Mads Peder Nordbo er uddannet i nordisk sprog og litteratur samt filosofi og har forsket i bl.a. runer og sproghistorie. Han bor i Tommerup på Fyn. I 2012 debuterede han som forfatter med Odins labyrint, som er første del af en trilogi. Bogen blev en bestseller, høstede fine anmeldelser og blev solgt til udlandet. Thuleselskabet, der udkommer den 4. april 2014, er anden del af trilogien. Sidste del, Runernes kapel, kommer blandt andet til at foregår på stepperne mellem Uralbjergene og Kasakhstan.

Rejsen til Arkaim

Videnskaben bag mine to første romaner og den afsluttende tredje

Odins labyrint bygger videnskabeligt set på et speciale, jeg i sin tid skrev på SDU. Heri præsenterer jeg en række nye teser og ideer om runerne, Odin og det nordgermanske folks kulturelle ophav. Dette har jeg taget op igen i Odins labyrint – sammen med et par teser om forholdet mellem Odin og Jesus samt en række teser om futharken (runealfabetet) i sig selv. I Thuleselskabet bygger jeg videre på dette. Flere runeindskrifter tolkes på nye måder og skjulte budskaber dukker op i selve futharken samt på den lille Jellingsten. Ligeledes fremlægger jeg en ny tolkning af en mystisk runesten fundet på en ø langt oppe langs Grønlands vestkyst. I det hele taget er mine bøger fulde af nytænkning inden for historie og arkæologi, og jeg mener selv, at jeg har fat i den lange ende. Et andet emne, der vokser frem i Thuleselskabet, er sammenhængen mellem det historiske folk arierne og Odins folk. Hvis det lyder lidt vildt, kan jeg kun anbefale jer at læse bogen. Ud over at være en spændende roman med masser af uhygge, drama og kærlighed, så er det også en roman, der sandsynligvis vil ændre jeres syn på runerne, arierne, svastikategnet og måske endda de nordiske folks ophav. Sagen er nemlig den, at da jeg var færdig med at lede efter Odinfolket, som viste sig at være vandret til norden omkring år 0, kunne jeg ikke dy mig for at afdække endnu et lag af historien.

Det, jeg fandt der, var i første omgang lidt skræmmende. Mest fordi jeg er vokset op med en mor, der var barn under anden verdenskrig og derfor har en iboende afstandtagen til ord som arier og svastika. Men jo mere jeg læste og søgte, jo mere stod det mig klart, hvor uhensigtsmæssigt det er, at nazismen har fået lov til at ødelægge og forkætre noget, der med stor sandsynlighed er vores alles kulturelle ophav.

I Thuleselskabet skriver jeg mig forsigtigt gennem Himmlers arbejde med den ariske arv og kommer ud på den anden side med en ren tavle. Det er tæt ved umuligt at opsummere dette på den plads, jeg har til rådighed her, men sagens kerne er, at det ariske folk har levet. Det var et kulturfolk på et i samtiden ekstremt højt niveau. Det er dette ariske folk, der ligger til grund for den nordiske mytologi, den græske mytologi samt den vediske religion – den tidlige hinduisme. Det er ikke uden grund, at vi i fund fra bronze- og jernalderen finder svastikategnet spredt ud over hele det euroasiatiske område. I hinduismen betragtes svastika som Buddhas hjerte. I Tibet er svastika en lykkebringer. Nogle tolker svastika som et soltegn, mens andre gennem sanskrit læser det som tegnet for at være med sit højere selv, fordi ’swa’ betyder højere selv og ’asti’ at være, mens ’ka’ er et suffiks.

Under bronzealderen og jernalderen blev svastikategnet kort sagt brugt i et område, der strakte sig lige fra Vesteuropa hen over Mellemøsten og Sibirien til de asiatiske lande og Japan. Samme med en række andre faktorer peger det i retning af, at alle trosretninger i dette enorme område udsprang af én og samme urreligion. Der findes endda også indskrifter med den ældste runefuthark, hvor g-runen i betydningen give eller gave er formet som et svastika, og det er der nok en ganske god grund til, for man giver med hjertet, ikke sandt? Odins hjerte, Buddhas hjerte. En gave gives af et godt hjerte.

Hvis vi kigger på ordet aryan, så kommer det af det indoeuropæiske sanskritord arya, der betød nobel. Ordet findes også i oldarmensk, hvor ordet ari ligeledes betød nobel, mens ayr slet og ret betød menneske. Vi skal med andre ord tolke ordet, som vi ville læse det latinske nobilis. Der er tale om ædle mennesker, der levede på kulturens top. En tidlig forgænger for begrebet adelig. De øverste blandt levende. Guderne blandt de levende. Et træk, vi finder igen i stort set alle tidlige kulture i hele området, hvor svastikategnet havde sin udbredelse. Kejseren som solens søn. Vi ser også dette tydligt ved Odinfolkets ankomst til Norden. Til trods for at de var langt færre end den oprindelige befolkning, så fik de hurtigt overtaget, da de med deres lyse udseende, længere kroppe og store kulturelle viden og kunnen simpelthen var i en anden liga. De var et gudefolk. Med sig havde de et nyt sprog, ny magi, skrifttegn, nye fortællinger, nye gravskikke, ovntyper og hustyper. Ligesom vi ser det med cirkelborgene på sletterne og trojaborge fra mellemøstlige og græske udgravninger, så havde dette indvandrende kulturfolk evnen til at bygge byer og samle hære. Evnen til at kontrollere store landområder. Det samme sker ved dette folks indvandring af det nordlige Indien.

I den ældste hinduisme var der endvidere fokus på det at ofre til guderne. Ofringerne kunne være enten symbolske eller bestå af dyr og i sjældne tilfælde endda af menneskeofre. Dette kender vi også fra asatroen og vikingetiden, hvor både symbolske ofre og menneskeofre findes dokumenteret. Yderligere er skabelsesberetningen stort set ens for asatroen og hinduismen. Hvad guderne i sig selv angår, så har man i hinduismen både en kærlighedsgudinde, dødsgudinde, krigsgud og en øverste gud, præcis som man har Freja, Hel, Tyr og Odin i asernes tro – og dette kan vi gentage med de græske guder.

Et andet sammenfald i mytologier finder vi i Atlantis og det mytologiske Thule. De to sagnlande er nemlig én og samme ting. Atlantiderne og thulefolket beskrives ens, fordi fortællingen om dem bunder i samme kilde, og begge sagnfolk udspringer af det ariske folk på stepperne syd for Uralbjergene – eller dette folks forfædre. I det hele taget er der så mange paralleller mellem græsk og nordisk mytologi, at et fælles udspring næsten virker som den eneste logiske forklaring, og dette udspring skal vi finde i området mellem Kaukasus, Sortehavet og Uralbjergene. Det er derfor, at jeg vil rejse ind i dette område.

Arkaim – ariernes borg på de russiske stepper

Det, der er blevet fundet ude på stepperne, er i min verden ganske enestående. Der er tale om over tyve ringformede anlæg, hvor der fra omkring år 1800 til 1600 f.Kr. har boet et folk, der for mig at se er arierne. Hver borg har været bygget helt præcist efter sol, måne og stjerner, og hovedborgens navn Arkaim betyder i sig selv ’arka’ himmel og ’im’ jord, hvilket vil sige stedet, hvor himlen når jorden. Stedet, hvor vi kan nå gudernes verden. I disse borge er der fundet mange genstande. Deriblandt en del med svastikategn indgraveret. Og hele opbygningen af cirkelborgene er i sig selv formet som et solhjul eller svastika. En opbygning vi genfinder i de danske vikingeborge. Et solhjul med fire arme. Fire udgange anlagt efter sol, måne og jævndøgn. Et andet fællestræk mellem borgene på stepperne og dem i Danmark, Sverige og Holland er, at man boede i dem. I modsætning til lignende anlæg andre steder (som f.eks. Stonehenge) så boede folket inden i anlægget.

I Arkaim er der fundet tydelige beviser på, at hver og en af de små ’lejligheder’, der lå inden i cirklen, havde egen brønd med friskt vand samt egen ovn med et centralvarmesystem lavet af lerrør – og det møde, som disse rør skabte mellem varm og kold luft, blev yderligere brugt til forarbejdning af bronze. Derudover bør det også nævnes, at der var reel, skjult kloakering i Arkaim. Ikke blot grøfter. Lige så længe som vores lærebøger strækker sig, har vi hævdet, at romerne var de første til at leve på så højt et civiliseret niveau. Ikke arierne langt over 1.000 år tidligere.

Det er muligt, at I nu brænder inde med spørgsmålet: ”Hvorfor er dette ikke bredere anerkendt?” Og det spørgsmål stiller jeg også jævnligt mig selv. Jeg tror, at svaret skal findes i flere forhold. Dels er der tale om data, der ændrer lige så meget på historien, som da det blev hævdet, at det ikke var Columbus, der opdagede Amerika, men derimod Leif Eriksson. I tilfældet Arkaim er erkendelsen blot, at det ikke var romerne, der opfandt teknikken bag friskt vand, centralvarme og kloakering i en by. Sådan noget går der ofte politik i. Se bare til Thor Heyerdahl, der måtte sætte livet på spil for at få folk til at tro på tidligere tiders søfart med flåder og sivbåde.

Uden ellers at drage overgearede sammenligninger så er det noget i den stil, jeg forsøger at skabe med den videnskabelig og historiske del af mine bøger. En form for erkendelse af at alt ikke er som i barndommens skolebøger. Vores viden om fortiden og vores egen historie er i konstant bevægelse, og det er synd og skam at fornægte dette, blot fordi vi har troet på noget andet i over tusind år.

Videnskab i skønlitteratur

Jeg må hellere tilføje, at alt det videnskabelig blot er en del af mine romaner. Et ekstra krydderi. Jeg sætter her til højre et klip ind, hvor I kan se uddrag af de ord, der blev skrevet om Odins labyrint som roman.

Selve rejsen

Det ser mere og mere ud til, at min ekspedition til de øde stepper mellem Uralbjergene og Kasakhstan bliver til virkelighed. Vi er ved at have styr på det, min gode tolk og jeg. Næste stop er visum. Det bliver nærmest eventyrligt, hvis man altså ikke er bange for stilhed, kulde, storslåede vidder og fortidens ånder. Det bliver en rejse i fly, i bil, til fods og i sovepose – ind over de stepper, hvor vi alle har vores udspring. En rejse ret ind i hjertet af arkæologiske udgravninger, der burde have hele verdens opmærksomhed, men til min forundring ikke har det. Men det kommer. Det er så ganske stort, hvad de finder og har fundet derinde på de kolde stepper. Så der må jeg ind. Mødes med fortiden og den vestlige civilisations vugge. Mærke kulden, stilheden og historien direkte mod min hud. Det er sådan, gode romaner skabes. De skal mærkes i forfatteren, før de skrives.

Hvad vores rejserute angår, så flyver vi til Ekaterinburg, hvor vi lejer en bil. Herfra fortsætter vi ned langs Uralbjergene til en mineby, der hedder Sibay, hvor der skal provianteres. Derfra bliver det blandet kørsel og vandring rundt til de forskellige arkæologiske pladser. På kortet herunder ses kun køreturen. De forskellige delmål ligger i det store område til højre for det grønne/sorte B – på kortet øverst til venstre.