Nyt dansk krimipar debuterer med mange års erfaring: Sara Blædel og Mads Peder Nordbo udgiver krimi sammen
To af Danmarks mest læste forfattere er gået sammen og leverer en fælles krimi lige i rette tid til, at sommerlæsningen skal planlægges: Sara Blædel og Mads Peder Nordbo har fundet sammen i skriveglæde og begejstring over deres fælles genre: krimien.
Som Danmarks bedst sælgende kvindelige forfatter er Sara Blædel blevet spurgt mange gange af både danske og internationale kollegaer, om hun kunne tænke sig at skrive i et partnerskab:
”Hver gang har jeg været helt klar i mit svar: Nej tak,” siger Sara Blædel. ”Men så kom Mads med et oplæg til en historie, som jeg ikke rigtig kunne slippe, så efter en lang flyvetur til Thailand, hvor jeg havde tid til at tænke og plotte videre i mit hoved, fik jeg lyst til at kaste mig ud i det.”
Mads Peder Nordbo fortæller: ”Da jeg fik ideen til grundplottet, var det så uhyggeligt, at jeg næsten selv blev bange. Men jeg frygtede lige så meget, at jeg ikke selv kunne formidle det videre. Jeg havde netop været til et arrangement sammen med Sara Blædel, og så tænkte jeg ’Hun har det, jeg mangler’. Så jeg vovede pelsen, og til alt held sagde hun ja.”
I løbet af deres samarbejde er det blevet endnu mere tydeligt, at de tænker ens i forhold til bog og den gode krimihistorie. ”Vores historie har udviklet sig meget undervejs, som der altid sker, når man kommer ind i den, og karaktererne kommer til live og går deres egne veje,” fortæller de samstemmende. ”Vi tror faktisk ikke, at der er én linje i ’Opløst’, vi ikke begge har været inde over. Det har været benhårdt arbejde i knap 1½ år, men vi elsker begge to genren, og nu glæder vi os til, at vores krimi kan komme ud til læserne.”
Om forfatterne:
Sara Blædel er journalist og forfatter. Hun har udgivet 11 bøger om kriminalassistenten Louise Rick og trilogien om bedemandens datter. Sara Blædel er fem gange blevet kåret som danskernes yndlingsforfatter, og i 2014 modtog hun De Gyldne Laurbær for ’Kvinden de meldte savnet’. Sara Blædels bøger er solgt i mere end 5 millioner eksemplarer og er under udgivelse i 38 lande.
Mads Peder Nordbo er kommunikations- og litteraturuddannet fra Syddansk Universitet og Stockholms Universitet. Han bor i Tommerup på Fyn, men har i en årrække boet og arbejdet i Nuuk i Grønland. Her skrev han sin arctic noirtrilogi: ’Pigen uden hud’, ’Kold angst’ og ’Kvinden med dødsmasken’, som han vandt stor international anerkendelse for. Mads Peder Nordbos bøger er under udgivelse i 40 lande.
336 sider, vejl. pris kr. 300
Handlingen kort:
Det er sommer, og alt ånder fred og idyl i den fynske landsby Tommerup. Charlotte, en yngre mor til to små børn, er på vej fra morgenmotion i hallen til sit arbejde på den lokale folkeskole, da hun forsvinder sporløst på den korte strækning.
Da Charlottes mand senere på dagen møder desperat op hos politiet i Odense, modtager vicepolitiinspektør Liam Stark og politikommissær Dea Torp anmeldelsen, men venter med at sætte en eftersøgning i gang, da Charlotte kun har været savnet få timer.
Næste morgen er hun imidlertid stadig ikke dukket op, og det står snart klart, at der kan være tale om en forbrydelse. De følgende dage vokser sagen til et omfang, hvor det meste af Fyn er involveret, og folk gemmer sig inden døre af frygt for at blive den næste, der forsvinder.
En intens kamp mod tiden udspiller sig for Liam og Dea, som må se sig fanget i et spil, hvor mennesker dør en pinefuld død, uden politiet kan gøre andet end at se magtesløst til.”