KOLD ANGST - Denmark March 17. 2018

Kold angst er den selvstændige fortsættelse af bestselleren Pigen uden hud, som er solgt til oversættelse i 17 lande.

Tupaarnaq er vendt tilbage til Nuuk for at hjælpe sin eneste ven, Matthew Cave, med at finde hans halvsøster, Arnaq, som er forsvundet under en weekendtur til den afsides beliggende og forladte by Færingehavn. Blodsporene i et af de faldefærdige huse taler deres tydelige sprog, men det er først, da Arnaqs mor får et opkald fra den skrækslagne og afkræftede Arnaq, at det for alvor står klart for alle, at der er ved at ske en forfærdelig forbrydelse.

Matthews far, Tom, var som ung soldat på Thulebasen en del af et hemmeligt eksperiment, der endte fatalt. Tom blev mistænkt for

dobbeltdrab og blev tvunget til at flygte og leve i skjul. I forbindelse med Arnaqs forsvinden vækkes den gamle Thule-sag til live, og

det går op for Matthew, at han selv er en brik i et spil, der handler om liv og død, magt og kontrol, og han mærker et støt stigende pres

fra både Grønlands politi og det amerikanske militær, der også vil have fat i Tom.

Sideløbende kæmper Matthew i blinde for Arnaqs liv og forsøger samtidig at tale Tupaarnaq til fornuft , så hun ikke gør op med sin egen fortid på en måde, der kan ende med overlagt mord …




Foreign Rights so far sold to: Norway (Gyldendal), Czech Republic (Dobrovsky), Italy (Einaudi), Iceland (Bjartur), Finland (Like), Sweden (Albert Bonniers), Germany (Fischer Verlag), The Netherlands (Ambo Anthos), Lithuania (Baltos Lankos), Slovakia (Ikar), Spain (Planeta), Poland (Burda Media), France (Actes Sud), Portugal (Planetas), Estonia (Varrak) and Australia/New Zealand (Text Publishing – World English Rights).

Matthew Cave is a 28-year-old Danish journalist. Feeling responsible for the death of his girlfriend and unborn daughter in a traffic accident, his bid to escape reality has driven him to the remote Arctic UK Forsidecapital of Nuuk.
When a mummified body is discovered on the ice sheet, the first well-preserved Norse Viking ever found, Matthew is sent to cover the story. Everything is set up for a world sensation and the small community is holding its breath. Articles, photo shoots and research teams – everything is in place. But already the next day, chaos breaks out.
The mummy has disappeared and the police officer who was keeping watch at the discovery site has been split open and his entrails removed. He is lying naked on the ice with his belly inside out.
Back in Nuuk, and to Matthew’s great annoyance, a firm lid is put on the case – both on the sensation with the Viking mummy and the killing of the policeman.
Instead, Matthew strays off into a shelved murder case from 1973, where the method of killing resembles the one used on the police officer out on the ice. They are identical murders – except that the four men killed in 1973 had also been flayed when they were found. The same four men were under investigation for sexual abuse of their daughters.
Matthew soon realises that two of the abused girls disappeared without a trace while the case was still going on. And the same did the police officer, Jakob, in charge of investigating both the assaults and the murders.
For Matthew, the cases from 1973 and 2014 merge and he quickly gets so deeply involved in the bloody murders of the past and present that there is no going back. He quickly finds himself as the main suspect in the case and the only person he really dares to trust is a young Greenlandic woman who, fourteen years old, killed her father in the same way as the murders Matthew is working on.
Her name is Tupaarnaq. Her body is covered in tattoos. Her skin was worn away when she was a child, but her will is as strong as the mountains around Nuuk.
Matthew and Tupaarnaq find themselves in the middle of a dangerous game in which they are not only wanted by the police, but are also having their lives threatened by physical echoes from the past.



Matthew, twenty-eight years old, was born in Thule, Greenland, but has lived most of his life in Denmark with his mother. His father was a US soldier at the Thule base, while his mother was a nurse there. His mother is Danish. His father went missing from Matthew’s life when he was four years old. Matthew is a journalist, educating himself with big dreams and a lust for life. Matthew is plagued both physically and mentally after the loss of his girlfriend and his unborn daughter. When the book opens, he has been in Nuuk for almost two months. The accident is over a year old. He is in a vacuum where he is not in control of what he wants in his life, but some big stories which affect him deeply get him back to life – as does the meeting with the strong, young woman, Tupaarnaq.

Tupaarnaq is a few years younger than Matthew. She has been in prison for 12 years foCover of The girl without skinr killing her family. She was found beside the bloody body of her father with the murder weapon. In the next room, her mother and two little sisters had been shot dead. She had been found guilty by the media before the case went to trial. She was convicted of killing them all but never admitted to anything except the murder of her father. In prison, she has been studying law and doing weight training. Her head is shaven and her body completely covered with tattoos, apart from her head, face, hands and feet. Tupaarnaq hates men, but she and Matthew are thrown together by circumstances and a different kind of friendship begins to take shape.

Lyberth is a national father figure and former politician, on his way down because of corruption and a grim case from the 60s’ and 70s’ Greenland concerning abuse of under-age girls and the murders of their fathers.

Abelsen is Greenland’s most powerful civil servant who has worked closely with Lyberth since the early 70s. He is a man who has been brought up in a malignant way and has found his path to the top by sweeping every problem aside – regardless of the method.

Jakob is Danish and in his forties. He lived in Nuuk in 1973 and for many years before that. He is a police officer in a Nuuk which is even more cut off from the rest of the world than today. During his work, Jakob has stumbled across a number of ugly assaults against under-age girls – and is investigating them without the permission of the chief of police. Jakob has a notebook where he makes private notes partly about his work on the case. Some of his notes are about the case with the girls and he has a list of four men who he is convinced abuses their own daughters. When the men start dying, the case speeds up. Jakob comes into conflict with the chief of police and ends up as the prime suspect for the murders.

Paneeraq is a young Greenlandic girl, eleven years old, who Jakob is convinced is being badly sexually abused at home. Paneeraq has been in a tuberculosis care home in Tasiilaq for several years, but in November 1973 she is back in Nuuk. She was in the care home along with four other girls of the same age. Paneeraq quickly establishes ties with Jakob. Like him, she disappears without a trace on the last day of the parallel story, but reappears in 2014 when Matthew starts digging in the case.

Najak is a young girl about the same age as Paneeraq. She disappeared in 1973 without a trace before we meet Jakob for the first time.


Mads Peder Nordbo is Danish but has lived in Nuuk, Greenland with his wife and daughter for several years. Born in 1970, he hold degrees in Literature, Communications and Philosophy from The University of Southern Denmark and the University of Stockholm.
Mads has lived in Denmark, Sweden, Germany and Greenland.
He works in communications at the Town Hall in Nuuk, where he amongst other things, writes for the mayor of the municipality, Kommuneqarfik Sermersooq, which stretches across the Greenland ice sheet. Through his work Mads has access to information about everything from social conditions to the political situation in the small Arctic community.
Mads Peder Nordbo is the author of three novels. The Girl Without Skin is his debut as a crime writer.


  • Almost 17,000 people lived in Nuuk in 2014. About 6,000 in 1973.
  • Greenland has the world’s highest suicide rate and the Nordic region’s highest abortion rate.
  • The murder rate is 16 times higher than in Denmark.
  • Two-thirds of all women in Greenland are subjected to violence.
  • A third of all girls are subjected to sexual abuse before the age of 15.



Sofie Voller
Head of Foreign Rights
Direct phone: +45 3347 0793
Mobile: +45 5131 1811

Rudi Urban Rasmussen
Literary Agent
Direct phone: +45 33470782
Mobile: +45 20893188

Politiken Literary Agency
JP/Politikens Hus A/S
Raadhuspladsen 37
DK1785 Copenhagen V
Phone: +45 33470707


Politiken Literary Agency is part of JP/Politiken Publishers, one of the largest Danish publishing houses of trade books and the home of Politikens Forlag, Jyllands-Postens Forlag, and Ekstra Bladets Forlag. The publication line includes fiction, children’s books, non-fiction, current affairs, documentary and travel guides. The publishing house also runs a fullstore bookshop in Copenhagen. The company is owned by one of the largest Danish media-houses, JP/Politiken Newspapers Ltd., with three leading newspapers, local newspapers, book publishers, television production and digital activities.


Tekstprøve fra ‘Gudspartiklen’

Veronika var født med så stor en skønhed, at jeg tror, der aldrig har levet et menneske så smukt som hende – og det var jeg ikke alene om at tænke. Allerede som stor pige kunne hun få voksne mænd til at forsvinde, når hun gik tæt forbi dem, og år for år steg denne magt i takt med, at der voksede former frem af hendes hud. Jo ældre hun blev, jo mere lagde hun selv i de små sekunder, hvor hun ændrede mænds tanker, og efterhånden blev det nærmest en besættelse for hende at forstå, hvorfor det skete. Nej, det er ikke sandt. Dét, der besatte hende, var nærmere tanken om, hvorfor alle disse mænd kiggede væk igen. For hvis de i det ene sekund var lammet af hendes væsen, hvorfor så ikke i det næste? Henfalder kærlighed så hurtigt? spurgte hun engang med en tone, der lød præcis som hendes fars, når han fortvivledes over de af fysikkens love, der ikke gik op.

Jeg forestillede mig dengang, at andre menneskers reaktion på Veronika intet havde med kærlighed at gøre, men derimod mere med ren betagelse, misundelse eller måske slet og ret en upassende lyst, men det sagde jeg aldrig til hende. Det var ikke min opgave – ikke min verden. Desuden var jeg ikke i stand til at skelne, da jeg selv følte både kærlighed, betagelse, lyst og misundelse, hver eneste gang jeg så hende. Selv da jeg blot var seks år gammel.

År for år havde jeg nærmet mig. Stirret på hende. Luret ind gennem de spredte huller i hækkens løvdække om sommeren og stjålet korte glimt gennem de nøgne grene om vinteren. Jeg vidste allerede dengang, at jeg ville vente for evigt, så længe jeg bare så et glimt af hende i sidste ende. Det var alt, jeg ønskede. Jeg skulle bare se hende, høre hendes stemme og en sjælden gang i mellem mærke hendes duft.

Da jeg var 12 år og Veronika 13, gik hun en dag hen til hækken, hvor jeg stod. Jeg havde været så låst af hendes øjne, at jeg ikke magtede at flygte, og med ét stod hun lige på anden side.

”Jeg har tabt min halskæde herinde på græsset,” sagde hun i en kommanderende tone. ”Kom ind og hjælp mig med at finde den.”

Det sortnede for mine øjne. Blodet bankede heftigt mod mine tindinger, og jeg var nødt til at tælle revnerne i fortovets nærmeste fliser for ikke at falde besvimet om.

”Kommer du eller hvad?” fortsatte hun.

Jeg gik ind. Spyttet havde samlet sig i min mund, og halsen var så tæt snøret sammen, at jeg ikke kunne synke. Det var den første gang, hun talte til mig alene. Den første gang, jeg kom ind i hendes have. Men det blev ikke den sidste. Resten af sommeren løb jeg flere gange om dagen hen til hækken for at se efter hende. Hvis hun var der – og jeg kom ind – løb jeg febrilsk rundt og gjorde alt, hvad hun bød mig. Der fandtes ingen grænser for, hvad jeg ville gøre for hendes nærvær. Der fandtes ingen ord, der kunne beskrive det. På mit sprog. Det samme skete sommeren efter. Og den næste med, men den sommer spredte sig til hele året. Jeg var nu 14, hun 15, og en dag sagde hun som det mest naturlige af verden: ”Hvis du elsker mig, skal du blive væk i morgen, men du skal tænke på mig. Tænke på, at jeg stod lige her og bad dig om at blive væk, hvis du elskede mig.”

Det var der, i dét øjeblik, at jeg blev en brik i et langt større spil, end noget menneske kan holde til. Men det forstod jeg ikke dengang. Jeg forstod ikke, hvad hun mente, og jeg blev ikke væk den næste dag. Jeg dukkede op i haven med et smykke, jeg havde købt for mine sparepenge. Hun tog imod det uden et ord og hængte det med det samme om sin hals. Det var en rund kugle med hendes stjernetegn indgraveret. Ikke indgraveret som ord, men som små pletter, der hver symboliserede en af stjernerne i hendes tegn, jomfruen.

Jeg betragtede smykket, der lå så roligt på huden under hendes hals, som havde det i tusinder af år længtes efter at hvile netop der. Hendes sorte hår var bundet sammen i en knold i nakken. En enkelt tot havde vristet sig fri og vippede med vinden ind foran hendes bundløse øjne. Bag hende nåede grenene fra en gammel, tung taks næsten ned til jorden. Hendes kjole var hvid og tynd. Huden brun.

”Du skulle ikke være kommet,” sagde hun, trådte et skridt frem og kyssede mig så længe, at jeg stadigvæk mange år efter var sikker på, at netop det kys var det mest inderlige kys, der nogensinde mødte mine læber. Da jeg blev gammel nok til at forstå, hvordan det hele hang sammen, var det for sent – det var en dødsdømts sidste kys.


Thuleselskabet i dag

I dag fandt nogle dokumenter vej til mig. Det er nogle dokumenter, der på nærmest uvirkelig vis underbygger nogle af mine teser i Odins labyrint og Thuleselskabet.Thuleselskab hemmelig

Ganske snart vil jeg drage ud for at undersøge deres ægthed, for selvom det er for sent at få dem med i Thuleselskabet, så skal jeg jo skrive en treer.

Ud over det helt igennem fantastiske ved de ting, jeg fik i dag, så føler jeg lidt, at min og Mathias’ verden er ved at vokse sammen. Ser I. Jeg er ikke sikker på, hvorvidt det var en invitation eller en advarsel, som jeg modtog. Men det finder jeg nok ud af, da jeg tager det som en invitation. En invitation sendt mig af en mand, der kender til Thuleselskabets skjulte eksistens i dag. En mand, hvis slægt strækker sig tilbage til Toke Trylle og Odinkar, som jeg har med i ‘Odins labyrint’.

Lyder det for vildt? Måske. Det er derfor, jeg vil mødes med ham. For hvad nu hvis?

Og han har jo kun sendt mig et lille udvalg af sin viden. Mere venter …


Arkaim – ariernes borg på de russiske stepper

Mads Peder Nordbo er uddannet i nordisk sprog og litteratur samt filosofi og har forsket i bl.a. runer og sproghistorie. Han bor i Tommerup på Fyn. I 2012 debuterede han som forfatter med Odins labyrint, som er første del af en trilogi. Bogen blev en bestseller, høstede fine anmeldelser og blev solgt til udlandet. Thuleselskabet, der udkommer den 4. april 2014, er anden del af trilogien. Sidste del, Runernes kapel, kommer blandt andet til at foregår på stepperne mellem Uralbjergene og Kasakhstan.

Rejsen til Arkaim

Videnskaben bag mine to første romaner og den afsluttende tredje

Odins labyrint bygger videnskabeligt set på et speciale, jeg i sin tid skrev på SDU. Heri præsenterer jeg en række nye teser og ideer om runerne, Odin og det nordgermanske folks kulturelle ophav. Dette har jeg taget op igen i Odins labyrint – sammen med et par teser om forholdet mellem Odin og Jesus samt en række teser om futharken (runealfabetet) i sig selv. I Thuleselskabet bygger jeg videre på dette. Flere runeindskrifter tolkes på nye måder og skjulte budskaber dukker op i selve futharken samt på den lille Jellingsten. Ligeledes fremlægger jeg en ny tolkning af en mystisk runesten fundet på en ø langt oppe langs Grønlands vestkyst. I det hele taget er mine bøger fulde af nytænkning inden for historie og arkæologi, og jeg mener selv, at jeg har fat i den lange ende. Et andet emne, der vokser frem i Thuleselskabet, er sammenhængen mellem det historiske folk arierne og Odins folk. Hvis det lyder lidt vildt, kan jeg kun anbefale jer at læse bogen. Ud over at være en spændende roman med masser af uhygge, drama og kærlighed, så er det også en roman, der sandsynligvis vil ændre jeres syn på runerne, arierne, svastikategnet og måske endda de nordiske folks ophav. Sagen er nemlig den, at da jeg var færdig med at lede efter Odinfolket, som viste sig at være vandret til norden omkring år 0, kunne jeg ikke dy mig for at afdække endnu et lag af historien.

arkaimrejseDet, jeg fandt der, var i første omgang lidt skræmmende. Mest fordi jeg er vokset op med en mor, der var barn under anden verdenskrig og derfor har en iboende afstandtagen til ord som arier og svastika. Men jo mere jeg læste og søgte, jo mere stod det mig klart, hvor uhensigtsmæssigt det er, at nazismen har fået lov til at ødelægge og forkætre noget, der med stor sandsynlighed er vores alles kulturelle ophav.

I Thuleselskabet skriver jeg mig forsigtigt gennem Himmlers arbejde med den ariske arv og kommer ud på den anden side med en ren tavle. Det er tæt ved umuligt at opsummere dette på den plads, jeg har til rådighed her, men sagens kerne er, at det ariske folk har levet. Det var et kulturfolk på et i samtiden ekstremt højt niveau. Det er dette ariske folk, der ligger til grund for den nordiske mytologi, den græske mytologi samt den vediske religion – den tidlige hinduisme. Det er ikke uden grund, at vi i fund fra bronze- og jernalderen finder svastikategnet spredt ud over hele det euroasiatiske område. I hinduismen betragtes svastika som Buddhas hjerte. I Tibet er svastika en lykkebringer. Nogle tolker svastika som et soltegn, mens andre gennem sanskrit læser det som tegnet for at være med sit højere selv, fordi ’swa’ betyder højere selv og ’asti’ at være, mens ’ka’ er et suffiks.

Under bronzealderen og jernalderen blev svastikategnet kort sagt brugt i et område, der strakte sig lige fra Vesteuropa hen over Mellemøsten og Sibirien til de asiatiske lande og Japan. Samme med en række andre faktorer peger det i retning af, at alle trosretninger i dette enorme område udsprang af én og samme urreligion. Der findes endda også indskrifter med den ældste runefuthark, hvor g-runen i betydningen give eller gave er formet som et svastika, og det er der nok en ganske god grund til, for man giver med hjertet, ikke sandt? Odins hjerte, Buddhas hjerte. En gave gives af et godt hjerte.

Hvis vi kigger på ordet aryan, så kommer det af det indoeuropæiske sanskritord arya, der betød nobel. Ordet findes også i oldarmensk, hvor ordet ari ligeledes betød nobel, mens ayr slet og ret betød menneske. Vi skal med andre ord tolke ordet, som vi ville læse det latinske nobilis. Der er tale om ædle mennesker, der levede på kulturens top. En tidlig forgænger for begrebet adelig. De øverste blandt levende. Guderne blandt de levende. Et træk, vi finder igen i stort set alle tidlige kulture i hele området, hvor svastikategnet havde sin udbredelse. Kejseren som solens søn. Vi ser også dette tydligt ved Odinfolkets ankomst til Norden. Til trods for at de var langt færre end den oprindelige befolkning, så fik de hurtigt overtaget, da de med deres lyse udseende, længere kroppe og store kulturelle viden og kunnen simpelthen var i en anden liga. De var et gudefolk. Med sig havde de et nyt sprog, ny magi, skrifttegn, nye fortællinger, nye gravskikke, ovntyper og hustyper. Ligesom vi ser det med cirkelborgene på sletterne og trojaborge fra mellemøstlige og græske udgravninger, så havde dette indvandrende kulturfolk evnen til at bygge byer og samle hære. Evnen til at kontrollere store landområder. Det samme sker ved dette folks indvandring af det nordlige Indien.

I den ældste hinduisme var der endvidere fokus på det at ofre til guderne. Ofringerne kunne være enten symbolske eller bestå af dyr og i sjældne tilfælde endda af menneskeofre. Dette kender vi også fra asatroen og vikingetiden, hvor både symbolske ofre og menneskeofre findes dokumenteret. Yderligere er skabelsesberetningen stort set ens for asatroen og hinduismen. Hvad guderne i sig selv angår, så har man i hinduismen både en kærlighedsgudinde, dødsgudinde, krigsgud og en øverste gud, præcis som man har Freja, Hel, Tyr og Odin i asernes tro – og dette kan vi gentage med de græske guder.

Et andet sammenfald i mytologier finder vi i Atlantis og det mytologiske Thule. De to sagnlande er nemlig én og samme ting. Atlantiderne og thulefolket beskrives ens, fordi fortællingen om dem bunder i samme kilde, og begge sagnfolk udspringer af det ariske folk på stepperne syd for Uralbjergene – eller dette folks forfædre. I det hele taget er der så mange paralleller mellem græsk og nordisk mytologi, at et fælles udspring næsten virker som den eneste logiske forklaring, og dette udspring skal vi finde i området mellem Kaukasus, Sortehavet og Uralbjergene. Det er derfor, at jeg vil rejse ind i dette område.

Arkaim – ariernes borg på de russiske stepper

Det, der er blevet fundet ude på stepperne, er i min verden ganske enestående. Der er tale om over tyve ringformede anlæg, hvor der fra omkring år 1800 til 1600 f.Kr. har boet et folk, der for mig at se er arierne. Hver borg har været bygget helt præcist efter sol, måne og stjerner, og hovedborgens navn Arkaim betyder i sig selv ’arka’ himmel og ’im’ jord, hvilket vil sige stedet, hvor himlen når jorden. Stedet, hvor vi kan nå gudernes verden. I disse borge er der fundet mange genstande. Deriblandt en del med svastikategn indgraveret. Og hele opbygningen af cirkelborgene er i sig selv formet som et solhjul eller svastika. En opbygning vi genfinder i de danske vikingeborge. Et solhjul med fire arme. Fire udgange anlagt efter sol, måne og jævndøgn. Et andet fællestræk mellem borgene på stepperne og dem i Danmark, Sverige og Holland er, at man boede i dem. I modsætning til lignende anlæg andre steder (som f.eks. Stonehenge) så boede folket inden i anlægget.

I Arkaim er der fundet tydelige beviser på, at hver og en af de små ’lejligheder’, der lå inden i cirklen, havde egen brønd med friskt vand samt egen ovn med et centralvarmesystem lavet af lerrør – og det møde, som disse rør skabte mellem varm og kold luft, blev yderligere brugt til forarbejdning af bronze. Derudover bør det også nævnes, at der var reel, skjult kloakering i Arkaim. Ikke blot grøfter. Lige så længe som vores lærebøger strækker sig,omslag thule2 har vi hævdet, at romerne var de første til at leve på så højt et civiliseret niveau. Ikke arierne langt over 1.000 år tidligere.

Det er muligt, at I nu brænder inde med spørgsmålet: ”Hvorfor er dette ikke bredere anerkendt?” Og det spørgsmål stiller jeg også jævnligt mig selv. Jeg tror, at svaret skal findes i flere forhold. Dels er der tale om data, der ændrer lige så meget på historien, som da det blev hævdet, at det ikke var Columbus, der opdagede Amerika, men derimod Leif Eriksson. I tilfældet Arkaim er erkendelsen blot, at det ikke var romerne, der opfandt teknikken bag friskt vand, centralvarme og kloakering i en by. Sådan noget går der ofte politik i. Se bare til Thor Heyerdahl, der måtte sætte livet på spil for at få folk til at tro på tidligere tiders søfart med flåder og sivbåde.

Uden ellers at drage overgearede sammenligninger så er det noget i den stil, jeg forsøger at skabe med den videnskabelig og historiske del af mine bøger. En form for erkendelse af at alt ikke er som i barndommens skolebøger. Vores viden om fortiden og vores egen historie er i konstant bevægelse, og det er synd og skam at fornægte dette, blot fordi vi har troet på noget andet i over tusind år.

Videnskab i skønlitteratur

Jeg må hellere tilføje, at alt det videnskabelig blot er en del af mine romaner. Et ekstra krydderi. Jeg sætter her til højre et klip ind, hvor I kan se uddrag af de ord, der blev skrevet om Odins labyrint som roman.

Selve rejsen

Arkaim 5Det ser mere og mere ud til, at min ekspedition til de øde stepper mellem Uralbjergene og Kasakhstan bliver til virkelighed. Vi er ved at have styr på det, min gode tolk og jeg. Næste stop er visum. Det bliver nærmest eventyrligt, hvis man altså ikke er bange for stilhed, kulde, storslåede vidder og fortidens ånder. Det bliver en rejse i fly, i bil, til fods og i sovepose – ind over de stepper, hvor vi alle har vores udspring. En rejse ret ind i hjertet af arkæologiske udgravninger, der burde have hele verdens opmærksomhed, men til min forundring ikke har det. Men det kommer. Det er så ganske stort, hvad de finder og har fundet derinde på de kolde stepper. Så der må jeg ind. Mødes med fortiden og den vestlige civilisations vugge. Mærke kulden, stilheden og historien direkte mod min hud. Det er sådan, gode romaner skabes. De skal mærkes i forfatteren, før de skrives.

Hvad vores rejserute angår, så flyver vi til Ekaterinburg, hvor vi lejer en bil. Herfra fortsætter vi ned langs Uralbjergene til en mineby, der hedder Sibay, hvor der skal provianteres. Derfra bliver det blandet kørsel og vandring rundt til de forskellige arkæologiske pladser. På kortet herunder ses kun køreturen. De forskellige delmål ligger i det store område til højre for det grønne/sorte B – på kortet øverst til venstre.


Jim Lyngvild spiller ond skurk i ny roman

Mads Peder Nordbo er uddannet i nordisk sprog og litteratur samt filosofi og har forsket i bl.a. runer og sproghistorie. Han bor i Tommerup på Fyn. I 2012 debuterede han som forfatter med Odins labyrint, som er første del af en trilogi. Bogen blev en bestseller og høstede fine anmeldelser. Fortsættelsen Thuleselskabet, der udkommer den 4. april 2014, er anden del af trilogien.

Det var Mads’ tanke, at Odins labyrint skulle stå alene, men i løbet af foråret 2013, lod han sig overtale til at skrive to bøger mere i samme univers.

Forsiden af Thuleselskabet

Forsiden af Thuleselskabet

Mens Mads sad og skrev de første kapitler, der er meget mørke og onde, lagde Jim Lyngvild et billede af sin nye tatovering af en fjederham på Facebook, og da den var identisk med den, som Mads netop havde beskrevet med ord på den onde nazi-efterkommer i sin roman, var der ikke andet at gøre end at få fat i Jim og fortælle ham, at han havde fået rollen som den onde i Thuleselskabet. Jim var med på legen fra første minut, og en nyskabende konstruktion inden for fiktion så dagens lys.

Hvis vi ser bort fra nazismen, var Jim som skabt til rollen. Høj, lys, intelligent og med stærke blå øjne. Og så var tatoveringen i sig selv en gave. Mads havde troet, at de skulle lave den med fotoredigering, men det blev ikke aktuelt, for Jims tatovering var så perfekt, at den sammen med Jims overkrop endte uredigeret på bogens omslag. Efterfølgende blev hele Jims opdagelse af en stor dansk kulturskat fra vikingetiden in real life også en del af bogen, og flere smykker fra skatten indgår direkte i magiske og mørke ceremonier i romanen.

Thuleselskabet udkommer nu her den 4. april, og forlaget skriver blandt andet følgende i deres pressemeddelelse:

”Gamle dokumenter fra et glemt SS-sanatorium. Et skjult manuskript om Thuleselskabet. En mystisk runebesked fundet på en gold og øde ø langt oppe i Grønland. Hver for sig harmløse, men kædet sammen en dødelig cocktail og måske et svar på en af historiens største gåder – En kvinde findes død for foden af Glavendrupstenen på Fyn. Hun er nøgen, og hendes krop er oversået med runetegn, der er skåret ned i huden. Mathias Hviid tilkaldes for at tyde runerne, og herfra følger vi ham ud i et eskalerende eventyr, der fører ham gennem spændende og dystre opdagelser, der strækker sig lige fra Nordboernes bosættelser i Grønland til Thuleselskabet og SS-tiden samt historien om svastikategnets og det ariske folks sande ophav. Mørke kræfter vækkes til live, og for Mathias viser det sig hurtigt, at der var mere end én grund til, at det netop var ham, der blev trukket ind i denne ring af mennesker, der var kyniske nok til at pine en kvinde ihjel og bruge hende som lokkemad.”


Thor Heyerdahl og Odins labyrint

Som barn slugte jeg flere af Thor Heyerdahls bøger med stor begejstring og fulgte med store øjne med, når der blev vist film fra hans ekspeditioner på TV.

I 2001 havde jeg så selv den ære at have en korrespondance med ham, hvor vi delte vores tanker om Odin, runerne og det nordiske folks oprindelse. Faktisk sendte jeg den stakkels mand en hel afhandling om mine tanker og teser, og jeg håber sandt for dyden, at det ikke var den, der tog livet af ham.

For Thors vedkommende endte det med bogen ’Jakten på Odin’ der udkom i 2001, mens mine tanker i sidste ende blev en del af bogen ’Odins labyrint’, der udkom i 2012.

Årsagen til, at jeg i første omgang skrev til Thor, var, at jeg allerede i hans bog ’Ingen grenser’ fra 1999 havde set tegn på, at vi bevægede os i samme retning. En retning, der på mange områder gik stik mod fagvidenskaben, men samtidigt – set med vores øjne – var den eneste rigtige.

Dengang i 2001 håbede jeg naturligvis på, at vi kunne arbejde sammen på projektet, men desværre døde Thor i 2002 … heldigvis efter et langt og rigt liv.

Selv lagde jeg efterfølgende tankerne bag mig, da Thor havde fået sagt det meste i sin bog, men jeg kunne dog ikke helt holde teserne i ro, og derfor satte jeg mig til tasterne igen i 2010 og skrev den roman, der skulle blive mit bidrag til debatten.

Præcis som Thor er jeg efterfølgende blevet udskældt af en del af den faglige stand, og der er ingen tvivl om, at den kamp, som Thor begyndte med ’Ingen grenser’ og ’Jakten på Odin’, udviklingsmæssigt har ligget stille siden hans død.

Jeg vil ikke her gå i dybden med emnerne, da det er ret omfattende, men jeg kan henvise til Thors bøger, min egen bog ’Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’ samt det fagvidenskabelige appendiks, der findes bag i ’Odins labyrint’. Dette Appendiks kan også læses HER – dog uden selve romanen, det er endt som en del af. Det skal imidlertid tilføjes, at det ikke er slut med dette faglige essay. I min fortsættelse af ’Odins labyrint’, der gerne skulle udkomme i 2014, går jeg et skridt videre, mens jeg i den planlagte 3er vil forsøge at følge det hele til dørs.

’Odins labyrint’, der i sig selv er en skønlitterær spændingsroman, arbejder kort sagt (sideløbende med romanens primære handlingsforløb) med runernes og det nordiske folks oprindelse, og hvor Heyerdahl får kritik for ikke også at bruge sprogvidenskab og lingvistik, så inddrager jeg netop dette. Jeg vil ikke sige, at jeg med min roman, har fået afsluttet projektet med jagten på Odin og hans folk, men jeg er kommet et skridt nærmere, og det ærgrer mig naturligvis, at Thor ikke er en del af dette, om end han, hvis han havde levet, sikkert for længst havde fået alt til at falde på plads, da han var en noget mere kompromisløs eventyrer, end jeg har modet til at være det.

Men det skal nok komme, og selvom jeg som Thor har mødt modstand, så har bogen solgt rigtig godt, og læserne har taget varmt mod teserne i den.

Og hvorfor mon egentligt det? Hvorfor sælger bøger, som kritikerne og fagvidenskaben stiller sig skeptiske overfor? Eller sagt på en anden måde. Hvorfor har Thor Heyerdahls bøger og projekter været så stor en succes, når de har været i konstant faglig modvind? Og hvorfor har min bog (dog i mindre målestok, da jeg endnu er langt efter Thor) været en succes til trods for faglig kritik og såmænd også kritiske litterære anmeldelser? Mit bud er, at mennesker godt vil underholdes; de vil godt læse om eventyr og de elsker fantasters fortællinger, om ikke andet så fordi der et eller andet sted er mening med galskaben … vi mener jo, hvad vi skriver … og så er ubeskrevet land nu engang det mest dragende for de fleste, ikke sandt?

Hvordan det hele ender, ved jeg endnu ikke. Måske burde jeg rejse til Kaukasusbjergene og gennemføre Odinfolkets vandring hjem til Norden; eller bygge et langskib og genopdage Nordamerika via vikingebopladser i de vestgrønlandske bygder, men lad os nu se. Den slags koster mange penge, så måske nøjes jeg bare med at skrive.

Om ikke andet, så er dette indlæg en lille hilsen og en tak til en af vor tids største eventyrere, Thor Heyerdahl, som jeg for en kort tid havde fornøjelsen af at dele tanker med.



De magiske runer

Nedenstående tekst svarer til appendikset fra spændingsromanen ‘Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’. Det er en opsummering og afrunding af en række teser som hovedpersonen i romanen kommer frem til. Herunder svaret på, hvor det nordiske folk, runetegnene og kulturen bag de nordiske asaguder kommer fra. Bogen handler naturligvis også om en masse andet, da det er en uhyggelig spændingsroman og ikke en fagbog. Der kan læses uddrag af anmeldelser HER>>

Thuleselskabets emblem.

I den fortsættelse, der udkommer den 4. april 2014, vil hovedpersonen, Mathias Hviid, igen finde frem til en række nye teser og tolkninger af vores nordiske arv. Blandt andet en helt ny tolkning af den tidlige runefuthark i sig selv samt skjulte budskaber i samme plus et skjult budskab i indskriften på den lille Jellingsten. Derudover vil der komme et par afsløringer om futharkens sammenhæng med tre stjernetegn samt svastikategnets ophav og betydning. Men alt det er altså først i den næste roman. I den første må I ‘nøjes’ med en række omvæltende afsløringer om runerne og Odin. Den nye bog får titlen Thuleselskabet, og som navnet antyder, skal vi en tur forbi 20ernes, 30ernes og 40ernes Tyskland og grave i hemmelige, okkulte ordener.

‘Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’ kan i øvrigt købes HER som både hardback, paperback, lydbog og e-bog. God fornøjelse … Mads Peder Nordbo.




Runeforskningen befinder sig i disse år både i en rivende udvikling og i et vadested. Dette skal forstås på den måde, at vi inden for de seneste årtier har fået udvidet vores viden via arkæologi, historie og fundmasse, så vi nu med større sikkerhed kan udtale os om kendte indskrifter, end man kunne på f.eks. Wimmers[1] eller Moltkes[2] tid. Men samtidig er dette også runeforskningens problem, da en stor del af vores nye viden på mange måder kan (og vil) ændre på den traditionelle opfattelse af, hvad runer er, hvor de kom fra, og hvem der brugte dem.

Som Michael Lerche Nielsen skrev i 1997 i artiklen Runologien mellem sprogvidenskaben og arkæologien, kan runologien kritiseres dels af lingvister for at være uvidenskabelig og metodisk inkonsistent, dels af arkæologer og historikere for at være utidssvarende inden for disse områder. Problemet i den forbindelse er måske, at runologien slet ikke bør ses som en selvstændig videnskab, men derimod som et studium på tværs af andre videnskaber – et studium, hvor både lingvistik, arkæologi, historie og antropologi spiller vigtige roller. Den tværfaglige vinkel er naturligvis afhængig af, om der f.eks. er fokus på en grundig analyse af bestemte grammatiske forhold eller som her, i denne tekst, på runernes oprindelse.

Dermed allerede være sagt, at denne tekst er bygget på en metode, der har den videnskabelige tværfaglighed som udgangspunkt. Ideen med dette er at skabe en mere kontekstbaseret indsigt i runerne end den rent lingvistiske. Umiddelbart kan hele problematikken omkring runologien samles i den pointe, at der kæmpes mod semantisk ubestemthed (dvs. tvivlen om ordenes betydning) og social ubestemthed (dvs. tvivlen om den sociale sammenhæng, hvori runefundene indgår (og indgik)). Dette kan få betydelige pragmatiske konsekvenser, da vores forståelse af en problemstilling altid er topisk funderet. Dermed er der den risiko, at runologerne ekstrapolerer deres samtids forestillinger til fortiden, således at denne forklares ud fra, hvad der gælder i dag.

Jeg har valgt at lade min undersøgelse omfatte de kontekstuelle forhold, der sandsynligvis har været en del af runernes oprindelse, da jeg finder det overordentlig vigtigt, at vi får inddraget disse aspekter som et supplement til den stående runetradition.

Problemstillingen omkring runernes kontekst strækker sig imidlertid over 1.500 år og tre afgrænsede runeperioder, hvorfor jeg har været nødt til at begrænse mit emne en del. Da jeg især finder den tidlige runeperiode og selve runernes ophav interessant, har det været naturligt for mig at have som mål at arbejde med runernes oprindelse og dermed perioden 0-700 e.Kr. Ud over dette arbejder jeg med kulturelle ligheder mellem de skandinaviske jernalderkulturer og samtidige kulturer ved Sortehavet og i Kaukasusregionen.

Meldorf-spændet blev fundet i Meldorf (Schleswig-Holstein) i 1979.

Der er naturligvis visse begrænsninger, der gør sig gældende, når vi arbejder med emner, der strækker sig så langt tilbage i tiden. Vi må f.eks. ofte finde os i, at det hovedsagelig er teser, vi arbejder med. Nogle gange er vi dog så heldige, at arkæologien forsyner historien og sprogforskningen med bevismateriale, som det f.eks. er tilfældet med fundet af Meldorf-spændet, der rykkede dateringen for vores ældste runefund tilbage til omkring år 50 e.Kr.

Et andet ganske væsentligt aspekt ved den tværfaglige runeforskning er, at vi i lyset af nye fund og ny historisk viden så småt begynder at ane en tegning af alt det, der lå bag runerne. Spørgsmålet er derfor ikke længere blot, hvor runerne kom fra, men også hvem der bragte dem med sig, hvorfra disse folk kom, og hvilken kultur de var en del af. Det er de spørgsmål, jeg har hæftet mig ved, og det er de spørgsmål, der har ført mig til en række teser om runernes magiske funktion, om folkene eriler og aser samt i sidste ende om Odins eksistens som levende menneske.

Forskningstradition kontra realitet

Indledningsvis virker det naturligt at se på, hvilken tradition der gøres op med. Ifølge den nordiske forskningstradition (Moltke) blev runerne opfundet i Danmark omkring år 0 og betragtes som en selvstændig alfabetdannelse på latinsk grundlag, dannet af en runeskaber med de latinske majuskler som långivere.

Fra Jørgen Chr. Bangs ‘Runes : Genealogy and Grammatology’

En af de forskere, der i nyere tid har gjort op med tanken om runernes latinske oprindelse er Jørgen Chr. Bang[3], der i sit skrift Runernes herkomst og medbyrd skriver: ”Runerne var både, som de klassiske skrifter[4], fonematisk skrift og, som de førklassiske, konstitutivt forbundet med betydende navne og analogi-forestillinger. Desuden ligner runerne grafisk mere de førklassiske skrifter både for øjet og den skrivende bevægelse. Lighederne mellem runerne og de klassiske skrifter tilskriver jeg derfor ikke direkte kontakt, men tolker som symptomer på, at de har fælles bedste- eller oldeforældre. Herved forstås rune-futharken som en ligeså selvstændig alfabetdannelse som det græske alfabet og ligesom dette med direkte historisk baggrund i de førklassiske, nærorientalske skrifter og skriftmiljøer”.

Bang har sandsynligvis fat i den lange ende. Det virker underligt, at den komplette futhark inklusive vokaler, ikonværdi og navne skulle være opstået brat i kulturen i de prædanske områder, der efter den traditionelle opfattelse skulle have været en skriftløs kultur indtil da. Normalt tager det flere hundrede år for et færdigformet skriftsystem at finde sin endelige form. Det virker ligeledes usandsynligt, at hele denne store kultur i de næste tusind år skulle bruge runerne så homogent, uden at der i kulturen lå nogle traditionsmæssige forudsætninger for det. Desuden er der meget der peger på, at det folk, der boede i området før år 0 ikke længere var det samme, når vi kommer frem til år 200 e.Kr. Som jeg vil komme inde på i senere, virker det sandsynligt, at et indvandrende kulturfolk i løbet af de første 200 år e.Kr. indtog det sydskandinaviske område og prægede dette område så massivt, at det urnordiske sprog og runerne, som de havde med sig, blev det gældende i området. Spørgsmålet drejer sig kort sagt ikke blot om runerne, men også om det nordiske sprog og folks herkomst i Norden.

Runernes semitiske arv

Hvis runerne var en kopi af f.eks. de latinske bogstaver, hvorfor gav runeskaberne så runetegnene navne med iboende betydninger, som slet ikke findes på latin, men derimod i ældre skriftsystemer? Hvorfor blev de brugt i magisk sammenhæng? Og hvorfor opfandt man ukendte tegn og satte dem på andre pladser end dem, som lignende lyde eller figurer har i det latinske alfabet? Det havde været nemmere bare at overtage det latinske alfabet, frem for at lave en

Den tidlige futhark (Et runealfabet kaldes en futhark efter rækkefølgen på de seks første runetegn).

mere indviklet og ulogisk udgave af det. Hvorfor har man f.eks. brugt det latinske M som tegnet for ordlyden ’E’ i futharken (runealfabetet), mens et mere kompliceret runetegn  (se billede af runetavle) er brugt som ’M’? På samme måde kan vi spørge, hvorfor bruge runetegnet P for lyden ’W’ og derimod skrive ’P’ med et helt andet tegn? Og hvorfor startet runerækken med F, U, TH, hvor alfabetet starter med A, B, C? Svaret er naturligvis, at runerne ikke har det store med latinske bogstaver at gøre. Runernes rødder findes helt andre steder.

I G.R. Drivers bog Semitic Writing: From Pictograph to Alphabet finder vi mange argumenter for, at runernes forfædre nærmere skal findes i de gamle semitiske skrifter (se bilag 1 og 2). Ved at studere en række af de gamle semitiske-arabiske skrifttegn fra bronzealderen og frem ser vi hurtigt, at der er mange ligheder mellem den ældre futharks runer og tegnene i disse forskellige tegnsystemer. Derudover er der også en del ligheder i navnene på de enkelte tegn, når man betragter disse navne som kilde og grundlag for både tegnets fonetiske og semantiske betydning. Selvom det ikke er til at se, hvilken helt speciel skrifttype runerne skulle være udsprunget af, kan der ikke herske megen tvivl om, at der må være en forbindelse, og det peger på, at runerne sandsynligvis er opstået et sted i dette miljø, hvor runernes egenskaber og form i stor udstrækning fandtes.

Det er der for så vidt intet spektakulært i. De latinske bogstaver er i familie med de græske, de græske med de fønikiske, de fønikiske med de semitiske osv. Det er klart, at runerne også må høre hjemme et eller andet sted i den kontekst. Det er bare ikke efter de latinske bogstaver, men før, da runerne som Bang er inde på, går i en bue uden om de klassiske skrifter græsk og latin og i stedet har flere lighedstræk med de førklassiske skrifter, der også var ophav til græsk og latin.

Det er kort sagt påfaldende så mange runelignende tegn, vi kan finde i f.eks. de nord- og sydsemitiske, etruskiske og arabiske skrifter fra mellem år 1200 f.Kr. og 200 f.Kr. Og, hvad der er mindst lige så interessant, vi oplever, at disse skriftsystemers tegn ligger tættere på deres oprindelige betydning som tegn end f.eks. det græske alfabets. Dvs. at f.eks. de semitiske tegn var tættere på deres ikonografiske værdi og præcis som runetegnene havde en betydning ud over blot at være skrifttegn.

Jeg mener, at vi leder de forkerte steder og ud fra nogle forkerte præmisser, når vi absolut vil se runerne som en latinsk skrift, og jeg tror, at vi skal søge længere tilbage i tiden. Min påstand er, at runerne er blevet til på baggrund af et dialektisk samspil mellem egne og udefrakommende tegn og symboler som en del af en levende trafik mellem Norden, Kaukasusregionen og Mellemøsten.

Fund og afgrænsning

Vi betragter traditionelt den ældste runeperiode som tidsrummet fra ca. år 150 e.Kr. til 700 e.Kr., om end år 0 til 700 e.Kr. nok ville være mere korrekt. Dette afgrænses sandsynligvist ret beset af trosskiftet i Danmark omkring år 600-630 e.Kr. samt Adamnan-loven fra 696/97 e.Kr., hvorved bl.a. kvinder forbydes adgang til slagmarken, hvilket henviser skjoldmøer og kvindelige ryttere til sagaerne.

Hvis vi ser på runefundene i Sydskandinavien inklusive de ni nordøst- og østeuropæiske har vi i den tidlige runeperiode en total fundmasse på 150 runebærende fund, hvoraf 88 er runebrakteater (prydmønter lavet til smykkebrug). Langt størstedelen af de runebærende fund stammer fra det sydlige Skandinavien. Dette peger på, at runerne, som vi kender dem, havde deres udspring i området omkring Sjælland, Fyn, Sønderjylland, Slesvig og Skåne. Dette betyder på ingen måde, at runerne er opstået der, men antyder, at et runebærende folk måske er kommet til denne geografiske del af Norden på dette tidspunkt. Det er meget sigende, at det er sket samtidig med en tydelig krigskontekst, der dokumenteres via fund både med og uden runer. Dette peger netop på de bevægelser blandt stammer, der har ført til runebærernes indtog. Samtidig er det også interessant at se på grupperingen af runebærende fund. Før år 400 e.Kr. (og stort set også før år 500 e.Kr.) ligger alle runefund nord for Elben, mens der i årene mellem 500 e.Kr. og 600 e.Kr. er en kraftig opblomstring af runer på især smykkegenstande i Tyskland – med paralleller i det sydlige Norge og mellemste Sverige. Herefter er der en form for udfasningsperiode, hvorefter runerne forsvinder i det sydgermanske, mens de kommer igen i vikingetidens Skandinavien.

Tabte træpinde

Frøslev-pind. Fundet i 1859 i en gravhøj tæt ved Frøslev ved vejen til Flensborg.

Problemerne med de tidlige runer er muligvis, at vi leder efter noget, vi ikke kan finde. Hvis Tacitus[5] har ret i, at germanerne i forbindelse med spådom lavede små pinde, som de mærkede med forskellige tegn, som skulle tolkes af en præst (eril) eller af familiefaderen (sikkert stammefader/høvding), så er vores chancer for at finde en sådan indskrift eller bare et enkelt tegn næsten ikkeeksisterende, da en tynd pind kun i helt ekstremt heldige tilfælde vil ’overleve’ i 2.000 år. Jeg har en ide om, at Frøslev-træpinden (300-500 e.Kr.) godt kunne høre hjemme i denne kontekst, således forstået, at den er en sen udgave af disse offerpinde. Det eneste, vi kan gøre, er at analysere på det materiale, vi har, og vel at mærke tolke det ud fra de kontekstuelle muligheder, vi har.



Teksten her på siden er et appendiks fra spændingsromanen ‘Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’. Du kan købe bogen ved at klikke på forsiden. Den fås om hardback, paperback, lydbog og e-bog.



Runernes religiøse betydning

Der er ingen tvivl om, at runerne har haft religiøs betydning. Dels er det den opfattelse, der er overleveret via sagaerne samt fra antikke forfattere som Tacitus, Jordanes, Snorre og Saxo. Dels finder vi den samme funktion ved andre tidlige skrifttyper. Tegnene havde, ved siden af deres anvendelse til skrift, en anden vigtig funktion, nemlig som magiske trylletegn. Ved skrevne hellige ord og formularer har man søgt at sikre sig mod en lunefuld tilværelses omskiftelighed. I nogle tilfælde, som f.eks. på Gørlev-stenen (800-850 e.Kr.) kan det dog være svært at sige, om indskriften tjener til øvelse eller har haft en magisk funktion. Det samme fænomen finder vi ved en del andre runeindskrifter, som f.eks. på Kylver-stenen (ca. 425 e.Kr.), der var sidevæg i en gravkiste. På Kylver-stenen (se foto) er den eneste inskription hele den ældre futhark, noteret som en abc-remse.

Kylverstenen er en runesten fra 400-tallet e.Kr. Stenen blev fundet i Stånga socken på Gotland 1903.

Hvad den religiøse medbetydning egentlig har været, ved vi endnu ikke, men det er sandsynligt, at bogstaver og runer på gravsteder enten har beskyttet den døde og holdt onde ånder væk eller har spærret onde ånder inde og måske endda forhindret de døde i at gå igen. Et eksempel på dette ser vi på den norske Reistad-sten (600-650 e.Kr.), der læses: iuþingaR ek wakraR unnam wraita. Dette oversættes normalt til ”Juthing | Jeg Wakr forstår mig på runeristning”. Indskriften tolkes på den måde, at ’Juthing’ er den døde, og ’Wakr’ er runemesteren, der har ristet gravens runer, som enten beskytter den døde, holder den døde i graven eller begge dele.

En anden af runernes funktioner har været at holde gravrøvere væk. Dette ser vi bl.a. på Glavendrup-stenen fra Østfyn (900-950 e.Kr.), hvor vi i de to sidste sætninger både kan læse om det guddommelige og om faren: þur uiki þasi runaR : at rita sa uarþi is stain þansi ailti iþa aft anan traki. De to sætninger oversættes i dag til: ”Thor vie disse runer” og ”til en rati bliver han, som ailti stenen eller slæber den efter sig til en anden”. Der er ikke klarhed over, hvad de to ord, der ikke er oversat, skal betyde, men ailti er sikkert ’vælter’ og rati med stor sandsynlighed noget skidt. Kort sagt er graven viet til Thor, og den, der skænder den, vil være forbandet.

På Noleby-stenen fra Västergötland (ca. 600 e.Kr.) ser vi i modsætning til på Kylver-stenen, at det ikke nødvendigvis kun er runerne, der har hellig status, men i høj grad også runemesteren. Af Noleby-stenens tre runelinjer kan foreløbig de tre første ord siges at være læselige, nemlig runo fahi raginakudo, der tolkes som ”Runer maler jeg, de fra guderne komne”. Runerne er altså skænket af guderne, hvilket den germanske forfatter Tacitus, der levede i det første århundrede e.Kr., også omtaler, når han i afsnit 10,1 af sin bog Germania om de nordgermanske stammer skriver: På varsler og lodorakler agter germanerne mere end andre. Fremgangsmåden ved lodtagning er enkel. De skærer en tynd gren af et frugtbærende træ, hugger den ud i småpinde, som de mærker med forskellige tegn, hvorpå de spreder pindene ganske tilfældigt ud over et hvidt klæde. Dernæst anråber stammens præst guderne, hvis der spørges om råd på hele stammens vegne, men hvis det er privat, udfører familiefaderen selv denne handling. Med blikket rettet imod himmelen tager han tre pinde op og fortolker dem ud fra de i forvejen indridsede tegn. Sammenholdt med vores viden om brugen af runerne fra de i dag kendte indskrifter er der ikke tvivl om, at datidens opfattelse var, at runerne kom fra guderne, og at de personer, der kunne bruge og tolke runerne, i sig selv derfor var tæt forbundne med guderne og det magiske i den tidlige runeperiode[6]. Senere bliver det at bruge runer mere alment, og undervejs går det magiske tabt, og runerne bliver til tegn på linje med de latinske uden iboende værdi.

Ole Worms tegning af det største guldhorn, 1641.

Som vi så det på Noleby-stenen, var det som en følge af runeristerens guddommelige bånd ofte rigelig beskyttelse, at den runekyndige eller trolddomskyndige satte sit navn på emnet. Dette ser vi også på Einang-stenen fra Slidrefjorden i Norge (350-400 e.Kr.). Stenen bærer indskriften ek gudagastiR runo faihido, der læses som ”Jeg gudgæst ristede indskriften”, og på Guldhornene fra omkring år 400-450 e.Kr. stod ek hlewagastiR holtijaR horna tawido, der tolkes som ”Jeg Lægæst, holtes søn, lod gøre hornet”. Her skal vi notere os, at ’holtes søn’ tolkes som ’skovens søn’ og dermed er et tilnavn til Lægæst og ikke stednavn.

Runernes magi

Fra den lidt senere runetid, hvor de ældre runer så småt begyndte at forandres til de yngre, er der også tydelige tegn på, at runerne og runemestrene var magiske. Ved Björketorp i Blekinge står der f.eks. tre store bautasten, der er rejst omkring år 600-700 e.Kr. Den ene af de tre sten bærer en indskrift, hvoraf kun begyndelsen er læselig: hAidR runoronu fAlAhAk hAiderA g|inArunAR, der læses: ”Jeg, runerækkens mester, skjulte her magtruner”. På samme måde som ved Einang-stenen hersker der tvivl om et ord, her hAidR. Var hAidR en mester, en magiker eller måske en præst? Sandsynligvis alle tre i én.

Samlet set er der tale om en kraftig forbandelse over den, der vover at forstyrre eller ødelægge mindet og runerne. På bagsiden af stenen kan to ord læses: uþArAbA sbA. De to ord betyder kort sagt ”Ufærd spår jeg”, hvilket ikke var en spådom, som mange ville have hængende over sig i samtiden. Et andet aspekt, der viser, at runerne havde en i den enkelte rune iboende kraft, kan vi finde i en række runeindskrifter, der er fokuseret på netop en enkelt runes magt, som f.eks. på Gummarp-stenen (600-650 e.Kr.), der bærer indskriften: hAþuwolAfA[R] sate stabAþria fff, ”Hådulv satte stave tre fff”. Det er muligt, at de tre f-stave var symbol på rigdom i form af F-runen[7], der havde den iboende ikonbetydning ’kvæg’, og netop kvæg ses ofte som symbol på rigdom. Det kunne være interessant at vide, om Hådulv rent faktisk ofrede tre okser i forbindelse med denne runesten, eller om tegnene i sig selv var nok.

Lindholmen-amulet. Fundet i et stykke brændselstørv opgravet i en dyb mose tilhørende Lindholmen Herregård i 1840.

En lignende, men meget mere omfattende indskrift, finder vi på Lindholm-amuletten fra Skåne (350-550 e.Kr.): ekerilaRsawilagaRhateka aaaaaaaaRRRnnn *bmuttt : alu. ”Jeg, erilen kaldet sawilagaR aaaaaaaaRRRnnn*bmuttt alu”. Endnu er der ingen, der har haft succes med at tolke hele denne sætning, men set i lyset af, at vi med stor sandsynlighed kan sige, at ordet alu er en form for magisk formel[8], må det være nærliggende at regne sætningen for magisk. Dette underbygges også af a-runens (a) tegnværdi som asarunen – gudefolkets tegn. Set i lyset af årstal, erilnavnet og brugen af ordet alu vil indskriften derfor kunne læses som en form for offer bestående af otte asategn (guderne), tre rejsetegn (ridt), tre tegn for nød, et tegn for birk, mand og okse samt tre tegn for krigsguden Tyr.

Det faktum, at hver rune havde sit eget navn og sin egen iboende betydning, peger i retning af, at det måske ikke altid var det af runerne sammensatte ord, der var det primære ved indskriften, men derimod selve runernes eller ordenes magiske kraft – den kraft, de fik med fra runeristeren. Runerne har som udgangspunkt haft iboende kræfter, der både kunne skade og give beskyttelse, ligesom de også kunne binde og frigøre guder og naturkræfter. Umiddelbart ville det derfor være forkert ikke at tolke indskrifterne ud fra denne magiske kontekst.

En anden tilgang er at se på afsenderen af beskeden. Her møder vi på Lindholm-amuletten en person, der hedder SawilagaR og er eril. Men hvad er en eril?

Shaman og eril

Runeindskrift på foden af en rosetfibula fundet i en rig kvindegrav på gravpladsen Skovgårde på Sydsjælland. Indskriften læses TALGIDA LAMO, der betyder ‘Lamo skar’.

I mange tidlige runeindskrifter er det ikke den runebærende genstands navn, der nævnes, men derimod hvem der udførte indskriften – og evt. også genstanden. Dette kunne udtrykkes med et navn, som f.eks. Lamo[9], men det kunne også udtrykkes som f.eks. ekerilaR runoR waritu[10], der læses ”Jeg erilen ristede runerne”.

Set i lyset af hvor hyppigt vi ser erilnavne på den samlede fundmasse, kan der ikke være tvivl om, at en eril var en runekyndig person. Erilen kan have været en slags præst eller shaman. Vi kan gennem erilnavne og andre lignende træk i tidlige runeindskrifter komme til en indsigt i forholdene omkring de tidlige runer samt de mennesker, der ristede dem, og deres verdensopfattelse.

En anden interessant indskrift i den forbindelse er [ek] wiwaR woduride staina [sat|ido] ÞrijoR dohtriR da<i>lidun | arbija si<bi>josteR arbijanofra Tune-stenen (400-500 e.Kr.). Indskriften oversættes ”Jeg viv rejste stenen til wodurids minde”. Her er det nærliggende at pege på et par medbetydninger, der kan knyttes til navnet ’woduride’. For det første symboliserer det vilde ridt i sig selv Odin, der rider hen over slagmarken på den ottebenede hest Sleipner. For det andet er navnet wodu meget tæt på woden, der er en af de mest markante

To dansende mænd på guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. Ravnen, som hjælpeånd, viser den rette vej. Pilen, der føres fra den foran-dansende persons hovedskal til den bagved-dansende persons hjerte, antyder at det er samme person, men i to forskellige mentale tilstande. Shaman og konge, Woðan og Oðin, foretager herefter hamskifte til en fugl og ”flyver” i fugleham af sted for at hente visdommen. Kilde: verasir.dk

stavemåder af navnet Odin i indskriftens samtid. Der er ikke de store problemer forbundet med, at et subjektiv skifter endelse. Til sammenligning kan ordet ’rune’ skrives som runu, runa, ronor, runar, runo, runor, der er nogle af de former, vi møder i tidlige indskrifter. Vi kan derfor læse navnet som wodu ridt, altså Odins ridt, hvilket i mine øjne godt kan være et erilnavn, fordi det klart henviser til en eller anden form for tilknytning til guderne.

Som vi har set det i andre naturreligioner, herunder også i vores egen bronzealder, overskrider en shaman grænser mellem forskellige lag af virkelighed og fantasi under ekstatiske rejser. Et andet af de gennemgående træk ved shamanisme er hamskiftet, eller vekslingen mellem stadier, som indebærer, at personen i ekstase transformeres til et dyrestadie eller en dæmonisk væren, og dette kan have relevans for tolkningerne af erilnavnene på de tidlige runeindskrifter. Forestillingen om verden som tredelt i Midgård og Asgård adskilt fra Udgård eksisterede måske allerede i Skandinavien under romersk jernalder (år 1 til 400 e.Kr.).

Forestillingen om verden kan have været relativt flydende. Der eksisterede en rumlig forestilling om, at disse forskellige verdener eller områder blev ordnet som en række af halvcirkler, hvori forskellige grupper havde deres hjemsted. Hver halvcirkels omkreds udgjorde en form for beskyttelsesværn – et gærde mellem udmark og indmark – og disse var antagelig var Asgård, Midgård og Jotunheim (Udgård). Jotunheim kunne nås af guderne ved f.eks. at ride gennem en mørk skov, vade over en farlig flod eller fare over havet. Forskellige grupper hørte hjemme i forskellige dele af verden, men erilernes navne som f.eks. gudagastiR (Gudegæst) antyder, at visse mennesker kunne besøge de andre verdener gennem ekstatiske rejser. Selvom gudagastiR er et eksempel på sådan et navn, viser det dog ikke i sig selv noget tegn på erilens specielle tilknytning til natur og højere magter. Det gør derimod indskriften på økseskaftet fra Nydam Mose på Als (300-350 e.Kr.), der læses wagagastiR på den ene side og alu:(w)ihgu sikijaR:aiÞalataR på den anden side. Disse kan tydes som: ”Jeg Stormgæst (Hav-/uroligt vand-gæst). Alu. [Jeg] vier/kæmper. [Jeg] fugtlandsbeboeren, edsudsigeren”. Alle tre navne på denne indskrift – fugtlandsbeboeren, havets/stormens gæst og edsudsigeren – tolkes som værende knyttet til den samme person, og denne person er en eril. Præcis som Lægæst, skovens søn, fra Guldhornet, og Muha, gudernes gidsel, på Kragehul-lanseskaftet, som jeg vil omtale nedenfor.

På økseskaftet betegner et af prædikaterne i indskriften erilens forhold til det vilde vand og et andet hans eller hendes tilknytning til et vådområde – en overgang mellem hav og land. Denne eril er ’Det rolige vands eril’ (fugtlandsbeboeren), men er samtidig i kontakt med havet eller det urolige vand. Dette peger i retning af, at erilen under rituelle ’rejser’ har oplevet fornemmelsen af storm og derfor må udsige en ed mod dette.

Erilen har således med nogen sandsynlighed haft en funktion som kontaktflade mellem natur, guder og selve folket. Måske også som kriger. Lægæst er skovens eril, Stormgæst havets, og Muha er gudefolkets eril.

Kragehul-spydskaft. Fundet ved Flemløse på Fyn i 1877.

Navnet Muha finder vi i indskriften ek-erilaR-asu-gisalas-muha-haite, der kommer fra et lanseskaft fra Kragehul på Fyn (200-450 e.Kr.). Indskriften tolkes ”Jeg erilen, asernes gidsel, Muha hedder jeg”. Næsten den samme ordlyd finder vi i indskrift fra Lindholm-amuletten (200-400 e.Kr.) ek-erilaR-sawilagaR-heteka, der oversættes ”Jeg erilen, Sawilagar hedder jeg”. Der er således kun ’asugisalas’ til forskel på de to. Uden dette prædikat havde man i stedet læst indskriften ”Jeg erilen, Muha hedder jeg”. Dette peger på to interessante antagelser. Først og fremmest underbygger det tanken om, at ’eril’ var noget, man var pr. titel eller hjemstavn (ud over sit eget personnavn), men samtidig åbner det for et spændende tilhørsforhold mellem erilerne og aserne. Som sagt tolkes indskriften normalt sådan, at denne eril er gudernes gidsel, men hvad nu, hvis aserne ikke som sådan er guder, men derimod folket aserne? Det er en tanke, der er værd at forfølge, men først skal vi have afrundet erilernes funktion og vej til indsigt.

Erilnavnene kan også pege på andre former for natur- og gudeslægtskaber end de viste. Som f.eks. navnet, der findes i indskriften på Himlingøje-spændet, widuhudaR (Skovhund/ulv). Et navn, der peger på en forbindelse med vilde dyr. Når jeg går ud fra, at der er tale om et menneske og ikke bare et dyrenavn, er det, fordi det traditionelt menes, at der har været et ek (Jeg) og/eller et fahide (gjorde/skrev) foran. Indskriften har kort sagt været en erilindskrift med ordlyden ”Jeg Skovhunden skrev …”. Indskrifterne lamo talgidai (den lamme skar) og woduride (den rasende/vilde rytter) skulle ligeledes kunne vise, hvad der sker med den fysiske krop under ekstase, nemlig at den ligger ubevægelig hen, ligesom Odins krop i Ynglingesaga[11] ligger som sovende eller død, når Odin bytter væren til en fugl, dyr, fisk eller orm og på et øjeblik farer til fjerne lande i sine egne eller andre mænds ærinder. Videre står der i sagaen: Men hans egne mænd for om uden brynje og var galne som hund eller ulv, bed i deres skjolde og var stærke som bjørne eller oxer; Oden skiftede ofte ham; da lå legemet som sov det eller var det dødt, men han var da fugl eller dyr, fisk eller orm, og for i øjeblikket til fjerne lande, i egne eller andre mænds ærinder.

Det samme ser vi i sagaerne om Rolf Krake, hvor der i Bjarkemål[12] står, at så længe Bjarke sov, kæmpede der en stor bjørn ved Rolfs side, som forsvandt, da Bjarke selv kom til syne.

For at nå den ekstatiske tilstand ved shamanistiske handlinger plejer visse ritualer og redskaber at forekomme, som f.eks. indtagelse af rusmidler og måske endda hallucinogene stoffer som alu.

Odin selv fik runerne efter at have udstået ni døgn uden mad eller drikke. Dette ved vi fra Hávamál[13] (strofe 138-139). De ni døgn vil ret sikkert have presset Odin ind i en trancelignende tilstand. Ligeledes ved vi fra Hávamál, at da Odin ’fik’ runerne, fik han også mjød at drikke og begyndte derfor at vokse og blev vis og stærk og kunne sammensætte ord. Måske var dette også en af erilernes ekstatiske handlinger, at de gennem ekstasen og ved hjælp af rusmidler kunne modtage kundskaber fra andre dele af verden, hvilket så efterfølgende kunne ses i runeindskrifter – på samme måde som forestillingen om, at skjaldenes digtede ord havde et guddommeligt udspring, der ligeledes var forbundet med ekstase.



Teksten her på siden er et appendiks fra spændingsromanen ‘Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’. Du kan købe bogen ved at klikke på forsiden. Den fås om hardback, paperback, lydbog og e-bog.


Geografisk oprindelse

Der findes som nævnt mange runelignende tegn i de nord-, syd- og østsemitiske skrifter fra perioden mellem år 1200 f.Kr. og år 0. De enkelte semitiske tegn ligger tæt på deres oprindelige ikonografiske værdi. Tegnet er kort sagt ikke blot en lyd, men har også en selvstændig betydning som f.eks. ’okse’, ’hus’, ’vand’, ’hest’ eller noget helt andet. Det samme ser vi med de enkelte runetegn, der også alle har en selvstændig betydning ud over deres lyd. Dette er meget væsentligt, fordi vi ikke finder denne funktion i nyere alfabeter. Når bogstaverne i det latinske alfabet ikke har en selvstændig betydning, giver det som nævnt ingen mening at forestille sig, at runer skulle være baseret på latin, hvilket ellers er den herskende opfattelse. Runerne har derimod langt mere tilfælles med ældre skrifttegn fra den sydlige Kaukasusregion mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav – samme område, som aserne ifølge Snorre skulle stamme fra, da aserne havde runerne med sig til Norden.

Litteraturhistorisk set kan runernes oprindelse og ankomst til Norden sættes i forbindelse med Odins ankomst til Norden. Dette ser vi bl.a. i Ynglingesaga, hvor der står: Da Oden var fremsynet og tryllekyndig, vidste han, at hans afkom skulde bo og bygge på jordens nordkant. Lidt længere henne i samme saga står: Derpå for han nord til havet og tog sig bosted på en ø; der hedder det nu Odensø på Fyn samt Alle disse idrætter lærte han fra sig med runer og de sange, som hedder galdrer.

Sagaside fra år 1325.

Snorres sagaer rummer en langt større viden, end man de seneste 100 år har tillagt dem. I Gylfaginning[14] kan vi blandt meget andet læse, at: Odin, og ligeledes hans Hustru, besad Spaadomsevner; ved Hjælp deraf fandt han, at hans Navn vilde blive bevaret og hædret i den nordlige Verdensdel fremfor alle Kongers. Derfor fik han Lyst til at drage fra Tyrkland, og han ledsagedes af en stor Skare, baade unge og gamle, Mænd saavel som Kvinder; de havde med sig mange udmærkede Klenodier. Hvor de saa end kom, fortaltes der om dem mange berømmelige Ting, saa at de syntes mere at ligne Guder end Mennesker. I et andet citat fra Gylfaginning skriver Snorre: Aserne tog sig Hustruer der i Landet; nogle giftede deres Sønner med indenlandske Kvinder. Alle disse Slægter blev saa talrige, at rundt omkring i Saksland og over alle de nordlige Lande spredtes de, saa at deres, Asiamændenes, Tunge blev disse landes egentlige Tungemaal. Og i Ynglingesaga står der: Landet østen for Tanakvisl i Asia kaldtes Aseland eller Asehjem, men hovedborgen i landet kaldte de Asgaard. I Borgen var den høvding som hed Oden.

Kort opsummeret drager aserne ledet af deres høvding Odin fra Tyrkland eller Asaland, der lå østen for Tanakvisl. I dag ved vi, at Tanakvisl er identisk med den russiske flod Don, der netop løber nord gennem Kaukasusregionen og munder ud i Azovhavet. Asernes hav. Geografisk set kommer aserne med andre ord fra et område mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav – nord for Tyrkiet og øst for floden Don. Det giver os et ret specifikt område at søge i. Et område, der udgøres af den sydligste del af Kaukasusbjergkæden, og som sandsynligvis svarer til Aserbajdsjan, ildens land. Eller skulle vi sige asernes land? Det ligner ikke et tilfælde, at der netop i det område, hvor aserne og runerne skulle stamme fra, fandtes runelignende, semitiske skrifttegn.

Det springer i øjnene, at danerne kaldes tani og dani i nogle af de tidligste kilder, vi kender. Kunne vi forestille os, at Tanakvisl engang var danernes flod? En flod, der var en del af den rute, som danerne og også aserne tog frem og tilbage mellem Norden og Sortehavet? Fra arkæologiske fund ved vi, at netop denne rute langs de russiske floder blev brugt af folkeslag fra Norden helt frem til vikingetiden, og som Snorre skriver det, drog aserne først mod øst ind i Rusland og dernæst mod landene i Nord. Præcis som Don/Tanakvisl bugter sig[15].

Derudover er det værd at bemærke, at assyrisk i samtiden var det nordligste af mange semitiske sprog. Det blev talt af assyrerne, der boede i det nordlige Irak lige syd for det nuværende Aserbajdsjan. Alt i alt begynder det hele at ligne en kabale, der går op. Området syd for bjergene, nord for Irak og nordvest for Tyrkiet var asernes land. Især hvis disse aserfolk var overvejende lyse, hvilket C. Leonard Woolley peger på i sin bog The Sumerians fra 1965, hvor han skriver: “In the Zagros hills and across the plain to the Tigris, there lived a fair-haired people akin to the Guti (the Goths) who remained in what was afterwards Assyria.”

Regionale forskelle i årene, hvor aserne og Odin kom til Norden

I perioden 0-200 e.Kr., hvor aserne skulle være kommet til Norden, ses interne forskelle i det sydskandinaviske område, hvor våbengrave og våbenofringer mest ses i det jyske og vestfynske, mens der ikke er mange fund på Østfyn, Sjælland og i Skåne. I samme periode anlægges volde og søspærringer, og de enkelte bosættelser kommer til at indgå i større og mere komplekse helheder, sandsynligvis som følge af den øgede brug for forsvar mod fjendtlige angreb. Samtidig ser vi en partiel indvandring af et langskallet folk i løbet af det andet århundrede e.Kr., hvilket også tolkes som invasionsstyrkerne fra moseofringerne.

Spørgsmålet er, om der er yderligere fakta, der understøtter tanken om, at Skandinavien omkring år 150-250 e.Kr. var opdelt i en nordøstdel (bestående af Sjælland, Østfyn, Syd- og Vestsverige samt det sydlige Norge) og en sydvestdel (bestående af Vestfyn med øer, Als, Jylland og Nordtyskland), hvor begge disse områder indgår i hver deres fælles kulturelle og sociale kontekst afskåret af en form for kulturel grænse ned gennem Østfyn.

Hvis vi holder fokus efter år 0, ser vi en skævvridning i forbindelse med importsager, med en tydelig overvægt af fund i landets østlige del, der her er Østfyn, Sjælland, Skåne plus øer og Bornholm. Og i perioden 200-400 e.Kr. er der ligeledes store forskelle i gravskikke, hvor Sjælland og Østfyn skiller sig ud ved nogle prægtige jordfæstegrave, der i høj grad ligner hinanden, mens de slet ikke findes i vestområdet.

Til gengæld findes de rige gravfund netop i Sverige i det aktuelle område Västergötland, Östergötland, Småland, Skåne og Blekinge i perioden 150-400 e.Kr., hvilket peger på, at min tanke om de tætte bånd mellem rigerne i dette område har hold i virkeligheden. Desuden stemmer det overens med det geografiske område, hvor vi ud fra runeindskrifter ved, at erilerne befandt sig.

Disse to områder er altså forskellige i både kultur og rigdom over en periode på over 500 år, og ifølge nyere arkæologi er det samtidig en periode, hvor Østdanmark sælger eller formidler våben og andre varer til det sydlige Norge og østlige Sverige via en målrettet handel over Himlingøje og Lundeborg.

I det østdanske område er der en tydelig orientering mod den skandinaviske halvø i stedet for mod det vestlige Danmark, mens Vestdanmark på den anden side er mere rettet mod Nordtyskland og Friesland. Alt peger på, at der har været en barriere eller en grænse i den romerske jernalder. Ordet grænse kræver en form for overordnet statsmagt eller alliance, og jeg tror faktisk, at det er netop det, der er tale om. Altså en statslig alliance mellem store høvdingedømmer på begge sider af den optrukne grænse. Spørgsmålet er så, om der også var en reel konge over dem alle, eller om dette først kom med Gorm den Gamle? Han er kendt for at have samlet riget omkring år 950 e.Kr., men det betyder ikke, at det ikke kan have været samlet før. Vi ser i hvert fald en kulturel sammensmeltning omkring år 400-500 e.Kr., og da det samtidig ser ud til, at ufreden mellem Øst- og Vestdanmark stopper i de år, kunne det tyde på, at danerne i øst efter flere hundrede års forsøg har underlagt sig hele vestlandet også omkring år 400 e.Kr. Måske ledet af Kong Dan (eller Halvdan), der skulle være født omkring Roskilde og ifølge Roskildekrøniken og Beowulfkvadet var stamfader til danernes konger.

Første side af Beowulf i Cotton Vitellius A. xv.

I det tidlige Beowulfkvad, der er nedskrevet mellem det 8. og 11. århundrede, men forgik langt tidligere, kan vi læse om danerne, at drotten (kongen) var omgivet af et tolvmandsråd af wođaner, altså Odin i flertal. I det hele taget er danernes stammer meget mangfoldige i Beowulfkvadet og strækker sig fra Süđ-Deni i Saxen over East-Deni på Fyn, Sjælland og Skåne til Norđ-Deni i Upland og det sydlige Norge. Hvis Gorm, hans far Hardeknud og hans søn Harald kom fra området omkring Jelling, var de alle Healf-Deni, Halvdaner, ifølge Beowulfkvadet. Sideløbende med disse danerstammer har vi goterne, erilerne og aserne, hvoraf de gotiske stammer primært fandtes på Gotland og hen over det midterste af Sverige, mens erilerne, vurderet ud fra runefund, fandtes på Fyn, Sjælland, Skåne, op langs den svenske vestkyst og ind i det sydlige Norge. Aserne kan jeg ikke placere endnu, men meget taler for, at de levede i det samme område som erilerne, da aser og eriler ofte ses omtalt i sammenhæng. De indgår på kryds og tværs i vores runefund og ser ud til at have samme guder, samme sprog og samme skrifttegn.

I lyset af arkæologiske data, runeindskrifter, sagaer og placeringen af folk, ætter eller stammer ser det ud til, at vi må ændre vores syn på, hvor runerne hørte til. I stedet for at dele fundene op i Danmark, Norge og Sverige må vi dele dem op i Sydvestskandinavien[16] og Nordøstskandinavien[17]. Runerne hører tydeligvis hjemme i øst – altså Nordøstskandinavien. Det skal understreges, at alle runer i mosefund hører hjemme i Nordøstskandinavien, selvom de er fundet i vestområdet, fordi de netop er ristet på angribernes udstyr, og disse angribere kommer fra erilaR-områderne på Fyn, Sjælland, Skåne, den svenske vestkyst og det sydlige Norge. I perioden fra år 0 til 250 e.Kr. findes 34 runefund i nordøst mod kun tre i sydvest. Det er en ret tydelig forskel, der på ingen måde kan forklares som tilfældigheder.

Alt tyder på, at våbenofringer er et sydvestskandinavisk fænomen, og at angriberne kom fra østområdet inklusive Østfyn og Sjælland. Det ser ud til, at både de angribende hære fra den skandinaviske halvø og forsvarsstyrkerne i det jyske og vestfynske har haft en størrelse, der viser, at de kom fra et større geografisk område. Dette bygges bl.a. på fund af kamme og fyrtøj i krigsbytteofringerne. Så store mængder våben og udstyr var der ikke i én by eller én stamme, og derfor må det have været en sammenslutning af stammer under én konge, én Gode, hvilket peger tilbage på ledetråden i Beowulfkvadet om, at den øverste Gode, drot, konge havde et råd af vismænd, odiner, omkring sig. Kort sagt 12 mindre goder, altså konger, samlet under én.

Der er ingen tvivl om, at den forsvarende part var lokale sydvestskandinaviske stammer fra Midt- og Nørrejylland.

Problemet i Norden er blot, at der ikke findes skriftlige kilder, der fortæller om kampe omkring år 150-250 e.Kr. Derfor må vi ty til andre metoder. Våbnene i sig selv fortæller ikke så meget, fordi de var ensartede over store dele af Nordeuropa. Det er noget andet med krigernes personlige udstyr som f.eks. fyrtøj og kamme, da de var lavet af forskellige materialer baseret på regionale råvarer eller modeluner.

Ofringen i Illerup Mose fra 200 e.Kr. omfatter i alt 129 sæt fyrtøj. Heraf består de 124 af et nåleformet stykke jern, indsat i et skaft sammen med en sten af kvartsit, mens de fem resterende sæt udgøres af barreformede stykker, anvendt sammen med et stykke flint eller svovlkis. Et nærmere kig viser, at det nåleformede ildstål i et skaft sammen med en sten af kvartsit omkring 200 e.Kr. kun forekommer i Skandinavien og omkring Østersøen, mens det barreformede ildstål sammen med flint eller svovlkis anvendes på kontinentet i denne periode. Det betyder, at udstyret fra Illerupfundets ældste ofring kun kan være nordisk. Oprindelsesområdet kan indkredses yderligere ved hjælp af kammene, da der er store regionale forskelle på kamtyperne. I det danske område blev kammene i år 250 e.Kr. udelukkende fremstillet af kronhjortetak, mens der på den skandinaviske halvø også blev anvendt tak fra elsdyr og evt. rensdyr. Elgens tak har langt større dimensioner end kronhjortens, og af de større råemner kunne man udskære kammene i ét lag, mens kamme af kronhjortetak var sammensat af en række tandstykker, der blev holdt sammen af skinner, således at kammene bestod af tre lag. Flere hundrede samtidige gravfund fra Jylland og øerne rummer kun trelagskamme, mens der i Illerup Mose blev fundet et stort antal etlagskamme. Derfor kan materialet i moserne ikke stamme fra eget område, men må komme fra angriberne fra det nordøstskandinaviske område inklusive Sjælland og Skåne, hvor både ildstål og kam af denne type er fundet i Himlingøje og Vä, men altså ikke i det sydvestlige Danmark bestående af Jylland og det meste af Fyn. Det er med andre ord sikkert at sige, at invasionsstyrkerne, hvis våben og udstyr endte i moserne i Illerup, kom fra nordøstområdet.

Som Johannes Brøndsted[18] skriver det, svækkes den romerske indflydelsen i Danmark omkring år 200 e.Kr., sådan at forstå at de kulturelle påvirkninger i området i stedet peger mod sydøst og en gotiserende smag: ”Mønstrer man disse mosefund fra yngre romertid, fra de ældre (omkring Torsbjerg-Vimose) til de yngre (omkring Nydam), kan man såvel i våbnene som i sagernes stilpræg, iagttage en udvikling bort fra Rom over til det hjemligt germanske. Påvirkningen fra det provinsial-romerske Syd afløstes efterhånden af indflydelsen fra det gotiske Sydøst … Inden for stilen dukker der en mængde impulser op, som goterne havde fået fra deres naboer i Sortehavs-bækkenet, sengræske, orientalske, skythiske m.fl.”.

Brøndsted peger yderligere på, at der sker en markant ændring i religionen i området omkring år 0. Odin, Tyr og Tor dukker op, og som Brøndsted skriver det, er det respektabelt at antage, at Odin ankom til Norden omkring år 70 f.Kr.: ”Noget ganske nyt, endeligt, bringer Tacitus’ oplysning i Germania om germanernes hovedguder: treklangen Merkur, Mars og Herkules, uden tvivl den latinske navneiklædning for Odin, Tyr og Tor. Dette meddeler Tacitus (o. år 100) med stor sikkerhed, ca. 150 år efter at Cæsar i sin bog Gallerkrigen kan sige om germanerne, at de kun dyrker naturguddomme, såsom sol, ild og måne. I tiden mellem de to forfattere synes noget at være sket i germanernes religion.”

Eriler og goter

Lige nu er spørgsmålet: Hvem var de angribende styrker fra nordøst? Jeg tror, vi kan udelukke goterne. Omkring år 98 e.Kr. skriver Tacitus i Germania, at goternes hjemegn er det nordlige Polen, Gutisk-Andja. Jordanes skriver derimod omkring år 550 e.Kr., at goterne bor tværs hen over det mellemste af Sverige – Goterne bor kort sagt ikke i Skåne, Danmark eller det sydlige Norge, men derimod tværs hen over Midtsverige, og intet tyder på, at de har haft nogen form for deltagelse i konflikterne i det danske område.

Leksikalt set omtales goterne som et østgermansk folk, der i det første århundrede e.Kr. udvandrede fra Skandinavien (sikkert Gotland) til det nordlige Germania, i dag Polen, hvorfra de drog videre til egnene omkring Donau og den vestlige side af Sortehavet omkring år 150-200 e.Kr. Der må dog være blevet en del tilbage i egnene omkring Østersøen og i Midtsverige.

Det samme gælder erilerne, der faktisk vandrede og kæmpede side om side med goterne ved Sortehavet og forskellige steder i Europa. Historisk hævdes det, at erilerne (tidligere fejltolket som herulerne) boede i området omkring Sjælland, Østfyn og Skåne, og at disse eriler blev fortrængt af danerne senest år 200 e.Kr. Vi ved også, at nogle grene af de gotiske stammer i Sverige rejste ud i Europa, men ikke fordi de blev fortrængt af krig. Nok mere fordi de var for mange eller slet og ret havde lyst, som vi gennem flere hundrede år ser det med de norske, svenske og danske vikinger. En lyst efter nyt land. Nye titler. Præcis som de danske ætter, der et par hundrede år senere rejser til England, men fortsat har tætte bånd til hjemegnen. Meget tyder på, at det er det samme med erilerne. Der rejser godt nok en stor æt af eriler ned gennem Europa, men vi kan tydeligt se via runefundene, at der også bliver en del tilbage i det gamle land. Ydermere ved vi, at erilerne ude i Europa holdt kontakt med hjemegnen og i flere tilfælde hentede en ny leder eller konge hjemmefra.

Aser, daner, udi, Odin

I Thor Heyerdahl og Per Lillieström bog Ingen grenser skriver de, at de norrøne aser og deres kultur oprindelig kom fra Aserbajdsjan (tidl. Azerbajdjan) ved Det Kaspiske Hav. Heyerdahl og Lillieström bygger bl.a. deres ide på ordlighed mellem azer og aser samt på et lille folk i Dagestan, der kalder sig udifolket, hvis tidlige kultur og religion skulle være påvirket af iransk ildtilbedelse for 2.000 år siden. Heyerdahl og Lilliestrøm mener, at dette folk kan være resterne af Odins folk[19].

Der sættes måske for let lighedstegn ud fra navne alene, men det er fristende at trække en række paralleller, fordi der er så meget, der passer samme både i forhold til sprog, geografi og arkæologi. Fridtjof Nansens sammenligning mellem ossetere og aser i hans bog Gjennom Kaukasus til Volga er netop interessant, fordi den bunder i kultur og genetik. Nansen skriver om osseterne, at ”de oprindelig har været en nordisk race, eller at der har været en stærk indvandring nordfra”.

Det er interessant, at der levede et nordiskudseende folk i det område, hvorfra aserne skulle være kommet, og at der ikke langt fra det område, hvor Snorre placerede aserne, findes et gammelt folk, der hedder udi – andre former af navnet er uti, utis, udin, jf. Odin.

Den norske missionær Bjørn Wegge, der har boet blandt udifolket i længere tid, skriver om dem, at ”they are possibly one of the world’s most ancient people”[20]. Han har en tese om, at udifolket stammer fra gutifolket, der efter at have levet i Mesopotamien og Sumerien blev drevet op i bjergene omkring år 104 f.Kr. af herskeren af Ur.

Det passer godt med vores viden fra Snorres sagaer, hvor et pres fra indtrængende folkeslag godt kan have været med til sende dele af et Odin-folk på en lang vandring mod slægtninge i Nord.

I Udi-folket har fat i et folk med rødder tilbage til før år 0. Et folk, der har levet forholdsvis isoleret og har en kulturel tro, der på flere punkter ligner vores egen fra tidlig jernalder. Oven i købet er det en kultur, der ligger i det geografiske område, som Snorre har peget på som asernes hjemegn. Ud over det skriver Wegge og Heyerdahl om udifolket, at de er høje, lyshårede og har blå øjne ”slik som var vanlige i landet før arabernes invasjon”.

Fridtjof Nansen skriver det samme om osseterne, der levede samme sted og også har rødder tilbage til før år 0. Han skriver, at ”i forhold til de andre, særlig de østlige kaukasiske folk, er Osseternes skalleform nokså lang, gjennomsnittlig indeks kanskje omkring 81. Øynene er mest blå eller grå, hår og skjegg mest blondt, lysebrunt eller rødlig”.

Omkring år 150-200 e.Kr. kan vi se, at skeletterne i det østlige Danmark skifter dramatisk hurtigt karakter på meget kort tid. Før det var skeletterne små og spinkle, men på blot 50 år blev de i stedet kraftige og med en anden hovedform (indvandringen af et langskallet folk). Vi ved, at fundene i Illerup viser, at angrebsstyrker fra det Nordøstskandinaviske område blev slået tilbage gentagne gange mellem år 200 og 400 e.Kr., hvorefter deres våben, kamme m.m. blev ofret.

Det vil sige, at dette folk (der leksikalt set er danerne), hvis indvandring i Østdanmark førte til en hurtig ændring i både genetik og kultur, fortsatte ekspansionen og underlagde sig hele Østområdet bestående af Sjælland, Skåne, Vestsverige og det sydlige Norge samt Østfyn. Ganske som Snorre skriver det. Yderligere kan vi se på mosefundene, at de også forsøgte at erobre vestområdet (Jylland samt Vest- og Midtfyn), men dette område blev ikke ’danernes’ før engang efter år 450 e.Kr., hvor vi ser de sidste krigsbytteofringer i Jylland. Hvis erilerne boede i det østlige Danmark, før danerne kom, ved vi, at de ikke alle blev fordrevet. Det kunne tværtimod se ud til, at de fik en meget høj status i danernes nye rige. Et klogt træk af danerne, der på den måde fik en stærk allieret i deres midte i stedet for en fjende, og som Snorre skriver det, giftede aserne sig med de lokale.

Denne praksis ser vi ofte ved erobringer af land. Både romerne og nazisterne praktiserede det at lade højtstående lokale besidde høje poster for at vinde deres gunst. Vi kender det også fra forholdet mellem England og Skotland, hvor englænderne gav gods og titler til den skotske adel for at have de lokale magthavere på deres side. Der kommer sjældent noget godt ud af at undertvinge et folk, men hvis man får folket til at undertvinge sig selv, har man større chance for succes.

Hvis det hele skal passe sammen, må der være en sammenhæng mellem daner og aser. Der er som sagt mange kilder, der peger på, at aserne kommer fra Kaukasus eller området nordvest for Sortehavet, hvor lokale navne som ossetere, osilier, alani, udi, os og asura alle er navne på stammefolk, der hævdes at være aser. Det er folk, der via stor legemsstørrelse, gyldent hår og lyse øjne passer perfekt ind i billedet af aserne, som vi kender det fra overleveringerne. Mit bud er, at danerne (dengang sikkert kaldet dani, deni eller tani), simpelthen var en asestamme, der rejste til Norden, hvor de bosatte sig og til dels fortrængte erilerne, goterne m.fl. Ikke forstået på den måde, at de bekrigede og bekæmpede dem, men at de som et folk med en langt stærkere kultur, viden og magt simpelthen overtog landet. Her er det værd at trække erilen Muha, asernes gidsel, frem igen. Muha var, som jeg ser det, ikke et gidsel forstået som en fange, men nærmere i asernes tjeneste. Dertil kommer, at de mest brugte former af navnet Odin i samtiden var Woden og Wotan, hvorfor vi yderligere kan trække en parallel til de ligeledes i samtiden brugte stavemåder for danerne i form af tani og den/deni. En parallel, der kan tolkes derhen, at (wo)deni eller (wo)tani kort og godt er Odins folk; en gren af Odins æt.

Har Odin eksisteret som menneske? Det skriver Snorre i Eddaen og Saxo Grammaticus i Gesta Danorum, når de omtaler en shamanistisk stamme, der vandt sig rygte som guder i oldtidens Nordeuropa. En anden kilde, der refererer til Odin i formen Woden, er Den Angelsaksiske Krønike fra 1100-tallet, hvor Woden indgår langt tilbage som en del af kongerækken. På samme måde er det interessant, at der levede en Wu-di-konge i det østlige Kina omkring år 200-100 f.Kr. Wu-di var ikke et navn, men en titel, der betød Ærværdig-kriger (Wu) og Hersker (Di). Det interessante er, at vi ved, at der var reel kontakt mellem de kinesiske Wu-di-konger og gutifolket fra de kinesiske stepper samt Kaukasusregionen, hvor aserne og Odin-folket ser ud til at komme fra, og vi ved, at der i dag stadig bor et Odin-folk (udi) i Kaukasus. Samlet set findes der mange eksempler på høvdinge, konger og ledere fra hele Nordeuropa, der hedder Odin i en eller anden form. I England peges der bl.a. i nogle udgaver af kongerækken for Wessex-slægten på, at slægten nedstammer fra Odin i form af Woden og Geat. I en anden engelsk kilde, Beowulfkvadet, står der som før nævnt (sætning 1096-98), at tolvmandsrådet omkring kongen kaldes weotena, hvilket er lig med wodaner. Altså Odin i flertal.



Teksten her på siden er et appendiks fra spændingsromanen ‘Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’. Du kan købe bogen ved at klikke på forsiden. Den fås om hardback, paperback, lydbog og e-bog.


De fælles guder

Lad os vende tilbage til osseterne og den religiøse del af deres kultur.

Nansen skriver, at ”Guden for lyn og torden kalles således den hellige Elias, men synes å ha likheter med vår tordengud Tor. Når noen bliver drept av lynet, er han blitt ramt av Elias, fordi han har krenket ham. Den døde bliver enten begravet på stedet, hvor han ble drept, eller på det sted som liket tilfeldig bliver trukket til, når det bliver lagt på en tohjulet kjerre forspendt med to bukker. Ved graven slaktes en svart bukk, og skinnet bliver hengt opp på en stang”.

Det minder meget om vores egen Thor, der også er lynets gud og kører rundt i en tohjulet kærre. En kærre, der er forspændt to bukke, som begge spises, hvorefter deres skind hænges op.

Derudover fortæller Nansen, at Elias befrier mennesket på jorden fra dragen Ruimon ved at fange den med en lænke i havet og trække den op til overfladen, hvor himmelske ånder hugger stykker af den, som sjælene koger og bliver forynget af. Igen kan vi genkende historien fra den nordiske mytologis Thor, der fanger Midgårdsormen i havet og trækker den op til overfladen for at hugge den i stykker.

Nansen skriver videre, at der i flere stammer er ret mange kulturelle og antropologiske ligheder mellem disse kaukasiske bjergfolk og nordgermanerne. Nansen selv mener, at dette kan skyldes indvandringer fra nord, men jeg tror, at der er mere, der peger i retning af, at f.eks. udifolket og osseterne er ældre end både snorretiden og den romerske jernalder, så måske er det nærmere i Norden, at der har været en indvandring fra Kaukasus flere gange af det samme folk. Det virker også nærliggende at kigge på, at der omkring år 1000 f.Kr. levede et lyshåret, højt og blåøjet gutifolk i det vestlige Kina, og at der i år 100 f.Kr. levede et gutifolk mage til dem i Kina og Mesopotamien, hvorfra udifolket i Kaukasus skulle stamme.

Det er i hvert fald alt sammen inden for et overskueligt geografisk område, og så passer det godt overens med Snorres kilder, der peger på, at dette Odin-folk skulle komme til Norden kort efter år 0.

Goterne havde allerede omkring år 0 og i flere århundreder frem tæt kontakt til folk i området nord for Sortehavet og dermed også Kaukasus. Vi kan ikke vide, om der også var kontakt før år 0, men vi ved fra fundmassen, at kontakten var tæt i rigtig mange år. Vi har ét eller rettere flere gotiske folk, der bor i Norden og har tætte relationer til Sortehavs- og Kaukasusregionen, og vi har flere gutifolk, der bor nord for Kaukasusregionen. Det er også værd at huske på, at goterne bl.a. omtales som gothi af Jordanes omkring år 550 e.Kr., og at ordet senere optræder i bl.a. det østlige Fyn samt i Sverige og det sydlige Norge, hvor det bruges i betydningen konge eller høvding. Det, der senere bliver til Gode som i Sølvernes Gode på Glavendrup-stenen fra Østfyn. Midt i dette transportbånd af kultur mellem den skandinaviske halvø og sortehavskulturen ligger det østdanske område, der mellem år 0 og 100 e.Kr. skulle blive arnestedet for runerne.

Historisk set regner man med, at erilerne (herulerne) blev fortrængt af danerne primært fra Sjælland omkring år 0-200 e.Kr., hvorefter de vandrede ned gennem Europa og vandt flere kongeriger. Som nævnt passer det godt sammen med asernes ankomst ifølge sagaerne, men det stemmer ikke så godt overens med, at vi oplever en markant tilstedeværelse af eriler i vores runeindskrifter fra omkring 200 til 650 e.Kr. Medmindre aserne som nævnt styrede området ved at placere højtstående eriler på en række høje poster i samfundet for at vinde deres velvilje. Det vil også forklare, hvorfor vi i Norden har opfattet eril som en adelstitel, mens man i det sydlige Europa har set erilerne som et krigerisk nomadefolk, endda sørøvere. Det er ikke svært at se en parallel til de såkaldte vikingers syn på dem selv kontra resten af Europas syn på dem.

Thor og Odin – asa og udi

Lad os kigge nærmere på Thor og Odin – eller asa- og udifolkene. Det kunne være interessant af finde en sammenhæng mellem dem og erilerne. Der er også noget spændende i lighederne mellem den nordiske asatro, asafolk i Mellemøsten samt osseterne og udifolkets tilbedelse af ildguden Thir og Elias. Præcis som når Nansen skriver, at ”Guden for lyn og torden kalles således den hellige Elias, men synes å ha likheter med vår tordengud Tor” osv. Her ser vi navnet Elias placeret som ildgud i Kaukasus og den nordlige del af Mellemøsten.

Vi ved fra Wegge, at udifolket har haft den samme kristne tro siden mindst år 0. En tro, som vi i dag ikke betragter som kristen, da den netop har offerlunde og andre guder som en del af sit grundlag. Ikke desto mindre tilhører udifolkets tro den gamle albanske kirke, der også har rødder tilbage til år 0. Udifolket er på en måde urkristne – asatroen og kristendommen er i familie. Hvis vi ser på den bibelske Elias, er en central del af hans historie den store kamp mellem Jahve og de kanaanæiske Baal-dyrkere. Her siger Elias til Akab, at Gud vil straffe dem med en stor tørke. Elias rejser selv til Kerit, der ligger øst for Jordan, hvor han drikker af en hellig bæk og bagefter får kød og brød af et par ravne, der kommer fra Gud.

Her ser vi efter min mening en ret tydelig parallel til Odins ravne, da Odin også er Thors herre, eller Gud, om man vil. Elias og Akab mødes igen, og de kæmper om, hvem af dem der kan få ild fra himlen til at antænde et offer – altså Elias eller Baal-profeterne. Det bliver Elias, der vinder. Derefter kaster folket sig for ham og hylder hans Gud som deres Gud.

Elias’ død vækker mindelser til Thor. Elias gik engang fra Gilgal over Betel og Jeriko til Jordan sammen med Elisa. Hun bad om at få to tredjedele af hans ånd, og mens de talte sammen, kom der en ildvogn med ildheste og tog Elias med sig i en tordenstorm.

Dette er meget lig Thors vogn, der skaber ild og lyn, når den kører over himlen med guden i. Vi kan også genkende Odins ridt på sin ottebenede hest Sleipner, da han også rider over himlen og samler på de dødes sjæle. Elias nævnes også flere gange i Koranen og spiller en rolle i islamisk legendedannelse. Så der er tale om en stærk guddom, der går forud for en række af verdens største religioner.

Odin som en personificeret guddom

Hvordan skal vi i det hele taget tolke ordet Gud? Det oldnordiske og oldengelske ord stammer fra det indoeuropæiske ord ghut-, som betyder ’det, der bliver påkaldt’.

Når vi ved, at der levede et gutifolk, som til forveksling lignede de østskandinaviske stammer, og at dette gutifolk rækker så langt tilbage i tiden som til år 3.000 f.Kr., hvor de indoeuropæiske sprog var tættere på deres urform, er det nærliggende at se på dette gutifolk som et folk, der havde navn efter deres gud. Et gudefolk eller gudens folk. Dette kan vi også se antydet i en klassisk kilde af den kristne historieskriver Marcus Minucius Felix, der levede før år 250 e.Kr. Han skriver i kapitel 29 i sin Octavius, at ”Det er ej heller sandt, at en mand fæstnet til et kors som følge af hans forbrydelser bliver tilbedt af kristne, for de tror ikke bare, at han var uskyldig, men med grund at han var Gud. Men, på den anden side, så giver hedninge guddommelig magt til konger ophøjet til Guder af dem selv. De beder til afbildninger og bønfalder deres geni.”

Her vil jeg kort indskyde, at ovennævnte citat af Minucius Felix er opbygget som en dialog mellem en kristen, Octavius, og en hedning, Caecilius. Marcus Minucius Felix forsvarer den tanke, at Jesus omkring år 250 e.Kr. blev dyrket som Gud. Det var normalt dengang, at høvdinger og konger blev ophøjet til netop guddomme. På den måde får vi med det samme svaret på, hvem Odin var, og hvordan han blev til en gud. Odin var en høvding af aserfolket, der enten i live eller efter sin død blev ophøjet til at have gudestatus. I den sammenhæng er det ret interessant at se på Guti, Gud og Gode, hvor ordet Gode netop stadig er betegnelsen for en høvding eller en konge, når vi tidsmæssigt når frem til f.eks. Glavendrup-stenen og Sølvernes Gode.

Set ud fra det tidligere omtalte vedrørende Guti, Wu-Di, Woetena og alle de andre eksempler på herskere ved navn – eller rettere titel – Guti, er der ingen tvivl om, at Guti, altså Odin, var en personificeret guddom. Et menneske sat i Guds sted; en Goti, Guti og senere Gode. Ligesom Nordens høvdinge, goderne, og ligesom Jesus, men før Jesus.

Da vi kan følge Odin og den kaukasiske race helt tilbage til gutifolket, kan Odin ikke have været et fornavn på én bestemt konge eller høvding. Det kommer Saxo Gramaticus også ind på, når han skriver, at der ”på den tid var en mand ved navn Odin, som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud”. Det er ikke Odin, der udgiver sig for at være en gud, men nærmere forskellige stammer og folk rundt om i Europa, der opfatter ham som sådan. Saxo skriver også, at det var forkert at opfatte Odin som en gud. Det hele peger i retning af, at Odin har været et tilnavn givet til høvdinger. Og vi kan være endnu mere præcise.

For mig at se er det tydeligt, at når vi har Odin-regenter over så lang en årrække, så har Odin mere været en titel end en gud. En titel beslægtet med Gud, præcis som vi kender det fra bl.a. de kinesiske kejsere – Guds legeme på jorden.

Der er dem, der mener, at Guti er en af Israels tabte stammer. Det uhørt smukke ved det er netop, at der blandt disse teser findes tolkninger, hvor Guti er én mand, der befrier sit folk, hvor Guti var et folk, og hvor Guti var en afledning af Judea som i Gudea, Gud, Guti, Goat og Goet. Tre teorier, jeg kun kan se spændende perspektiver i, da sammenkædningen mellem Gud, Guti og goter flere hundrede år før Jesu fødsel kun bekræfter vores tanker.

Kirken og den sande Odin

Den katolske kirke censurerede sagaer og krøniker i 1200-tallet og jagtede og dræbte hedninge, kættere, men på det tidspunkt var Odin kun en abstrakt gud, og en eril var en jarl, en jordbesidder, så hvorfor al den virak? Var det for at skjule den menneskelige oprindelse til guden Odin?

Korsfæstet Odin.

Den katolske kirke ville ikke risikere, at det kom frem, at Odin også var en mellemøstlig kaukasisk menneskegud ligesom Jesus. Og at Odin i form af Guti samt Thor i form af Tir og Elias faktisk var ældre end Det Gamle Testamente. Hvordan ville det ikke se ud, hvis det blev kendt, at Bibelens Elias måske var en hedensk ildgud med 4.000 år på bagen; at asatroens højeste guddom, Odin, gik på jorden blandt sit folk længe før Jesus? Det er meget slående, at den ældste kristne kirke i verden, den albanske hos udifolket, netop rummer disse figurer. Og værre endnu – Odin hang fæstnet til et træ i ni dage og blev stukket med et spyd i siden, før Jesus blev fæstnet til korset og fik et spyd i siden. Hvis Jesu død er lånt fra fortællingerne om Odins ofring på træet, har der så nogensinde været en Jesus?

Det var en skræmmende tanke. Tænk, hvis arkæologisk og historisk forskning kunne bevise, at Jesus var et falsum, en myte og intet andet. Det ville have knust kirken i middelalderen, hvor netop Jesus Kristus og Jomfru Maria var fundamentet, der knyttede folket til kirken. Men hvad med i dag? Ville det ændre noget i dag?

Konklusionen må være, at Odin ikke var en gud, da han kom til Nordens lande og spredte sit folk og sine sønner ud over hele runeområdet. Han var et menneske. En meget stor konge bærende titlen Odin, Guti eller måske Woden. Da hans navn ikke skal findes i nordisk sproghistorie, men i en sproghistorie fra Kaukasusområdet, kunne dette navn lige så godt have været Wu-Di, Gothi eller Udi for den sags skyld. Uanset lokal udtale og stavemåde var det en titel, der allerede på dette tidspunkt omkring år 0 var en velkendt og udbredt titel i hele Nordeuropa. En titel, der blev båret af den øverste. Gud og menneske i én.

Det er min opfattelse, at der må være kommet en meget magtfuld Odin, en guddommelig konge, til Norden. Ligesom Snorre skriver det. Han erobrede land med snilde og politik og placerede sine efterkommere rundt om i Østdanmark og Syd- og Midtsverige samt Sydnorge som konger over de stammefolk, der boede der, før han kom. Og sidst men ikke mindst er jeg sikker på, at dette Odinfolk havde runelignende skrifttegn og andre kulturskatte med sig, som de delte med de stammer, der tog imod dem og hyldede dem. For det er dét, jeg tror, der er sket. I de gotiske områder – og de subgotiske som danernes land – blev Odinfolket modtaget med ærefrygt og respekt, fordi man ud fra egen oprindelig Guti-arv kendte til den guddommelige slægt. Præcis som vi senere ser det, da aztekerne kaster sig i gruset for de skæggede spaniere, fordi de tror, det er guderne, der er kommet ned til dem. Derfor oplever vi ikke traditionelle krige i disse områder, hvor de nye, fine skikke og runerne kom til. Ingen kunne drømme om at bekæmpe de guddommelige mennesker af deres egen æt – slet ikke adelen, der havde fået høje embeder under aserne.

Forestil dig, at Odin er ældre end den kristne Gud. Ja, han er ikke bare ældre, han er endda også forbillede for vores nutidige Gud og måske netop især forbillede for Jesus som guddom, der går på jorden og lever blandt sit folk. Forestil dig, at Odin er det link, der rækker 4.000 år bagud i tiden og får buddhisme, kristendom og islam til at flyde sammen, fordi han er forbilledet for dem alle? Hvilken trosretning ville ikke bekæmpe denne viden? Bekæmpe tanken om en verden med kun én religion. Én religion, der ikke var deres, men derimod dens skjulte ophav. En for længst forkastet og fordømt hedenskab?

Teksten her på siden er et appendiks fra spændingsromanen ‘Odins labyrint – et glasbarns fortællinger’. Du kan købe bogen ved at klikke på banneret. Den fås om hardback, paperback, lydbog og e-bog.


[1] Ludvig F.A. Wimmer, De danske runemindesmærker 1-4, 1893-1908

[2] Lis Jacobsen og Erik Moltke, Danmarks runeindskrifter, 1942. Erik Moltke, Runerne i Danmark og deres oprindelse, 1976. Erik Moltke Runes and their origin – Denmark and elswhere fra 1985.

[3] Jørgen Chr. Bang er cand.phil. og Lektor i Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet.

[4] Med klassiske skrifter menes her de græske og latinske skrifter. Med førklassiske menes de fønikiske, semitiske og arabiske skrifter.

[5] Tacitus var en romersk historiker, der levede fra år 56 til 117 e.Kr. Han skrev bl.a. De origine et situ Germanorum (i daglig tale Germania) om germanernes skikke og levemåder. Herunder også stammerne i de syddanske områder.

[6] Runeskriften opdeles i tre perioder, der her sættes op som i Erik Moltkes Runes and their origin – Denmark and elswhere fra 1985:

1) Urnordiske runer med den ældre runerække, også kaldet 24-tegns futharken, som blev brugt ca. 0-700 e.Kr.

2) Vikingetidsruner med den yngre runerække, også kaldet 16-tegns futharken, som blev brugt ca. 650-1050 e.Kr.

3) Middelalderruner med en udvidet, yngre runerække, som blev brugt ca. 1050-1400 e.Kr.

[7] Det er ikke uden grund, at runen f (Fehu/kvæg) kom først i futharken (runealfabetets rækkefølge). F-runen var symbol for kvæg, og præcis som vi ser det i det fønikiske, hebræiske og græske alfabet, kommer tegnet for kvæg først, fordi kvæg i samtiden var lig med rigdom.

[8] Ordet alu tolkes dels som et ord for øl/beruselse (aluþ) og/eller som en form for lykkebringende formel betydende ’glæde, lykke, succes’.

[9] Skovgårde-spændet fra ca. år 200 e.Kr. Indskriften på spændet lyder lamo talgidai; ”Lamo (den lamme) skar disse runer”.

[10] Järsbergs-stenen fra Värmland, dateret til ca. år 500-550 e.Kr.

[11] Ynglingesaga er den indledende del af Heimskringla tilskrevet Snorre (Snorri Sturluson). Ynglingesaga bygger bl.a. på et kvad fra omkring 900 e.Kr., nemlig kvadet Ynglingatal, der tilskrives den norske skjald Tjodolf af Hvini. Kvadet indeholder korte beretninger om ynglingeættens konger. Sagaens kongerække indledes med Odin og Frej, som Snorre betragter som historiske personer. Snorri Sturluson (1179-1241 e.Kr.) var en islandsk høvding, forfatter og skjald.

[12] Bjarkemål er et nordisk heltedigt fra omkring år 1000 e.Kr.

[13] Hávamál (Den højes tale) er et kvad i den ældre Edda. Det er et langt læredigt om, hvad der betragtedes som god og dårlig opførsel, iblandet passager, hvor Odin fortæller om sit liv. Sproget, den rodede opbygning og de mange hentydninger til ligbrænding som den almindelige begravelsesskik lader formode, at kvadet er gammelt, måske fra 800-tallet.

[14] Gylfaginning (Kong Gylfes forblændelse) er en del af den yngre Edda og er skrevet af Snorre (Snorri Sturluson) omkring år 1220 e.Kr. Flere steder beskrives de nordiske guder som konger og helte, der flygtede efter den trojanske krig og slog sig ned i Skandinavien, hvor de lod sig dyrke som guder.

[15] Jørgen Chr. Bang skriver ganske rammende om dette: ”Jeg finder det både interessant og næsten symbolsk, at rugen, vor “nationale” kornsort til vort daglige brød, ser ud til at følge samme rute som runerne i min hypotese, nemlig fra den Nære Orient til Sydrusland og Mellemeuropa, hvor den længe gjorde holdt, for at nå hertil i ældre romertid, dvs før år 200”.

[16] Som anført udgøres det sydvestlige område af Vestfyn med øer, Als, Jylland og Nordtyskland.

[17] Som anført udgøres det nordøstlige område af Sjælland, Østfyn, Syd- og Vestsverige samt det sydlige Norge.

[18] Johannes Brøndsted var en dansk historiker, der blandt andet var medforfatter til Politikens Danmarkshistorie Bd.1. fra 1963, hvorfra alle oplysninger tilskrevet ham i denne tekst er taget fra.

[19] Heyerdahls fortæller yderligere, at han via foredrag på Videnskabsakademiet og en skole i Aserbajdsjan fik at vide, at Odin betyder ild-tilbedelse jf. od- = ild og -din = tilbedelse.

[20] Wegge kalder i sin bog Azerbaijan – Where East meets West Udi-folket for et levende museum i et hav af muslimske folkeslag og de ortodokse armenske og georgiske kirker som tunge naboer. Det er da også imponerende, at Udi-folket aldrig har ladet sig omvende eller er konverteret til Islam som alle deres naboer. Derfor har Udi-folket stadigvæk den oprindelige albanske kirke, der har lokale rødder tilbage til år 0. Ud over dette bemærker Wegge en lighed med den assyriske kirke samt et link til noget, der i høj grad ligner hedenske kulturrødder.



Synopsis in English

Short synopsis

Odin’s labyrinth is a thriller about the young student Mathias who, during a stay in London, gets tangled up in a dangerous and mysterious line of events which has its roots in the origins of Christianity and Norse mythology. Through his research on runes amongst other things, he stumbles across proof that Odin truly did exist and that the myth of Jesus is based on this figure from Norse mythology. In other words: the stories about Jesus are not true. Throughout history these facts have been concealed by clandestine, Catholic brotherhoods willing to kill to preserve the secret. Now the question is whether Mathias is also in danger.

The author has carried out extensive research and the hypotheses of the novel are based on historical sources.

Long synopsis

The beginning and the end

A young man finds himself lying unconscious in a flowerbed in a garden behind a large, red-brick house in South Kensington, London.

Part 1 – The Early Tales

Chapter 1

Mathias Hviid receives an old notebook in the post; inside it is a note (an invitation) which at first glance appears to have been written by Lucian Whitmore, an aging London artist. Together the notebook and the invitation represent an offer which cannot be turned down.

The notebook is a handwritten extract from a very old and uncompleted manuscript; a manuscript which can alter our perception of Christianity. The manuscript (or perhaps rather the knowledge behind it) has caused the death of several of its previous authors.

Chapter 2

Mathias is a student at the University of Southern Denmark in Odense but is more absorbed by his work at the university library. He lives with his mother (Birgitte) who is suffering from a split personality. Mathias never quite knows which half of her he will encounter on any given day. He has always looked upon the dark side of his mother’s personality as his father, as it seems as though he has never existed. As a child, Mathias came across some very detailed journals about and by his mother. In her youth, Birgitte, fleeing her own childhood, ended up at the house of two deformed twins whom she refers to as one and the same person. These journals gave him an insight no child could deal with. As he matures he realises that they contain the explanation for his mother’s divided persona. At the same time, it dawns on him that the books conceal an evil he always imagined was merely a shadow, but the shadow lives quite close to him.

Scattered throughout the little notebook Whitmore has sent him, Mathias finds several notes which reveal that something has been chasing the author of the notebook; something terrifying from which he tried desperately to conceal his work. Mathias senses the connection between his mother, the twins, Whitmore, the death of the author of the manuscript.

In a biography Mathias discovers two notes; the one implies that Whitmore is not Whitmore at all, but rather the chieftain or deity of a historical order, the other note maintains that prior to World War II unknown sources claimed that two stillborn, deformed boys were born along with Whitmore. This is refuted again, but the idea has fixed itself in Mathias’s mind.

Chapter 3

This chapter is about Mathias’ decision to go to London plus the journey itself and his arrival in South Kensington at the large, old house which has been unaltered for almost 200 years. In this chapter we meet Whitmore’s housekeeper and Lucian Whitmore himself. Whitmore is a strange, old man of 89. He is thin and frail with almost translucent, white skin, but at the same time possessed of an incredible knowledge and inner strength. The house is an old, English townhouse on several storeys, full of dark, old panels, carvings and secret rooms. The housekeeper (Martha) is not quite as old as Whitmore, but almost. She has a grandchild who occasionally comes over to help with the house and the garden.

As the novel progresses, we learn more about Whitmore and his background which both frightens and fascinates.

Chapter 4

This chapter must not be revealed before reading the book.

Chapter 5

We are introduced to Lucian Whitmore by the man himself, as well as through Mathias’ experiences in the house and in Whitmore’s company. Lucian Whitmore has always lived a double life as a consequence of a dark legacy unknown to the public. Whitmore, who has lived in the house in South Kensington all his life, is a very wealthy man and a most renowned artist. He can look back on a long life in which he has portrayed people as they are – sweaty, wrinkled, fat, blotched etc. – often nude and slightly repulsive. His motif of choice has always been ugly or tormented people. Whitmore has some deep and far-reaching secrets which must be set free before he and his spirit can let go of life.

Chapter 6

Mathias discovers a hatchway behind a cupboard. A cold, rotten stench emerges from the hatchway. Mathias ended up by the cupboard after following a sombre figure through the dark house, a figure which appeared in his room while he was sleeping. The figure is gone, but what lurks behind the hatchway and what makes the stench?

Part 2 – The Great Tales

This most substantial part of the novel consists of 28 chapters. They are the large, middle section of tales where we move between Whitmore’s accounts of a fatal love affair between Christian Rottbøll and Charlotte Hadding in 1897, and Mathias’s absorption with the old and potentially lethal manuscript. Apart from the tales we explore Mathias’ relationship with the apparently dying Whitmore. We follow Mathias’ search for truth in everything he hears from Whitmore and in everything he discovers for himself, reads about and experiences in the old house.

Whitmore’s secrets stretch from the present back to the year 1897 when the manuscript in its current form was begun. The manuscript revolves around research that may alter the perception of the origin of the Nordic peoples and their runes and have tremendous consequences for large parts of the world by shaking the foundations of Christianity. Mathias reads extracts of the manuscript to Whitmore and consequently becomes involved with working on it.

The hub of the two parallel storylines in this part of the novel is the relationships between the people involved: the living, the shadows and the dead; relationships that evolve and complicate things. On a personal level, Mathias gradually discovers that his acquaintance with Whitmore is a threat to his own identity.

Part 3 – The Last Tales

Mathias does discover that which can change the way the world is perceived by many people, if it were ever made public. However, old and very powerful forces have always fought to conceal it and they will continue to do so.

Whereas creepiness, darkness and death have been lurking just below the surface in the first two parts of the book, here they erupt into the daylight.



Sample translation

A short sample translation from Odin’s labyrinth:

Odin’s labyrint, Danish edition.

When I awoke again it was far into the night. Something had disturbed my sleep. I lay completely still and tried to focus on the noises coming from the city outside my window. But the noise I had heard had been closer. Like the sounds I heard in the walls. Just closer still. The sound came again. Creeping. Whispering. And I realised that something was moving around at the foot of my bed. I lay with my head hidden under the duvet, but my feet were sticking out the other end. The end where the sounds were coming from. Fear crept into every part of me, making every hair on my body stand on end.Silently I listened to the darkness through the duvet. It still sounded mostly like a low whisper, but so much like words that it had to be human.

Carefully I tried to pull my feet back under the duvet. But at that moment silence fell. Deafening, frightening silence, but the source of the noise was still there. I could feel it. I wished myself a million miles away and almost vomited. A strangling sensation threatened to tighten my throat so that I could neither swallow nor scream. The only right thing to do was to throw off the duvet and see who was there, but I did not dare. Did not dare sit up in the dark without knowing who was hiding in it.

I wanted to scream. Scream and jump out of bed. Flee from the room. I saw Graham Whitmore before me as he fell from the balcony. I thought about Rottbøll. Rottbøll and his cane. If I had had that cane with me in bed, I could have jumped up and swung it wildly around the room. Swung until it sank deeply into its victim. But all I had was a pillow.

The room was still quiet. Very quiet. The next few minutes I lay as though in a cocoon, almost without breathing. All my senses were alert. Then finally I sat up. Blind in the darkness. But it was only a moment before I saw the dark figure standing between my bed and the door. A strangled scream escaped me as I jumped out the opposite side of the bed. It shouted some words that sounded like a mixture of Latin and Old Norse, then it vanished out the door and down the stairs. Gone.

Nothing more happened. Only the scent remained hanging in the air. The figure did not return. After staring panic-stricken into the dark for a while, I walked over and turned on the lights, my shoe in my hand, ready to strike. I had to cling to something. I took a few steps down the stairs and looked down over the banister to the third floor. The door to the room with the hatch was closed, but I had no doubt that the scent which had accompanied the figure in my room was the same one I had encountered in there.

‘What the hell just happened?’ I asked aloud to hear the sound of my voice. The artificial light had wrapped itself around me and worked like a tonic. My heart began to beat normally again.

I had no desire to stay in that house another minute. However, when everything was said and done, the figure had not harmed me. So instead of giving up I decided to stay.

I left the light on, wedged the chair from my desk under the door handle and hid under the duvet. It was only when the dawn of a new day swept away my membrane of artificial protection from the dark that I emerged again, relieved.