede og dræbte hedninge, kættere, men på det tidspunkt var Odin kun en abstrakt gud, og en eril var en jarl, en jordbesidder, så hvorfor al den virak? Var det for at skjule den menneskelige oprindelse til guden Odin?

Den katolske kirke ville ikke risikere, at det kom frem, at Odin også var en mellemøstlig kaukasisk menneskegud ligesom Jesus. Og at Odin i form af Guti samt Thor i form af Tir og Elias faktisk var ældre end Det Gamle Testamente. Hvordan ville det ikke se ud, hvis det blev kendt, at Bibelens Elias måske var en hedensk ildgud med 4.000 år på bagen; at asatroens højeste guddom, Odin, gik på jorden blandt sit folk længe før Jesus? Det er meget slående, at den ældste kristne kirke i verden, den albanske hos udifolket, netop rummer disse figurer. Og værre endnu – Odin hang fæstnet til et træ i ni dage og blev stukket med et spyd i siden, før Jesus blev fæstnet til korset og fik et spyd i siden. Hvis Jesu død er lånt fra fortællingerne om Odins ofring på træet, har der så nogensinde været en Jesus?

Det var en skræmmende tanke. Tænk, hvis arkæologisk og historisk forskning kunne bevise, at Jesus var et falsum, en myte og intet andet. Det ville have knust kirken i middelalderen, hvor netop Jesus Kristus og Jomfru Maria var fundamentet, der knyttede folket til kirken. Men hvad med i dag? Ville det ændre noget i dag?

Konklusionen må være, at Odin ikke var en gud, da han kom til Nordens lande og spredte sit folk og sine sønner ud over hele runeområdet. Han var et menneske. En meget stor konge bærende titlen Odin, Guti eller måske Woden. Da hans navn ikke skal findes i nordisk sproghistorie, men i en sproghistorie fra Kaukasusområdet, kunne dette navn lige så godt have været Wu-Di, Gothi eller Udi for den sags skyld. Uanset lokal udtale og stavemåde var det en titel, der allerede på dette tidspunkt omkring år 0 var en velkendt og udbredt titel i hele Nordeuropa. En titel, der blev båret af den øverste. Gud og menneske i én.

Det er min opfattelse, at der må være kommet en meget magtfuld Odin, en guddommelig konge, til Norden. Ligesom Snorre skriver det. Han erobrede land med snilde og politik og placerede sine efterkommere rundt om i Østdanmark og Syd- og Midtsverige samt Sydnorge som konger over de stammefolk, der boede der, før han kom. Og sidst men ikke mindst er jeg sikker på, at dette Odinfolk havde runelignende skrifttegn og andre kulturskatte med sig, som de delte med de stammer, der tog imod dem og hyldede dem. For det er dét, jeg tror, der er sket. I de gotiske områder – og de subgotiske som danernes land – blev Odinfolket modtaget med ærefrygt og respekt, fordi man ud fra egen oprindelig Guti-arv kendte til den guddommelige slægt. Præcis som vi senere ser det, da aztekerne kaster sig i gruset for de skæggede spaniere, fordi de tror, det er guderne, der er kommet ned til dem. Derfor oplever vi ikke traditionelle krige i disse områder, hvor de nye, fine skikke og runerne kom til. Ingen kunne drømme om at bekæmpe de guddommelige mennesker af deres egen æt – slet ikke adelen, der havde fået høje embeder under aserne.